Krejlerne har kronede dage. Studehandlerne er i fuld gang på Christiansborg. For intet af det, der siges af toppolitikerne i disse dage skal tages helt bogstaveligt. Det meste er bluff, afledningsmanøvre og forhandlingstaktik. Beløb, puljer og procentsatser er oppe i luften, og den endelige finanslov for 2018 vil med statsgaranti komme til at se væsentlig anderledes ud end det udspil, som finansminister Kristian Jensen fremlagde her kl. 11 i Rentemestersalen i Finansministeriet.
Efter en lang turbulent periode skal den borgerlige blok i de kommende måneder finde sammen om en økonomisk politik, og lige så vanskelig dén opgave kan blive, lige så snedigt er fronterne blevet koreograferet på forhånd. Ingen politisk interesserede i Danmark kan og bør således være i tvivl om to ting – efter regeringens lille føljeton af præsentationer i de seneste dage:
For det første er VLAK-regeringens forslag mere ideologiske end længe set. Ja, helt urealistiske i forhold til de faktiske magtforhold i Folketinget. Men den skingre tone har en pointe: Forslagene har en sjældent og demonstrativ skæv social profil, idet folk med små indkomster får lidt eller intet, mens folk med høje indkomster får mindst lige så meget som ved en egentlig lettelse af topskatten. I dagens finanslov lægges der op til nye nedskæringer i overførselsindkomsterne. Sjældent skævt, ja, det siger ministrene selv: ”Den her reform skaber ulighed, men det gør vi med åbne øjne,” hedder det fra skatteminister Karsten Lauritzen.
Efter flere døgns polemik har selv Finansministeriet nu erkendt, at ‘direktøren’ vil få mere ud af kombinationen af skattelettelser og lave bilafgifter end f.eks. ‘kassedamen’. Budskabet står klart: VLAK-regeringen er den mest borgerligt-liberale i mands minde. I hvert fald på papiret. Siden Liberal Alliance kom med i regeringen er de symbolske markeringer blevet larmende og tydelige for enhver.
Logikken er, at vælgerne nu ved, hvad VLAK-regeringen gerne ville, hvis den kunne. Men dét kan ordkløverregeringen bare ikke. Statsminister Lars Løkke Rasmussen & co. ved udmærket godt, at der hverken er flertal i Folketinget for tirsdagens skatteudspil eller dagens finanslovsforslag. Men på god krejler-manér har man nu fået skabt en situation, hvor modparten, Dansk Folkeparti, kan få mange, store og tydelige indrømmelser.
For det andet har Dansk Folkeparti mindre at forhandle med end længe set. Tilbage i 00’erne kunne pianisterne kræve stramninger i udlændingepolitikken som betaling for at stemme for VK-regeringens økonomiske politik. Og det fungerede perfekt for både daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen og DF-formand Pia Kjærsgaard. Begge parter kunne pege på sejre. Men dynamikkerne i dansk politik har ændret sig afgørende, siden Socialdemokratiet valgte at nærme sig Dansk Folkeparti i netop udlændingepolitikken.
I dag står Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti næsten mere enige i udlændingepolitikken, end de hver især er med VLAK-regeringen, og derfor er det blevet væsentligt sværere for den borgerligt-liberale regering at lokke Dansk Folkeparti med til f.eks. skattelettelser til de rigeste mod at stramme udlændingepolitikken yderligere. Igen. Det større og parlamentarisk stærkere Dansk Folkeparti kræver nu i stedet reel indflydelse på den økonomiske politik.
I sit ugebrev skrev Kristian Thulesen Dahl forleden: ”For mindre end en måned siden gjorde regeringen det klart, at de ville droppe tankerne om at lette topskatten – det erkendte man, at der ikke var flertal for. Men man må vel sige, at der stadig er topskattelettelser i den plan, der er fremlagt i dag. Og vores holdning er altså den samme, uanset om man kalder topskattelettelser det ene eller det andet. Det lyder måske mere mildt, at man taler om at fjerne et ‘loft’ over beskæftigelsesfradraget, men reelt svarer det til at lave en topskattelettelse på 2,7 procent.” Og han forsatte kontant og umisforståeligt: ”Hvis vi skal have skattelettelser, så bør de gives til dem med lavere indkomster. Det mente vi i valgkampen i 2015. Det mener vi også i dag.”
Det velkoreograferede magtspil er alt i alt sat godt i scene: VLAK-regeringen er trådt ideologisk i karakter over for kernevælgerne, vel vidende, at parolerne ikke vil blive ført ud i livet, mens Dansk Folkeparti så til gengæld kan tage æren for at skabe en bedre social balance, herunder fjerne skattelettelser til de rigeste, øge bevillingerne til forsvaret og politiet, plus lidt ekstra valgflæsk til de ældre. VLAK-regeringens mange udspil kan ses som fugleskræmsler, der skal skære Dansk Folkepartis indflydelse ud i pap.
Bagtanken i regeringskontorerne er, at Dansk Folkeparti så måske kan spises af med lidt mindre. For som den amerikanske politiker Tip O’Neill sagde: ”Der er ingen grænser for, hvor meget godt man kan udrette, hvis man er parat til at lade andre tage æren for det.”