Kamma var noget helt særligt

Kamma Rahbek er en vigtig repræsentant, når emnet er dansk kulturliv i guldalderen. Hun levede alt andet end et traditionelt indadvendt kvindeliv som hustru og mor. I stedet definerede hun i vidt omfang indholdet af sin egen tilværelse. Dette var usædvanligt for en kvinde i 1800-tallets første årtier. Om sin tilgang til tilværelsen skriver hun i et brev:

”Jeg er ikke gaaet min Gang igennem Livet i sløv og dorsk Ligegyldighed, men tværtimod Stræbt at forene alle Kræfter og at Være tillige den bevægelige Bølge og den faste Klippe”.

Gennem Kamma Rahbeks mange breve kan vi følge hendes gøren og laden og tanker om dette og hint. Det gør hende meget nærværende på trods af tidens gang og på trods af et kvindeliv helt anderledes end det, vi kender i dag. Kamma Rahbeks breve indeholder overvejelser over religiøse og etiske spørgsmål, tvivl om eget værd og berettigelse og vurderinger af litteratur, hun har læst. Men hun skriver også om praktiske gøremål, der optog hende i form af dagligliv, æskefremstilling, planter og grøntsager. Sidstnævnte dyrkede hun med stor indsigt og viden i sin have. Kamma Rahbeks breve åbenbarer hendes eget liv og følelser, men er også en vigtig kilde til vores viden om guldaldertidens København og Frederiksberg.

Kamma Rahbek var på en og samme tid et indadvendt og et udadvendt menneske. Som noget af en hjemmefødning blev hun helst på Bakkehuset, hvor hun havde mulighed for at fordybe sig. Helt alene var hun dog langtfra. I stedet for at opsøge selskab blev Bakkehuset, med ægteparret Rahbek som omdrejningspunkt, et samlingssted for mange af de personer, som tegnede guldaldertidens kulturliv som for eksempel svogeren Adam Oehlenschläger, B.S. Ingemann, Poul Martin Møller og H.C. Andersen.

Gennem et omfattende sprog, det såkaldte Bakkehussprog, fik kredsen en form for fælles identitet, som de benyttede i deres samtaler og i deres skriftlige korrespondancer. Kamma Rahbek fandt på kælenavne eller ordsprog, som synliggjorde egenskaber ved de enkelte personer. Nogle gange var udtrykkene skrevet i en let sarkastisk form, andre gange fulgte de en associationsrække.

Adam Oehlenschläger hed ”Adagiospilleren”, fordi han mindede Kamma Rahbek om en adagiospiller, hun engang havde kendt. Oehlenschlägers søster Sophie Ørsted blev kaldt ”Eller sligt” da det var en vending, hun brugte meget. Oehlenschlägers far J.C. Oehlenschläger blev kaldt ”Pålekum”, som var den måde, han som sønderjyde udtalte publikum på. H.C. Andersens navn var ”Næsebarnet”, mens B.S. Ingemann blev kaldt ”Dejlighedsbarnet” og ”Det lille Dyr”. J. P. Mynster, der senere blev biskop i København, blev kaldt ”Onkel Job”, og forfatterinden Friederike Brun blev kaldt ”Den Grandiose”.

Ægteskabet med tidsskriftredaktøren, teaterdirektøren og professoren Knud Lyne Rahbek var barnløst. Ægtefællerne var meget forskellige, men nærede stor respekt for hinanden og var i stand til at give hinanden plads. På mange måder var der tale om to personer med rødder i to forskellige tidsepoker. Knud Lyne Rahbek var oplysningsmand, mens Kamma Rahbek i højere grad hørte til i romantikken.

Med sin begavelse og sine kundskaber var Kamma Rahbek rustet til at indgå i diskussioner om litterære, religiøse og samfundsmæssige spørgsmål på lige fod med de (ofte) lærde mænd, der havde deres gang i Bakkehuset, og som hun korresponderede med. For dem var hun en ligeværdig sparringspartner, som man satte pris på at diskutere med. En mulighed, som langt fra var alle tidens kvinder forundt, blandt andet fordi de fleste af dem kun havde fået ringe eller ingen skolegang.

Kamma var noget helt særligt.

Gertrud With er museumsdirektør på Bakkehusmuseet, Kamma Rahbeks hjem, der i dag er et museum for guldaldertidens litteratur og kultur.