De mandlige økonomi-ministre har endelig fået lov til at sige højt, hvad de hver især har siddet og drømt om, siden de sad alene på drengeværelset: Lavere skat på de højeste lønninger og endnu billigere luksusbiler. Vroooom! Men dagdrømmene bliver ikke til virkelighed blot ved at blive sagt i en mikrofon.
På papiret er indholdet i VLAK-regeringens nye skatteudspil det mest skævvridende i mands minde. Forskellen i gevinsterne til dem med de højeste og de laveste indkomster har ikke været større i årtier, ifølge den liberale tænketank Cepos – teknisk målt som en stigning i den såkaldte Gini-koefficient på 0,46 procent, som tilmed vil blive øget med de bebudede nedskæringer i overførselsindkomsterne, som fremlægges senere på ugen.
Som erhvervsminister Brian Mikkelsen begejstret sagde, da han forleden præsenterede idéen om en aktiesparekonto: ”Hvis man f.eks. vil købe en lækker Lamborghini, så må man godt gøre det, fordi det er ens egne penge.”
Taget på ordet er dagens udspil, ‘Sådan forlænger vi opsvinget’, altså ét af de mest borgerligt-liberale ideologiske markeringer i lang tid, i hvert fald i Kristian Jensen, Karsten Lauritzen og Simon Emil Ammitzbølls levetid. Men ministre i mindretalsregeringer skal stort set aldrig tages på ordet.
Realpolitik kan nemlig være som en brugtvognshandel. Forhandlingerne om det skatteudspil, som VLAK-regeringen lagde frem her til formiddag, er ingen undtagelse: Den ene part (regeringen) vil gerne sælge hurtigt – og have glimtende 23 mia. kr. på bordet – mens modparten (Dansk Folkeparti) siger: maks. det halve. Og så er der allerede kommet gang i en god gammeldags omgang købslåning. Dansk Folkeparti har accepteret præmissen om at bruge milliarder på skattelettelser.
Den første part svarer så igen med at sige, at det skal være nogle få italienske sportsvogne med mindst otte cylindre, mens modparten fastholder, at det i stedet skal være mange asiatiske stationcars med jydekrog. Dagdrømmene til trods, så ender handlen nærmere det sidste.
Både brugtvognsmarkedet og politik er som regel et købers marked, og derfor vil det samlede beløb bliver markant mindre (nok tæt på det halve) i forhold dagens udspil om 23 mia. kr.; skattelettelser vil også blive målrettet de lavere indtægter, og ja, sågar den foreslåede sænkelse af registreringsafgiften på biler vil også netop blive omprioriteret fra luksusbiler til familiebiler.
I virkelighedens verden er det langt mere interessant, hvad Dansk Folkeparti ønsker og kræver, end hvad ministrene måtte håbe på af resultater. Og dét skyldes ikke kun den parlamentariske matematik, hvor det jo kræver 90 mandater for at have flertal. Nej, det handler mere grundlæggende om, at de forskellige politiske partier kæmper på vegne af vidt forskellige vælgergrupper, og at det – heldigvis – er svært i Danmark at få gennemført politik, som ikke i de mindste gavner et flertal i befolkningen.
Alle partier har til alle tider ment, at deres egne idéer var til gavn for alle. Uanset farve og form har og vil politikere altid hævde, at de kæmper for hele samfundets ve og vel. På samtlige borgeres vegne. Således også VLAK-regeringen, der med dagens nye udspil lægger op til hovedsageligt at belønne folk med højere indkomster. VLAK-ministrene mener oprigtigt, at det gavner alle, hvis de rigeste får mulighed for at tjene endnu mere.
Problemet for VLAK-regeringen er blot, at flertallet i den danske befolkning ikke har købt denne fortælling, denne dagdrøm, der for mange virker som et blændværk. Det danske samfund er fortsat pyramide-formet, og i de kommende uger og måneder vil VLAK-ministrene derfor blive tvunget til at forhandle et kompromis på plads, hvor middelklassen får større gevinster. Dét ved regeringstoppen udmærket. Udspillet er langt hen ad vejen spil for galleriet. For her regerer Dansk Folkeparti.
Men i det mindste fik Kristian Jensen, Karsten Lauritzen, Simon Emil Ammitzbøll og Brian Mikkelsen lov til at dagdrømme for en dag. Træde frem og virke liberale og vidtløftige. Foran venter det forventelige nederlag.