ARKIVFOTO. Er anklen forvredet eller feberen høj, så ring først, så en læge eller sygeplejerske kan vurdere, om du har brug for behandling. Åbne skadestuer, hvor patienterne kommer direkte fra gaden, er slut fra næste år. Fra 2014 indfører alle landets skadestuer krav om, at patienterne skal ringe til vagtlægen eller en akuttelefon bemandet med sygeplejersker, inden de henvender sig på skadestuen. (illustration til PLUS-historie som udsendes kl. 06:00) Vi besøger skadestuen, hvor traumeopkald og sager spreder sig ud til alle hospitalets afdelinger. Der kan ske rigtig meget, og der kan ske absolut ingenting
Med al den viden som vi har akkumuleret om den menneskelige psyke gennem de seneste 100 år in mente, lyder det som et temmeligt – måske endda lovligt – spændende forskningsprojekt, som Region Midtjylland og Region Hovedstaden i dag giver sig i kast med. De to regioner har indført en såkaldt ‘akutknap’, således at folk, der ringer ind til henholdsvis Midtjyllands lægevagt eller hovedstadsområdets akuttelefon, kan bringe sig selv foran i køen. De skal bare trykke 9 på telefonen. Et lille bitte tryk. Dut.
Men – og det er så hagen – de syge skal kun gøre det, hvis de føler, at de står i en helbredsmæssig situation, som er rygende akut. ”Det kan være, hvis opkaldet drejer sig om trykken for brystet, åndenød eller et barn med høj feber,” lyder det fra Jonas Fynboe Ebert, der er ph.d.-studerende ved Forskningsenheden for Almen Praksis ved Aarhus Universitet og ansvarlig for forskningsprojektet.
I de fleste af klodens civiliserede lande har man indrettet sig i samfund, der baserer sig på et eller andet niveau af gensidig tillid (dog med et retssystem som en nødvendig afstiver). Her på Føljeton har vi generelt høje tanker om det moderne menneske, men vi forundres alligevel dagligt over, i hvor høj grad mennesket er i stand til at overholde de fælles spilleregler. Hvor relativt få, der snyder; hvor få, der, når det kommer til stykket, går amok og trækker uskyldige og sagesløse med i faldet. Men der er nok, som gør det, til at skabe kaos i tide og utide. Vores umiddelbare fornemmelse er, at ret mange mennesker savner dømmekraft. Man ser det på de sociale medier, som er blevet det foretrukne sted for folk at blamere sig med hovedløse meninger og obskure selvfremstillinger.
Og så vil man altså overlade det til folk selv at vurdere, om de er syge nok til at smutte foran i køen? Hvad med de indbildt syge? Hvad med hypokonderne? De ringer måske ind med en snotnæse, men når de har ventet to minutter, begynder snotnæsen at trykke for brystet. Hvis hypokonderen samtidig har et arbejde, som han selv synes er vigtigt, vil han måske endda begynde at tænke, at ventetiden også koster på samfundets bundlinje. Og presset, som han nu er af både sin egen porøse psyke og sit samfundssind, vil han gøre det: dut! Foran i køen med mig. Det kan blive meget forvirrende, meget desorienterende.
Her kan vi ikke lade være med at sende en tanke til den amerikanske digter John Ashbery, der døde i går, 90 år gammel. Måske beskæftigede han sig ikke lige med hypokondri og akuttelefoner, men kernen i hans digtning var netop desorientering. Som forfatteren og anmelderen Bo Green Jensen skrev i en anmeldelse i 1989: ”Ashbery taler stærkest til én, når man føler sig meget glad, meget forvirret eller meget bedrøvet. Når man ikke kan huske fra næse til mund. Når man glemsom og forslået grunder over dagene, der raser forbi én og taler på årstidernes uudgrundelige sprog, forbindelser, man ikke har indsigt i. Så knyttes der i Ashberys digte foreløbige forbindelser, midlertidige sammenhænge, som får en til at smile og slippe og sige: ‘Ja, sådan er det.’ Og føle sig lettere midt i forvirringen, i pagt og harmoni med verden, netop fordi man er blevet glemsom og forslået – som Ashbery og alle andre mennesker.”
Ashbery ville muligvis nære en vis skepsis over for akutknappen. Men han ville studere resultatet af forskningsprojektet med interesse. Et pilotprojekt i Region Midtjylland foretaget i foråret 2016 viste, at det var langt de færreste, som brugte knappen. Af de personer, som fik tilbud om at springe telefonkøen over, benyttede kun tre procent sig af det. ”Jeg håber på, at folk har en form for selvjustits, når de bruger akutknappen. Alle, der ringer til lægevagten eller 1813, er jo syge eller bekymrede, så man skal tænke, at det man fejler, det er faktisk så slemt eller alvorligt, at man har fortjent at komme foran alle andre i køen, siger Jonas Fynboe Ebert.
Selvjustits er nøgleordet. Vi sætter vores lid til det forvirrede moderne telefonerende menneske.