Livas københavnske kys og klang

Lige der. På Dronning Louises Bro, når rødt skifter til grønt, og den tohjulede sværm sætter i gang. Når flokken af københavnere i alle aldre tramper i pedalerne for at nå frem og passe deres travle liv. Så tænker jeg ikke sjældent på Liva.

Ja, jeg kalder hende Liva, for vi er stadig på fornavn med hende, nogle af os. Også selv om hun døde helt tilbage i 1952. Også selv om mængden af danskere, som har oplevet dansk revys største dame i det 20. århundrede, Liva Weel, efterhånden er en eksklusiv skare. Det var på teaterscenen, foran et levende publikum, hun først og fremmest foldede hele sit frodige talent ud. Men vi har hørt hende på let skrattende optagelser, set hende i en lille håndfuld film. Ligesom Ulla Henningsens fortolkning af hende i tv-serien ”Kald mig Liva” naturligvis har været med til at bevare hende i den kollektive hukommelse.

Det er verset fra en af PH’s viser til hende, leveret i revyen ”På halen” i 1932, der får mig til at tænke på Liva der på broen, selv om hun ikke sang den på cykel, men i en smart sportsvogn, mens Svend Johansens bagtæppe bag hende lod byen med dens lys og neonreklamer glide forbi:

”Se, hvad turisten ser, den navnløse by,

strømmen, som bærer København og dens ry.

De tusind cykelpi’r

et brus af nikkelstyr,

sikke pi’er,

ta’ og kys dem alle fra mig!”

Sangen er en kærlighedserklæring til det København, som PH opfordrer os alle sammen til at se på med nye øjne, høre med nye ører: Lyt til byens konkyliesang!

Det København med N og Ø og V og K i forandring, som en anden stor revydiva, Olga Svendsen, i parentes bemærket, året efter sang om i sin egen hyldest til hovedstaden:  Du bli’r stor, København!

”Ta’ og kys det hele fra mig!”, ønsker Liva hos PH. København med vokseværk og overskuelighed. Storby og lilleverden. Metropol og andedam. Altid sig selv trods fremskridtstroen. Og naturligvis var det Liva, der sang PH’s hyldest til byen med hele sin fornemmelse for jazzens synkoper og de ord, der nærmede sig det sprog, man talte på gader og i baggårde. Med alt det humør og al den humor, den autoritet og knivskarpe, spidsformulerede intonering af ordene, der var hendes.

Liva var nemlig inkarnationen af folkets København gennem et kvart århundrede eller mere. Oliva Olsen fra Istedgade.

Skæg, fræk og frodig allerede i 1920’ernes opulente udstyrsstykker i Scala, hvor hun foldede sig ud i revyer og operetter, trillede som en lærke og fløjtede som en stær i tossetekster, som hun gjorde til eksplosioner af forrygende, folkelig klovnekomik. Og da den boble brast, genopfandt PH hende som den store visesangerinde i sine meningsrevyer: ”Tilgi’ jeg si’r et letsindigt ord,” som hun indleder en af hans smukkeste viser til hende, ”I dit korte liv”. Revyen var nu revyen som våben, først mod borgerligheden, snerperiet og kapitalen, siden mod den nazistiske besættelsesmagt, ikke mindst i hans og Kjeld Abells revykomedie ”Dyveke”, der samlede alt det, Liva var og kunne. Det var her, hun sang ”Man binder os på mund og hånd”. Revyen som våben, jo. Og med Livas intuition, lune, fandenivoldske temperament, nuancerede tekstbehandling og inderlige følelsesformidling som revyens bedste redskab. For når Liva sang, følte hver tilskuer, hun sang til netop dem.

Som kritikeren Frederik Schyberg skrev om hende i 1942:

”Hendes fineste visekunst har intellektuelt niveau, det er et modnet og overlegent menneske, der synger, teksterne får erfaringernes perspektiv – hun er i sådanne øjeblikke helt enkelt den personlighed, som man kan være bekendt at have meninger tilfælles med, og deri ligger måske hendes største trylleri og hendes dybeste betydning.”

Var hun selv helt på linje? Hvem ved. I hvert fald sagde hun til PH om netop føromtalte ”I dit korte liv”, visen om at gribe nuet og leve livet, før det er for sent:

”Poul, jeg aner ikke, hvad visen handler om. Er det noget med atomteori? Men de skal få den hver aften lige i masken, så de bliver stille.”

Det var et rigtigt menneske, der sang. Præcis som Liva, storforbruger af penge, mænd, slankekure og efterhånden også snaps, var det på godt og ondt uden for scenen.

Hun var byens konkyliesang, den københavnske klang. København med L og I og V og A.

Jakob Steen Olsen er teaterredaktør på Berlingske og forfatter til biografier om Preben Kaas og Stig Lommer.