Fotos af Erik Clausen og Bodil Jørgensen i anledning af Erik Clausens nye film 'Mennesker bliver spist'.
Manden, der skød Liberty Valance fra 1962 er en af de allerbedste cowboyfilm, som nogensinde er lavet. James Stewart spiller senatoren, der vender hjem til en lille prærieby ude i Vesten efter at have skabt sig en smuk politisk karriere. Han er kommet tilbage for at deltage i begravelsen af en gammel nobody af en revolvermand, John Wayne. Men hvorfor?
Da den lokale sprøjte vil have et interview med den kendte og skattede senator, som også er i spil til en nominering som vicepræsident, beslutter han sig for at fortælle hele sandheden: Hans karriere bygger på en løgn. Den der revolverduel, som i tidernes morgen skabte hele hans gode ry og rygte, er falsk. Det var ikke ham, der skød skurken Liberty Valance i et åbent opgør på gaden i den lille prærieby; det var John Wayne, med en riffel fra en mørk gyde. Wayne brød sig ikke om den vordende senator, men de var forelskede i den samme kvinde, og han – Wayne – ville ikke kunne holde ud at se hende ulykkelig over senatorens død.
Nå, kan I bruge historien, spørger James Stewart bagefter lidt slukøret på avisredaktionen. Men redaktøren rejser sig, tager noterne ude af hænderne på journalisten, smider dem i brændeovnen og siger en af filmhistoriens stærkeste replikker: ”This is the West, sir. When the legend becomes fact, print the legend.”
Vi kom til at tænke på historien, da vi så anmeldelserne af Erik Clausens nye film, Aldrig mere i morgen. De fleste anmeldere finder den dårlig, men giver udtryk for, at de ville ønske, at de syntes, den var god, fordi Clausen er en ener i dansk filmkunst. Ikke forstået som at han er den bedste, det har han aldrig været, han er bare sig selv i sit helt eget ringhjørne med sin egen stærke Erik Clausen-stemme. I et af dagbladene skriver anmelderen, at filmen er en af Clausens ”svageste film og et uværdigt eftermæle for en kunstner, der før har præsteret mere”. Og da anmelderen delte sin artikel på Facebook forleden, var det med ordene: ”Det gjorde ondt at skrive den her anmeldelse.”
Ligefrem ”uværdigt eftermæle”? Hvis det gjorde så helvedes ondt på dig, hvorfor skrev du så den tekst? Der har vi det her på Føljeton nok mere som redaktøren i Manden, der skød Liberty Valance: Når legenden bliver fakta, så tryk legenden! Erik Clausen filmiske eftermæle er sgu ikke uværdigt.
Og det er her, vi vil hen: Nogen, der også har en klar og fin stemme, er et nyt, purungt digitalt medie, som blev lanceret i går. SEIN, hedder det. Vi ved ikke så forfærdeligt meget om SEIN – vi kan blot tage bestik af, hvad den unge chefredaktør, Sara Mering, der vist kun lige er ude af gymnasiet, skriver på deres website:
”I en verden af fremdriftsreformer, karakterskalaer, præstationskrav og perfekte avocadomadder, er der brug for et frirum. Et sted uden konkurrence, og hvor det ikke handler om at være perfekt eller have det rigtige svar. Derfor vil du også se på SEIN, at det ikke er perfekt. Vi er ikke professionelle. Vi har ikke ret meget erfaring med det, vi laver. Men det er lige meget. For vi ved, at det er vigtigt, det vi fortæller. Og samtidig … I en tid, der kan føles opdelt, kategoriseret og adskilt, har vi brug for fællesskab. Der er så meget godt at sige om internettet, for det kan samle folk på tværs af mange ting, hvis man skaber et rum til det. Og i stedet for at føle, at man altid skal passe ind, så er det nogle gange vigtigere, at man som ung kan få lov til ikke at skulle definere sig selv som én person. Én type. Men derimod bare have lov til at skifte ud og ændre mening. Det er jo fantastisk, at vi alle sammen går rundt og oplever ungdommen lige nu. Sammen.”
Sådan. Det er en stemme, som har noget på hjerte, der taler – ligesom Erik Clausen.
For et par uger siden blev et andet ungt digitalt medie lanceret – vist nok af Ekstra Bladet eller JP/Politikens Hus. Formatformat, hedder det. Formatformat henvender sig også til de helt unge, men det er skrevet og folk i slutningen af 20’erne, som siger, at de godt kan huske, hvordan det var at være helt ung, men de lyder allerede som gamle mænd, fordi de prøver så hårdt. Det er ingen dans på roser at være ung med de unge. Men hvad er det så det ene medie gør rigtigt, som det andet gør forkert? Som en ikke længere helt ung fyr med digital tæft skrev på Facebook: ”Tror, de er fra forskellige verdener. Det ene er for brugere, det andet for fællesskab. Det ene er et produkt. Det andet et fænomen. Det ene er en formel. Det andet flydende.”
Det er nemlig rigtigt. Held og lykke, SEIN. You got a friend in Føljeton.