Området omkring Mindeparken ned mod Aarhus bugt bliver fortsat sprøjtemalet med rød farve mandag d. 29. maj 2017. Den røde maling, der farver naturen fungerer som et kunstværk af den tyske kunstner Katharine Grosse, og er en del af Kunstmuseet ARoS triennale THE GARDEN - End of Times, Beginning of Times. (Foto: Mikkel Berg Pedersen/Scanpix 2017)
Vi er alle mulige steder henne længere nede i dagens nyhedsbrev – Myanmar, Afghanistan, Anders Samuelsens hoved, Arizona osv. – så lad os tillade os at starte et sted, som vi ved er rart: Aarhus. Der er knald på i Europas kulturhovedstad 2017, og vi må indrømme, at vi er begyndt at bladre lidt i Århus Stiftstidende en gang imellem.
For nylig faldt vi over en artikel i Stiften om den 85-årige kunstner Arne Haugen-Sørensen, som (for at være helt ærlig) stik mod sund fornuft har udsmykket dusinvis af danske kirker. Nu har han også færdiggjort et 10 meter langt maleri i Aarhus Valgmenigheds bygning på Mjølnersvej 6 i bydelen Åbyhøj, som er betalt af seks fonde og ni sponsorer. Artiklen begynder tilforladeligt, men lige idet en Søren Klit Lindegaard fra Aarhus valgmenigheds kunstforening åbner munden, går det galt. Han sammenligner Haugen-Sørensens farvelade med Pablo Picassos i særklasse helt fænomenale ‘Guernica’ fra 1937. ‘Guernica’ er ‘kun’ 7,7 meter bredt, men Picasso har ikke sat en pensel forkert; ‘Guernica’ er en opvisning, en kraftpræstation, en magtdemonstration. Det er krigens gru helt op i fjæset – en gengivelse af nazisternes og de italienske fascisters bombardement af den nordspanske by af samme navn 26. april 1937 på Franco og hans spanske nationalisters foranledning. Maleriet hænger på kunstmuseet Reina Sofia i Madrid og er hele rejsen værd.
”Dette her kunne være et bibelsk ‘Guernica’, tænkte vi,” siger Søren Klit Lindegaard om Arne Haugen-Sørensens billede i Åbyhøj. ”Ligesom på Picassos ‘Guernica’ er mange forskellige fortællinger vævet sammen i én stor fortælling.”
Yeah, det tænkte I helt sikkert. Arne Haugen-Sørensen virker også svært tilfreds og kalder sit bibelbillede for ”mit livs største opgave”. ”Det er en stor tilfredsstillelse at se det på sin plads i kirken,” siger han. Så tilfreds er han selv, at han finder det ”vemodigt” at give slip på det. Og bedst som man håbede, at kunstneren i det mindste holdt sig for god, sniger der sig alligevel en reference til ‘Guernica’ ind i rosen:
”For mig er billedet også en overgroet slagmark. Lige under overfladen ligger nemlig alle de førstefødte begravede. Alle de skønne, spontane inspirationer, grebet i flugten og i ét hug sat ned på lærredet. Skjult og glemt er selve kampen med værkets egne krav og de smertefulde valg og særlig fravalg.”
Ingen miljøpåvirkning
Sådan, så er det slået fast. Hvad der måske er mere aktuelt af Aarhus-nyt på kunstfronten er, at det stærkt omdiskuterede værk af den tyske kunstner Katharina Grosse ikke har haft nogen indvirkning på miljøet. Ja, vi taler det værk, hvor græsset og et par træer på et mindre areal ved Mindeparken i Aarhus var blevet sprøjtemalet i forbindelse med kunstmuseet ARoS’ nye triennale.
Nye målinger viser, at der ingen forurening er i jorden. Så det var, hvad Shakespeare ville kalde stor ståhej for ingenting. Og dog ingenting var det ikke helt. For som Michael Thouber, direktør for Kunsthal Charlottenborg i København, skriver på Facebook: ”Lad os fastholde interessen, indignationen og opmærksomheden, som Danmark udviste ved værkets indvielse. Jeg foreslår, at vi laver samme målinger omkring dansk landbrug, lufthavne, lossepladser, industrikvarterer og boliger med gamle olietanke. Når vi har målingerne fra jorden, så kan vi fortsætte med at se på luftforureningen fra biler, fly, skibe, brændeovne, virksomheder og energiproduktion. Og lad os så kræve, at alle os, der er ansvarlige, rydder op efter os selv på samme måde, som det selvfølgelig var et krav til kunstudstillingen ‘The Garden’ i Århus.”
Det er som talt ud af munden på Føljeton. Den gode, bevidsthedsudvidende kunst længe leve.