Ingenting i Vendsyssel

Forleden skrev vi på denne plads lidt om Føljetons forhold til nyheder – det vil sige begivenheder af en vis væsentlighed, der finder sted ude omkring i verden. Men der er jo også ting, der ikke sker… hvad med dem? Er det ikke lidt synd, hvis de ikke får omtale? Her taler vi ikke om det rene ingenting, men om ting, der på en eller anden måde bliver til noget i kraft af en udeblivende handling. Når Jules Verne et sted i sin science fiction-roman Fem uger i ballon (1863) skriver: ”Ikke en vind rørte sig, og tilmed var varmen ulidelig. Termometret viste 45 grader i skyggen”, så er det, fordi det er vigtigt for bogens (og luftballonens) fremdrift, at den vind ikke rører sig. Det er sådan en ikke-ting, vi snakker om her.

I weekenden var der noget væsentligt, som ikke skete oppe i Vendsyssel. Her kommer det: Mads Nygaard modtog ikke nogen dødstrusler, hverken på telefon, i sin postkasse eller i sin inbox. Hvis du ikke lige kan placere navnet Mads Nygaard, så lad os opfriske din hukommelse; det er ham den vejrbidte vendelbo, som går rundt med striktrøje og bøllehat og ligner en søulk, som lige er i havn for en kort bemærkning for at købe lidt tobak, inden skivet atter stævner ud i Vesterhavets rørte vande. Men Mads Nygaard er ikke fisker. Mads Nygaard er skønlitterær forfatter og en af initiativtagerne til folkebevægelsen Venligboerne, hvis landsdækkende netværk af frivillige blandt andet forsøger at forkorte afstanden lidt mellem gammeldanskere og nytilkomne fra verdens brændpunkter. ”Smilet er den korteste afstand,” som Victor Borge engang sagde.

På det seneste har Mads Nygaard, der i øvrigt er ateist og dybt apolitisk, hjulpet flere uledsagede flygtningebørn med at indsamle de penge, der skal til for at få deres nærmeste familiemedlemmer til landet. I dag er lovgivningen nemlig sådan, at børnene selv skal betale gildet.

Medmenneskelige handlinger af den karakter er der mange danskere, som ikke kan lide, og så vælger de at sidde i computerens syge lys og bearbejde deres angst ved at kalde folk som Nygaard for landsforrædere i obskure facebooktråde. Mads Nygaard sender gerne et svar retur, og det kan lyde sådan her: ”Hej Thor. Dejligt at du bruger din ytringsfrihed. Mange af mine venner fra hele verden er netop flygtet fra lande, hvor de ikke har den. Hvor brugen af den kan koste dem livet. Og således har du lige mindet mig om, hvorfor det er så vigtigt at tale deres sag. Tak skal du have!”

I fredags blev Mads Nygaard så igen udsat for trusler: ”Jeg har fået to dødstrusler i indbakken i dag, men jeg er funklendes GLAD!” skrev han på Facebook. ”Vi har gang i noget! Vi bringer nødstedte børn sammen med deres familier. Findes der noget vigtigere end det? Ikke i min verden!” I irritation over den absurde sværm af dødstrusler reagerede en anden venligsindet medborger: For hver dødstrussel, som Mads Nygaard modtager fremover, vil hun donere 100 kroner til familiesammenføringer, skrev hun på Facebook.

Initiativet er glimrende. Det minder lidt om en prank, som en gruppe uvidende tyske nynazister blev udsat for i 2014, da de marcherede gennem den lille bayerske by Wunsiedel. For hver meter de gik, donerede behjertede humorister 10 euro til et exit-program, som hjalp folk ud af højreekstreme grupperinger. Der blev samlet 10.000 euro ind.

De borgere, som er uenige med Mads Nygaard, er åbenbart ikke så dumme som de tyske nynazister, måske fordi det kan ramme dem på pengepungen (dog ikke deres egen). Ikke en eneste dødstrussel har han modtaget i løbet af weekenden. ”Der har været fuldkommen bomstille, siden opslaget blev lagt ud,” lyder meldingen fra Mads Nygaard. ”End ikke et ‘DIN FUCKING LANDSFORRÆDER’.”

Peace.