Den dag, chimpansen Malene var ved at ødelægge det hele for Per Arnoldi

Aben

Til en TV-udsendelse om børnetegninger og det, der ligner, ville jeg tage fat om myten om, at det, kunstnerne laver, kunne et fireårs barn lave, og det et fireårsbarn laver, kunne en chimpanse lave, og hvis man sender dens billeder ind til en censureret udstilling, bliver de som regel antaget og indkøbt af Kunstfonden, og det hele er formentlig svindel.

Jeg havde inviteret en malende chimpanse, Malene fra Aalborg Zoologiske Have (hvor min ven forfatteren Peter Ronild, før vi arbejdede sammen på Politikens Pressefoto, i sin tid havde passet og matchet de store aber 1:1) hen på Aaltos smukke Nordjyllands Kunstmuseum.

De to kameraer var stillet op foran et stort spontant-abstrakt maleri af den hollandske Cobramaler Karel Appel, som i en meget dynamisk og overbevisende film fra 1961 netop gennemfører en storslået maleperformance af den art, jeg kunne forvente min abegæst ville kaste sig ud i, hvis hun fik chancen. Fælden var sat.

Fælden for børnenens tegninger.

Fælden for de voksne kunstneres leg med samme ild.

Fælden for chimpansen, selvom den jo bare skulle tilbage i buret, og ikke mindst, viste det sig, fælden for mig og min teori, som jeg nu ville bevise live! Med dyr i manegen.

Nu er der jo det med aber, også de såkaldte menneskeaber, at de ikke maler eller afsætter visuelle tegn af sig selv uden for buret derude i naturen, havde jeg læst mig til. Men i fangenskabets monotone mareridt griber de forståeligt nok til, hvad vi giver dem.

Hvis noget af det kan afsætte spor, lærer de sig at afsætte spor. Men, og det var min overbevisende teori, de vil aldrig udvikle dette til et sprog, som børnene gør det.

Børnenes tegnesprog er en alvorlig sag. Stærkt koncentrerede afsætter de tegn for omverdenen og navigerer dermed, ligesom i det gryende talesprog, gennem opvækstens labyrinter. Det underlige er, for mig, at de allerfleste holder op og aldrig videreudvikler det tegnede sprog, men det bliver næste bog.

Dyrepasseren, som skulle komme med Malene, havde forberedt os på, at en pose guldkarameller ville gøre underværker.

Sådan er det jo også med både børn og voksne kunstnere, så det havde jeg fuld forståelse for.

Nu kom Malene med sin vogter i hånden og en stor ble på. Den ville heldigvis blive skjult under bordkanten, og hun ville fremtræde i ren abeform, ligesom jeg ville være den almindelige, venligt smilende kulturelle studievært.

Vi startede med en guldkaramel.

Nu er der det forbandede ved guldkarameller, at de er emballerede i en lille snoet pose.

Når man i biografens mørke får snoet den op, får man altid lidt chokolade på fingrene, som man så kan tørre af i bukserne, sidemanden eller sædekanten. Det er umuligt at undgå. Men Malene, der åbenbart var fortrolig med problemet, havde også løst dét. Hun tog i den snoede tut og SUGEDE karamellen ud af papiret, bagud så at sige.

Og så var vi klar!

Jeg forklarede til kameraet, at Malene tegnede, fordi vi satte hende til det, men at hun aldrig ville gøre det af sig selv og aldrig ville udvikle det til et sprog og aldrig ville kunne tegne, hvad vi netop havde set fireårige børn gøre så charmerende koncentreret, den klassiske børnetegning, det store hoved, de strittende fingre og lemmer, øjne og mund.

Kameraet kørte, og Malene fulgte opmærksomt min smilende, men intense talestrøm.

Vi sad af hensyn til billedet tæt sammen, og det ærgrede mig, at jeg faktisk var bange for hende og hendes meget store tænder så tæt på. Det var jeg aldrig i Cirkus Arena, dengang de havde en abe, som hed Linda, og som ovenikøbet alligevel bed en gang imellem.

Malene havde en snor om maven lige over bleen, og vogteren holdt den stram i den anden ende uden for billedet. Jeg havde sagt, at hvis hun blev kælen eller aggressiv, skulle han hive hende ud. Så var det slut med karamellerne.

Jeg mener, jeg sad jo og gav hende dårlige anmeldelser for åbent kamera, og hun så meget opmærksomt på mig. Hvad ville man ikke selv som ung kunstner have været fristet til at gøre, hvis man havde haft det bid så tæt på en kritiker? Jeg rakte hende en tusch.

Hun kikkede opmærksomt på mig og tegnede så, på det hvide papir, en cirkel.

Nøjagtigt, hvad jeg netop havde forklaret seerne, hun ikke kunne. Hun holdt en lille pause og kikkede på mig igen.

Jeg tænkte: Hvis hun nu tegner to øjne inde i den cirkel, slår jeg hende ihjel! Så ryger hele min udsendelse og min ekspertise og min teori og min fremtid og mine foredrag, og jeg syntes et lille glimt af munterhed viste sig i hendes opmærksomme øjne.

Så satte hun to prikker lige uden for cirklen! Og lagde tuschen. Cut, slut, hiv i snoren … kamera stop.

Mine damer og herrer, der kan De selv se, jeg havde ret! Hun kan ikke tegne!

Men at hun var tæt på at true min teori, holdt jeg for mig selv.

Da Malene på vej tilbage til buret trissede ud gennem museet med sin vogter i hånden, stoppede han op foran en stor Jorn, og hun stod som det tålmodige barn på forældrenes uendelige museumsbesøg ved siden af ham og så opmærksomt på det meget voksne krimskrams.

Gad vide, hvad hun tænkte?

Der var noget meget rørende i dyrepasserens nære og kammeratlige omsorg for aben.

Jeg havde hørt, at Aalborg Zoologiske Have også havde store gorillaer, og spurgte abevogteren på museet, om han også passede dem?

Ja, det gjorde han, og jeg måtte lidt mere nervøst vide, om han også gik ind til dem eller måske ligefrem også gik rundt med dem i hånden og på museum. Nej, svarede han lidt bedrøveligt, det må vi ikke!

Ikke ”det er for farligt” eller ”det kan vi ikke”, men det MÅ vi ikke.

Det kan godt være, det var arbejdsregulativet, der her talte, eller aberegu- lativet, men det var, som om burenes tremmer nu fik en anden og lidt mere sørgelig funktion og betydning.

De holdt de elskende adskilt.

Han måtte ikke gå ind til sin ven, den store gorilla!

Chimpansen Malene kom dog både ud, på kunstmuseum og i TV.

Studenterscenen og andre scener

I 1959 stillede jeg med et par landskabsakvareller oppe fra Færgelunden til optagelsesprøven til årets studenterrevy i Studenterforeningens monstrøst store mærkværdige bygning på H.C. Andersens Boulevard og påstod, at jeg kunne male kulisserne.

Det troede de på. Men det blev nu mest prosceniet, der var mit det første år og måtte tildækkes, da tronfølgeren skulle overvære revyen. Jeg havde taget teksternes saftigheder bogstaveligt og, da vikinger og oldtid var revyens ramme, malet en række meget udtryksfulde og potente helleristninger scenen rundt. Den stakkels prinsesse skulle som følge af hoffets inspektion før forestillingen skånes for mine demonstrativt erigerede sjofelheder.

Jeg kørte følgespotten fra festsalens balkon og kunne, da kronprinsessen blev ledt ind, ikke dy mig for at lade lyset falde på de små skilte, vi havde hængt op over prosceniets strittende steder. De, der vidste besked, kunne så more sig over de uskyldige studenterløjer.

Studenterforeningen var en fascinerende og døende mastodont af en bygning. Den engelske klubatmosfære og funktion, jeg troede at opleve, viste sig at være for virkelige særlinge og livslange lidt fedtede jurastuderende. Jeg var allerede blevet vant til hurtigere omdrejninger ovre på den anden side af Rådhuspladsen på Politiken og trak ambitionerne om klublivet til mig.
Det bedste ved Hellerup Seminarium var Studenterscenen inde på Københavns Universitet. Vores dansklærer, Henrik Büchler Poulsen, var formand for København Universitets studenterscene og rekrutterede med stor appetit blandt seminariets elever. Vi havde slået hul både i pensum og den endeløse skolegang med en elevrevy hvert år og stukket snuden så langt frem, at han fik fat og hevet nogen af os ind til medvirken i den langt mere ambitiøse studenterscenes opsætning af middelalderstykket Tobiæ Komedie, som han i 1962 instruerede. Jeg var dumpet til en optagelsesprøve til Radioens Drengekor, hvad jeg aldrig tilgav nogen, men var efter skolen blevet studentersanger – for en meget kort bemærkning. Da vi til universitetets årsfest skulle synge en påtaget lystig drikkevise, uden at der blev serveret noget som helst, holdt jeg op. Det var for gammeldags studenterhøjthumøragtigt til mig.

Studenterscenen var en større udfordring.

Jeg var tilbage i Bispegården på Frue Plads, hvor jeg et par år før havde fået udleveret en bibel af Det Danske Bibelselskab som en åbenbar og overnaturlig start på det teologiske studium.

Nu var jeg tilbage i lang, hvid kjortel som en meget lang- og lyshåret ærkeengel Gabriel. Og i sandaler.

En engel og så på scenen i Bispegården og middelalderen. Jeg husker kun de herligt truende hysteriske latteranfald, der skulle bekæmpes hver aften på scenen, når vi meget middelalderlige skred gennem tro og tvivl og Tobias.

Vi spillede også et par forestillinger på Louisiana, hvor jeg med gysen kan huske vores scenefolk hamre et par store søm i en af Bo og Wohlerts nye, elegant laminerede loftsbjælker i Richard Mortensen-salen. Men noget ved englen må have haft et vist vingefang, for instruktøren Klaus Hoffmeyer tilbød mig rollen som Kong Ubu i sin opsætning af Alfred Jarrys vilde og vidunderlige stykke af samme navn fra 1888.

Men jeg havde både læst teksten til stykket og den på væggen.

Jeg skulle IKKE være skuespiller. Ud over oplæsning kunne jeg ikke rigtig se ideen med at sige andres ord, når nu nogen havde trommet et publikum sammen. Ingen rolle for mig. Jeg skulle nok finde på noget at sige selv og kom da også gennem de næste mere end halvtreds år til mindst et par gange om ugen at stå på alle landets scener og forsamlingshusforhøjninger med mine egne fortællinger om den moderne kunst. Stand-oplysning. Ikke gymnastiksale. Dem har jeg altid skyet som middelalderpesten. Ikke skoler, ikke børn. Dem tog Møllehave om dagen. For jeg ville kun ud om aftenen, så jeg kunne male om dagen og have noget at leve af. Forsamlingshusenes baglokaler og provinshotellernes diskrete charme er hurtigt overset, men der var ingen vej udenom før broen.

Kun måske kunne man nå hjem.

Den sidste storebæltsfærge, hvor dagens allersidste udtørrede smørrebrød havde overlevet de mange ture frem og tilbage fra om morgenen, var heller ingen spøg, men den lille skare rejsende musikere, turnéskuespillere og foredragsholdere, der regelmæssigt mødtes om bordet om bord, var alle tæt sammen i en sen forbrødring og varm solidaritet.

Så har man prøvet det meste og kan kun huske det værste.

Engang jeg skulle holde foredrag, kom der én tilhører. Det var heldigvis kas- sereren, og hun havde dametasken med. Jeg måtte formode, mit honorar var i tasken og inviterede hende, i betragtning af at vi efter et kvarters ventetid stadig kun var to, generøst med på værtshus. Jeg skulle jo i alle tilfælde have mine penge, og så ville jeg gi’ en omgang. Hun rykkede tasken endnu tættere til kroppen og sagde meget bestemt: ”Tal først!”

Så hun fik foredraget i stedet for forfriskningen. Sådan skal det være.
I Reykjavik skulle jeg tale om plakatens liv og væsen for samtlige ansatte på alle reklamebureauer på Island. Jeg kunne have min tvivl, om hvor mange det kunne være, men det var før Islands økonomiske sammenbrud, og hvorfor skulle jeg gøre mig klog på dét.

Islands evne til, op til katastrofen, at positionere sig selv som avantgarde og in-sted havde været formidabel. Men kilderne forsyner vel også pressen med varm luft?

Foredraget var en sommeraften for JCDecaux’ lille islandske afdeling, og der skulle være en stor buffet og en jazzkvartet med sangerinde. Og så altså min forhåbentlig veloplagte gennemgang af mine udvalgte plakater for JCDecaux verden over.

Der kom ikke nogen.

Altså, slet ingen.

Buffeten må have tømt havet omkring Island for skaldyr og fisk og var voldsom, meget opulent og lækker.

Der var bare ingen gæster til at gå om bord i den.

Jeg slap for at tale og satte bare mine powerpoints på et eller andet automatisk program, så de kørte i sløjfe over orkesteret, og sangerinden, som til gengæld ikke slap for at spille og synge, kløede på medens værten og hans fåtallige personale begyndte at trøstespise. Den store hangar i havnen, hvor det foregik, var stadig kold, og den stærkt nedringede sangerinde godt nopret, da jeg fik lov til at smutte ind til byen.

Direktøren var dansk, og kun en dansker, forklarede chaufføren mig, kunne finde på noget så tåbeligt som at lave et indendørs arrangement om sommeren. Den lyse tid er så kort, at alle, alle er udendørs.

”Havde det været vinter,” forklarede han, ”var de kommet allesammen!”

Jeg spurgte ikke, hvor mange jeg var gået glip af. Orkestret og sangerinden var glimrende, men musikken svingede ikke rigtig med Island.

Christiane, som er af islandsk afstamning, havde sin meget overvældende stamtavle med for, hvis vi nu mødte nogle indfødte, at kunne underholde med sin direkte linje til Erik den Røde, men de kom som sagt ikke. Den eneste, vi talte med, var ungtjeneren på hotellet, som spurgte, om vi kunne skaffe ham et job i København. Han var ikke interesseret i stamtavler, men ville væk fra sagaøen, væk hurtigst muligt. I lufthavnen den følgende morgen mødte vi den danske direktør på vej sydpå.

Der var flugt og fly i luften.

Da jeg som toastmaster og underholder ved en stor, japansk gallaaften på Munkebjerg Hotel ved Vejle foran danseorkestret endte med at synge for på melodierne fra Sommer i Tyrol, var jeg klar over, at det ikke var lykkedes mig at bibringe aftenen det rette eksotiske præg. Nu kunne det lokale, stærkt aldrende, meget danske danseorkester jo ikke underholde med japansk musik. Og slet ikke i de smokinger.

Den lidt traditionelle og danseskoleagtige indtogsmarch havde da også været til tonerne af ‘Nissernes vagtparade’, selvom de festklædte vejleborgere skulle dukke sig i døren under en lille japansk dørklud med et par skrifttegn på, hvor der forhåbentlig stod velkommen.

Gæsterne havde for øvrigt sendt al den mad ud igen, som indfløjne japanske mesterkokke havde brugt flere dage på at fremtrylle, og derefter koncentreret sig om drikkevarerne. De ville ikke have hverken den rå fisk, de dampede muslinger, den fedtede suppe, det friske græs, den lille blomst eller noget som helst.

De ville med den mad kun have noget at drikke og ikke sake.

Mit eget causeri om Japan og min tid derude blev stærkt forkortet. Det var jo derfor, jeg havde fået jobbet, men ingen var interesseret. For øvrigt gik det midt i indledningen lidt sent op for mig, at det Japan, det virkelige Japan, hvor jeg på godt og ondt havde arbejdet, jo slet ikke var det drømmekirsebærblomstrende geisha-Japan, aftenen prøvede at handle om.

Så jeg skar det ned til et par meget korte Haiku-udsagn (som for øvrigt altid ifølge deres natur er korte) og satte mig hurtigt ned igen.

To japanske kvindelige musikstuderende, som på violin og klaver skulle opføre et meget seriøst, meget japansk, meget langt stykke meget moderne musik, ramlede lige ind i den nu godt larmende sal. ”Hvordan stopper vi dem?” hviskede direktøren panisk til mig, da hun hørte de indledende toners præcist formulerede mislyd. Det var musikerne, hun mente, og ikke det støjende publikum, jeg skulle dæmpe, men enten har man bestilt kunst, og så bliver det derefter, eller også måtte jeg skamløst finde en måde at afbryde dem på. Trods min manglende fortrolighed med nyere japansk avantgardemusik, kunne jeg nogenlunde høre og gætte mig frem til, hvornår første sats ville være forbi. Jeg kunne også skæve til de tætskrevne nodeblade. Da den lille fine pause mellem de to første satser kom, og pianistinden lagde sine små porcelænshænder så sirligt i skødet, sprang inspektøren på mit signal ind med blomsterne, og jeg ledte en larmende applaus fra direktionens bord.

Musikerne græd. Gæsterne var hinsides al finfølelse, og aftenen endte i kaos. Jeg søgte ly i vinkælderen hos Danmarks dengang bedste sommelier, Orla Farmand, tømte alt for hurtig en flaske Bourgogne, gik op og dansede af.

Jeg forsøgte blot at redde stemningen, som blev derefter.

Konferencierens, altså mit, sidste hverv var at introducere den indtogsmarch til taktfast bifald, som det meget talrige kokke- og tjenerpersonale skulle afslutte aftenen med. Publikum buhede. Det var vist også meningen, at de i taknemlighed over den kulinariske oplevelse skulle rejse sig op. Standing ovation i 10 minutter, det kneb, både med begejstringen, men også med at stå på benene for størsteparten af gæsternes vedkommende.

De har mange ritualer i Japan, som jeg ikke er fortrolig med. Men det har de åbenbart også i Vejle.

Jeg kunne kun håbe, at de japanske mesterkokke og deres talrige assistenter tog det som en særlig nordisk, mæt, feststemt, fortryllet og lykkelig bifaldsytring. Det eneste japanske gidsel, en ung pige, som hele aftenen ensomt trippede rundt i balsalen i sin kimono og med pude på enden, og som skulle forestille en geisha, fulgtes med mig op ad trappen til værelserne, da det hele var overstået. Hun græd også.

Hun var vel bange for, at det netop ikke var helt overstået, da hun så mig på trappen.

I Japan kysser man ikke på kinden, så jeg bukkede så venligt, jeg kunne, oven på den anstrengende aften og lod hende slippe med skrækken.

Det var en meget sørgelig aften, som man kun kan more sig over. Ved en stor erhvervsmiddag på Sølyst skulle jeg tale ved osten.

Det betød, at jeg sad med ved bordet, i smoking, og ikke rigtig kunne skæve til mit lommeur for at holde den tid, køkkenet havde givet mig via restaurantens myndige inspektør.

”Hvor lang tid skal du tale?” havde han meget bestemt spurgt. ”Det ved jeg ikke rigtig, tre-fire minutter.”

”Er det tre, tre et halvt eller fire minutter?” lød det, ”for vi skal have soufflé Grand Marnier ind til 300 mennesker, og den skal være i topform, når vi bærer den ind!”

Jeg sigtede uden ur på de tre minutter.

Ingen paniksignaler fra køkkendøren. Talte, takkede, satte mig forpustet ned, og alle klappede. Døren svingede op, og de dampende, høje souffléer kom ind.

”Jeg gav dig tre et halvt! sagde inspektøren sidst på aftenen. ”Du er jo begynder.”

I en urolig ungdomsklub i Herlev låste forstanderen døren, da den sidste tilhører var kommet ind i salen, for som han sagde: ”De er slemme til at gå.” Dejlig, kort indledning til en lang aften, og sidste uge var alle efterhånden sivet ud i forhallen for at spille bob. Ikke bebop, bob. ”Hvem talte?” måtte jeg lidt nervøst spørge. ”Dan Turèll …” men hans messende foredrag af den uendelige tekst har måske givet lyst til den afbrydelse, kun et godt slag bob kunne give?

Jeg fiskede den største, mest uregerlige muskelstruttende unge mand op og stillede ham i forskellige positurer som et udvalg af de klassiske græske statuer, jeg havde tænkt mig at underholde med i et ambitiøst foredrag om den ideelle form. Han peb, og de andre hylede af latter og hørte derefter efter.
Mareridtet er selvfølgelig, at de udvandrer. Det har jeg nu aldrig oplevet, selvom de mange mobiltelefoner, der nu summer i lommerne på tilhørerne, en gang imellem kalder en enkelt tilhører diskret ud og forhåbentlig ind igen. Summetonens kildren bestemmer endnu, og det vil vise sig, hvor civiliserede vi i virkeligheden er hen ad vejen. Den ultimative skrækscene er spørgsmålene, de manglende svar og den deraf følgende sivende udvandring under Holly Martins foredrag om den moderne roman i Carol Reeds Den tredje mand.

Spørgsmålet: ”Where would you put James Joyce?” slår det sidste søm i den aftens selvdøde kiste. Man skal ikke stille spørgsmål. Og man skal for øvrigt heller ikke prøve at putte James Joyce nogen steder overhovedet.
Jeg rejste for Arte i mange år og satte hvert år tappert mit foredragshonorar lidt op.

Til sidst ramte jeg loftet og røg ud af kataloget. Jeg husker tydeligt og stolt den sidste opringning, hvor Artes booker sagde: ”Hvis du vil op på de 6.000 kroner pr. aften, ryger du ud. Det er det samme som Poul Reichardt!” Det kunne jeg li’!
Ham havde jeg lidt og levet med så mange mørke timer i Park Bio under Harald Hansens store, sjovt kønsløse, nøgne dame i loftet i Morten Korch og Barken Margrethe af Danmark, og han var en helt.

En socialdemokratisk propagandafilm på et stort opspændt lærred foran posthusets tempelbygning på Trianglen hjemme på Østerbro står også meget klart.

I modstandskampen havde både Asbjørn Andersen og Poul Reichardt i filmens første dramatiske del være tæt og heroisk sammen på den rigtige side i de rigtige regnfrakker. De vandt, og så kom befrielsen, og de måtte aflevere regnfrakkerne, og så var alt ved det gamle, og Poul Reichardt var tilbage i sit murertøj som murer og Asbjørn som direktør i højrøvet kamelfrakke og kendte ikke sin gamle våbenbroder, da denne reparerede soklen på direktørens dumme villa.

Så buuuuhede og piftede vi allesammen og stemte på Poul Reichardt. Nu var vi nået så langt.

Det værste, når man står derude, er afstanden. Ikke bare afstanden til det sted, man skal være klokken otte, og som er utilgængeligt langt ude på landet eller midt i den truende tomme provinsbys aftenmørke gågader. Det værste, og på en måde interessanteste, er den afstand, publikum instinktivt lægger mellem sig selv og taleren. Jeg mener, de er da kommet frivilligt, og så sætter de sig altid, spredt og langt væk, så man i værste fald indleder med at forsøge at flytte dem rundt eller frem. Og det er en interessant øvelse, som jeg efterhånden gennemfører af lyst.

En interessant øvelse, men de vil ikke rigtig.

Jeg har forgæves tryglet og truet og bedt og bakset og lært noget om men- neskets bevægelsesmønster i åbne rum. Er det et levn fra dengang, hvor læreren slog, og det gjaldt om at holde sig så langt væk som muligt?

Når vi senere har skullet møblere store, åbne rum i Norman Fosters bygninger, er oplevelserne af publikums bevægelsesmønstre en god om end lidt ensom øvelse at have gennemført. Efterhånden gør jeg det nærmest for at drille, men indtil man har oplevet denne naturlov i tilstrækkeligt mange hårdnakkede og ubrydelige variationer, tror man, der er noget galt med hele aftenen, allerede før den er begyndt.

Jeg skrev i mange år aldrig de mange ord ned og efterlader derfor i bedste fald det meste af mine 50 års flittigt omkringfarende formidling som en svag erindring hos eventuelle overlevende. Men jeg skriver stikord ned og som regel de samme. Det er meget sjovt, at selvom stikordslisten gang på gang måske er nogenlunde identisk, kan man ikke bare tage notesbogen fra sidst ned fra hylden, en halv time før aftenen kommer, og så køre derud og derudad. Selve ritualet med det tomme papir og de magert dryppende stikord kalder på den koncentration, der er nødvendig for at kunne etablere den rablende monolog i en til to timer. Uafbrudt.

Og så skal man for øvrigt holde kæft mindst et par timer, før det bryder løs. Ingen middag og lokal smalltalk med kunstforeningens formand, som  har glædet sig måske mere til dét end resten. Francois Truffauts smertefulde film Silkehud fra 1964 om provinsforedragenes ensomhed har også den detalje med. Den tidligere medstuderende, nu strandede rektor ude i landet, overfalder den tilrejsende fortæller med et voldsomt og skamløst behov for igen at være en del af ”vi”.

Man har som regel kun et par minutter til at starte, føle sig frem og få dem med sig. Et par følere sendes ud, en pause strækkes til smertepunktet, en pointe, sagte forsøgt, får en behersket modtagelse, nøjagtig, som det var meningen.

Jeg tager temperaturen på rummet, lodder tilhængere og mere modvillige tilhørere (de tvære, der ser bort og sætter sig langt væk), etablerer (forhåbentlig) en sympati, stammer tillidsvækkende, skruer op for blusset, krydser fingre, tænder raketten og fyrer aftenen af i den planlagte retning.

Alt afhænger derefter af det pace, den rytme, det drive, man får etableret fra begyndelsen. Talestrømmens selvhypnotiserende automatik skal op i fart og af sted over bakkerne. Finde sin form og sit toneleje. Monologens melodi er en messe værd.

Hjernen, eller den del af den, der under denne sproglige dødskørsel er slået til, kan åbenbart pejle sig frem mod sætningens eller rettere sætningskædernes lange guirlanders mål. Jeg ved ikke hvordan, har ingen kontrol, kan ikke forudsige vejen ad hvilken. Veltalenhedens mål er dens mening og indhold, aldrig dens form. Og det kildrende gys, når det vilde ridts sproglige løb begynder at gå i tomgang og så alligevel, i sidste nervepirrende sekund, bliver hæftet op, knyttet an til alle tidligere og alle kommende vildt omkringfarende ord, er den egentlige oplevelse.

Tilhørerne skal sidde med livet i hænderne, tungen lige i munden og tæerne krummede i skoene af skræk for, at dette stunt, denne sætning, denne as- sociationsraket aldrig lykkes for så at ånde befriede og afklarede op, hvis og når det lykkes at bjærge både mening og melodi harmonisk i hus.

Det er standup, som al improviseret enmandsoptræden er det, men med et mere komplekst emne!

Hvordan foregriber hjernen sætningens forløb, når jeg knapt nok er begyndt på den og i hvert tilfælde slet ikke har nogen klar forestilling om dens afslutning? Jeg smider madding ud, håber på at få bid og klør på, til fortællingen slår med halen. Kun ved at springe ud i kaos, med publikum i hånden, bliver gyset det hele værd.

Jeg beklagede mig en gang til Johannes Møllehave, hvor vi sad i en indenrigs- lufthavn og ventede på at komme ud eller hjem fra et af de tusinde foredrag. Jeg var pludselig blevet nervøs, da jeg stod foran publikum. ”De har hørt det hele før,” tænkte jeg på vej til panik. Det måtte komme, alle de år alle de steder, alle de gamle fortællinger.

 

Per Arnoldi: SOLO – umage erindringsglimt, 620 sider, Gyldendal. På gaden 6. september