Nyhedsanalysen
Tilbage til Fremskrittspartiet
Protestpartier bliver knust, hvis de træder ind i en regering. Ansvarets åg knækker dem. Sådan lyder den konventionelle visdom i de nordiske lande. Og sporene skræmmer. Men det højrenationale Fremskrittspartiet i Norge ser ud til mere end at overleve deres første regeringsperiode sammen med det konservative Høyre, her forud for Stortingsvalget på mandag: Et varsel om, hvad der snart kan ske i Danmark.
Norge er foran Danmark. Sørgeligt, men sandt. Den gammel-danske landsdel mod nord har i de senere år overhalet det mere stillestående Danmark. I hvert fald politisk set. På besynderlig vis har Norge udviklet sig til et politisk laboratorium, hvor konturerne af en mulig fremtid for Danmark tegner sig. Fejl, fiaskoer og genopstandelser synes at ske i Norge, før de gentager sig i Danmark.
Norge kan ligefrem vise sig at være en tidsmaskine. Lige nu er en stor vælgergruppe ved at blive blæst tilbage til Fremskrittspartiet, det kontroversielle højreparti, der trådte med ind i den borgerlige regering efter sidste Stortingsvalg i 2013, hvor Fremskrittspartiet ganske vist selv gik tilbage til 16,3% – fra 22,9% i 2009 og 22,1% i 2005. I mange år har Fremskrittspartiet været det største borgerlige parti i Norge, præcis som Dansk Folkeparti blev efter folketingsvalget i 2015.
Formanden for Fremskrittspartiet, 48-årige Siv Jensen, blev tilmed finansminister efter stortingsvalget i 2013, og alle kommentatorer forventede straks, at protestpartiet ville blive knust under ansvarets åg. Sådan gik det da også i første omgang. Det borgerlige protestparti – som er antibureaukratisk, antistatsligt og antielitært – styrtdykkede i meningsmålingerne, helt ned til en tredjedel af valgresultatet. Regeringsdeltagelsen virkede som en fuser. Men nu står Fremskrittspartiet til at overleve Stortingsvalget på mandag. Og mere end det.
I 1980’er-blockbusteren Back to the Future beames den unge Marty McFly, spillet af Michael J. Fox, 30 år tilbage i tiden, hvor han møder sin egen mor, der tilmed forelsker sig i ham. Fremskrittspartiets nostalgiske dagsorden om det gamle og frie Norge driver ligeledes af sentimentalitet, men så meget desto stærkere har parforholdet med den 56-årige statsminister Erna Solberg vist sig at være i praktisk politik. Fremskrittspartiet synes både parlamentarisk og magtpolitisk – og tilsyneladende også vælgermæssigt – at have stået distancen.
Tragisk komedie
Dansk Folkeparti har længe skimtet mod nord for at lære af Fremskrittspartiets erfaringer, og den tidligere partiformand Pia Kjærsgaard har været bekymret for regningen ved at regere: Koster det vælgere at træde med ind i en regering? Får man reelt større indflydelse ved at have ministerposter? Svarene er bestemt ikke entydige. Dét skyldes ikke mindst, at andre partier har måttet betale dyre lærepenge.
Det rød-grønne Sosialistisk Venstreparti har været gennem en varig nedtur, som alle andre små- og protestagtige partier i Norden sidenhen har frygtet at gentage. Men som det danske søsterparti, SF, ikke desto mindre kastede sig direkte, dumdristigt og skæbnesvangert ud i tilbage i 2011 ved at træde ind i regeringen Helle Thorning-Schmidt I.
Sammenbruddet for Socialistisk Folkeparti i 2014 – der ydmyget og selvpryglet måtte træde ud af SRSF-regeringen på grund af Dong-salget – var således en farce, der kun gentog tragedien fra søsterpartiet i Norge, Sosialistisk Venstreparti, som sad i regering sammen med Arbeiderpartiet og Senterpartiet frem til 2013. Alt, hvad der skete af pinagtige kortslutninger hos Annette Vilhelmsen og de andre folkesocialister, var blot en dårlig kopi af de ideologiske ydmygelser, som SV måtte lade sig trække igennem oppe i Norge.
Sosialistisk Venstreparti er aldrig kommet sig over regeringsdeltagelsen og står endnu en gang til at få et valgresultat, som kun ligger lidt over spærregrænsen. Engang var fascinationen af SV ellers ubegrænset i SF: ”Vores norske søsterparti har vist, at det ikke bare kan lade sig gøre at vinde magten med en centrumvenstre-koalition. Det kan også lade sig gøre at genvinde den. Det er meget inspirerende,” sagde daværende SF-formand Villy Søvndal i 2009: ”Deres erfaringer er entydigt gode.”
Tvetunget tale
Fremskrittspartiet i Norge er stadig langt fra højdepunktet i 2008, hvor vælgertilslutningen i meningsmålingerne var oppe på over 30 procent. Over tid er det derfor ubestrideligt, at det nationalt-liberale parti, der ønsker lavere skatter og strengere grænsekontrol, er gået tilbage.
Men målt i forhold til det seneste stortingsvalg i 2009, hvor Fremskrittspartiet fik 16,3% af stemmerne, tegner mandagens valg til at blive stort set status quo, og i hvert fald langt fra det vælgersmæk som Sosialistisk Venstreparti (og SF) fik efter regeringsdeltagelsen. Fremskrittspartiet synes at have fundet en fornyet vinderformel, der kompenserer for den mere pragmatiske kurs, som partiet vitterligt også har været nødt til at slå ind på i regeringskontorerne.
Én af forklaringerne er, at Fremskrittspartiet har været dygtige til såkaldt ‘dobbeltkommunikation’, altså at sige flere ting på én gang til flere forskellige publikummer. Politisk kommentator ved NRK, Magnus Takvam, peger særligt på Fremskrittspartiets næstformand som nøglen til at forstå partiets stort set ubesmittede popularitet: ”Per Sandberg, der ikke er minister, har fået en rolle som ‘the real’ FrP. På en ganske finurlig måde bliver han opfattet som talsmand for det egentlige FrP. Han får kommunikeret til vælgerne, at nok må FrP af nød gøre ét i regeringen, men partiets oprindelige politik ligger fast. Den dobbeltkommunikation har forhindret et vældigt frafald af protestvælgere,” siger Magnus Takvam.
En anden og mere hårdtslående forklaring kan være, at Fremskrittspartiets ministre har opnået og udnyttet en magtpolitisk gennemslagskraft, der, selv hvis den ikke forandrer Norge over natten, så i hvert fald sætter dagsordenen. Læs i morgen her i føljetonen ‘Det skamløse valg’ om den brutale blondine, der trækker overskrifter i udlandet. Fremskrittspartiets kronprinsesse er et varsel om, hvad der kan være i vente i Danmark.