Er fodbold-økonomien løbet løbsk?

Hvad er der sket?

I nat lukkede det såkaldte ‘transfervindue’ i de fleste europæiske fodboldligaer, og endnu en gang har priserne taget et gevaldigt hop. Sidste år skabte det overskrifter, da Paul Pogba rykkede fra Juventus til Manchester United for en dengang uhørt pris på 780 mio. kr. Men på blot ét år er priserne i europæisk topfodbold blevet fordoblet. Nu er Paul Pogba allerede gledet ned på en fjerdeplads på listen over verdens dyreste fodboldspillere.

For en måned siden betalte den franske fodboldklub Paris Saint-Germain F.C. nemlig en ny rekordpris på 1,6 mia. kr. for at købe den brasilianske stjernespiller Neymar Jr. fra FC Barcelona, og i går gentog kunststykket sig, da selv samme Paris Saint-Germain F.C. også erhvervede sig det kun 18-årige stjernefrø Kylian Mbappé fra AS Monaco F.C. for en pris, der løber op i mere end 1,3 mia. kr. næste år. Oveni kommer så de to herrers løn, som inkl. bonusser også vil kunne løbe op i et større milliardbeløb.

Pengene har sat en karrusel i gang: Som erstatning for Neymar Jr. har FC Barcelona således købt 20-årige Ousmane Dembélé fra Borussia Dortmund for 1,1 mia. kr, og den katalanske klub forsøgte til det sidste også at købe brasilianeren Coutinho fra Liverpool F.C. for en sum på 920 mio. kr. – et bud, som dog blev afvist af den nordvest-engelske traditionsklub.

Bundlinjen efter nattens transfervindue er, at årets tre stjernekøb –  Neymar Jr., Mbappé og Dembélé – alle har sat nye transferrekorder: I alt 4 mia. kr. for de tre fodboldspillere. Til sammenligning kostede den engelske stjernespiller David Beckham blot 270 mio. kr., da han i 2003 skiftede fra Manchester United til Real Madrid, dengang som én af de nøje udvalgte ‘Galácticos’. På få år er priserne på ikoniske fodboldspillere steget svulmende – med en stigningstakst, der minder om andre spekulationsbobler, såsom storby-boliger og Bitcoins.

Hvorfor sker det?

To af de klubber, som har brugt mest i sommerens transfervindue – Paris Saint-Germain F.C. og Manchester City – er ejet af arabiske pengemænd, som tydeligvis ikke forventer at skulle forrente deres investeringer i fodbold. Både ejeren af PSG, Nasser Al-Khelaifi fra Qatar, og ejeren af Manchester City, Mansour bin Zayed Al Nahyan fra Abu Dhabi, pumper årligt milliardbeløb ind i deres klubber som en form for luksus-kæledyr.

Siden Mansour bin Zayed Al Nahyan overtog Manchester City i 2009 har han således skudt over 10 mia. kr. i spillerindkøb, mens Nasser Al-Khelaifi har været med til at pumpe over 7 mia. kr. i nye spillere hos PSG siden 2011. Endnu er det dog ikke lykkedes at bringe de to pengeklubber, PSG og City, helt op i toppen af europæisk fodbold. Begge klubber har til gode at vinde det mest prestigiøse trofæ, Champions League. Men begge klubber er godt på vej. Med de arabiske milliarder er PSG og City tæt på at kunne overtage tronen fra gamle topklubber som Real Madrid, Bayern München og FC Barcelona. De kunstige penge har simpelthen skævvredet markedet.

Reglerne i det europæiske fodboldforbund, UEFA, såkaldt FFP, Financial Fair Play, fastsætter ellers ganske klart, at en klub ‘kun’ må bruge ca. 220 mio. kr. mere, end den tjener, henover en tre-årig periode. Og da Paris Saint-Germain F.C. ikke er i nærheden af at tjene nok til at kunne holde sig inden for denne ramme, er der reelt kun to mulige forklaringer på årets amok-indkøb:

Enten bryder PSG reglerne helt åbenlyst, og UEFA’s finansielle fairplay udstilles dermed som virkningsløst, eller PSG har fundet en kreativ vej uden om reglerne, og udstiller dermed UEFA’s finansielle fairplay som en tom hensigtserklæring. Eksempelvis er Kylian Mbappé foreløbigt kun lejet til PSG og tæller formelt ikke med i regnestykket, skønt købsoptionen er forhandlet på plads. Foreløbigt tyder intet således på, at UEFA eller de mindre fodboldklubber kan eller vil kunne stille noget effektivt op over for pengenes overmagt.

Kampen kommer til at stå om, hvem der har flest penge til at købe andre klubbers stjerner frem for, hvilke klubber der f.eks. træner bedst, har den snedigste taktik og arbejder bedst sammen. Dermed falder spændingen også: Alle ved nu på forhånd, at PSG vil blive mestre i Frankrig, ligesom Bayern München bliver det igen i Tyskland.

Kun i England er der så tilpas mange rigmænd, der konkurrerer indbyrdes om opmærksomheden, at Premier League er mere spændende end nogensinde. Romantikere peger på, at den upåagtede klub Leicester City F.C. vandt mesterskabet forrige år. Men det var nok snarere undtagelsen, der bekræftede reglen.

Hvad sker der nu?

Så længe det i praksis er muligt at pumpe milliarder ind i mere eller mindre tilfældige fodboldklubber, får alle små klubber og ja, selv de mest ekvilibristiske mellem-klubber stadig vanskeligere ved at spille med om guldet. Maksimalt 10-15 klubber i Europa vil dominere. Og disse få hovedrige klubber vil uundgåeligt begynde at stræbe – mere og mere ødselt – efter de største og mest funklende stjerner, uanset hvad de end måtte komme til at koste.

Når den reelle driftsøkonomi er sat ud af kraft, og det i stedet er en ny virtuel opmærksomhedsøkonomi, der regerer, handler alt om at få fat i det bedste, det højeste og det største. Alle rækker mod stjernerne.

Ingen kan sætte spørgsmålstegn ved, at 25-årige Neymar da Silva Santos Júnior er den mest attraktive fodboldspiller på verdensmarkedet lige nu: Han trækker mere spektakulær og flamboyant stjernestøv med sig end de andre blandt de allerbedste fodboldspillere – langt mere end f.eks. den ‘kedelige’ Lionel Messi og den ‘aldrende’ Cristiano Ronaldo (32 år). Ingen med indsigt i såvel topfodbold som sportsøkonomi kan derfor undre sig over, at Neymar Jr. er den dyreste spiller. Om få år vil årets transferbeløb heller ikke engang virke så astronomisk, som det gør i dag. Priserne kommer til at blive fordoblet igen.

Kun én ting vil kunne stoppe den kunstigt oppumpede himmelflugt, og det er paradoksalt nok, hvis man indfører amerikanske tilstande i europæisk fodbold. For at sikre spændingen og konkurrencen i USA er sports-forbundene inden for professionel baseball, basketball og amerikansk football gået sammen om et semi-socialistisk princip om lønlofter.

Den enkelte klub kan vælge mellem enten at have én mega-stjerne og mange vandbærere, eller at have en trup af flere mindre stjerner. Den samlede lønsum må nemlig ikke overstige de andre klubber, og dermed har man i USA sikret sig mod pengemagtens dominans. Ganske enkelt for at skabe spænding. I længden er den amerikanske model nok en bedre forretning, og i hvert fald sjovere for publikum.

Tænk sig: Frankrig er blevet hjemsted for den mest ukontrollable boble-kapitalisme, mens USA dyrker en afbalanceret form for sports-socialisme.