H.C. Andersens eftertid har gjort det til alt for slidt en kliché til, at vi føler trang til at gengive hans berømte lille bonmot her. Men det trænger sig alligevel på, så hvis vi nu lægger ordene i en bunke for enden af nærværende sætning, kan du jo selv stykke dem sammen: ”er”, ”leve”, ”rejse”, ”at” og ”at”.
Mennesket har foretaget mange rejser gennem årene. Nogle er afgørende, andre er vigtige, de fleste er dumme. Enkelte er øjenåbnende.
23. september 2006 samlede den kinesiske performancekunstner He Yunchang en ikke helt lille sten op i den britiske by Boulmer og begyndte derefter at gå og gå. Han gik Storbritannien rundt – mod uret – og seks måneder senere kunne han lægge stenen tilbage på det sted, hvor han havde fundet den. Det er én type rejse.
For nogle år siden faldt en af Føljetons unge medarbejdere i søvn i bussen. Han havde været i byen i Nykøbing Falster og skulle hjem til Stubbekøbing i nordøstlig retning, men vågnede ved endestationen i Gedser så tæt på grænsen til Tyskland, som man kan komme uden at blive våd. Det er en anden type rejse.
I 1840 begav ærkekøbenhavneren Søren Kierkegaard sig ud på en af sit livs få længere ekskursioner væk fra hovedstaden. Hans rejse førte ham blandt andet til landsbyen Sædding nær Ringkøbing, hvor han besøgte sin fromme, fattige faster Else. Det er er en tredje type rejse.
Fine ture på hver deres måde – det er slet ikke det. Men de blegner lidt ved siden af den rejse, som NASA’s to Voyager-rumsonder har været på i de forgangne 40 år. I skrivende stund befinder Voyager 1 sig 21 milliarder kilometer fra Jorden, mens Voyager 2 har tilbagelagt 17 milliarder kilometer. De var ikke billige, men allerede i 1980’erne begyndte de at gøre nytte, da de fløj forbi planeterne i vores solsystem og gav menneskeheden en fornemmelse af, at stedet sgu ikke bare var stort, men også virkeligt. De sendte blandt andet udmærkede snapshots hjem af Jupiters storme, Saturns ringe og Uranus gasblå overflade. Men det er længe siden. I mellemtiden har vi vænnet os til, at NASA’s falanks af rumsonder jævnligt sender virkelig sprøde rumfotos, og at de hurtigt bliver uploadet og delt med hele verden.
I august 2012 nåede Voyager 1 med sine næsten 60.000 kilometer i timen uden for solsystemets ydre grænser. Nu er det interstellart. Men den sender stadig oplysninger hjem om sine omgivelser via radiosignaler, som er 19 timer undervejs (og ventetiden værd). Signalerne bliver dog svagere og svagere, og en dag vil de forsvinde helt. Som Suzanne Dodd, der er projektchef på Voyager-missionen hos NASA’s Jet Propulsion Laboratory, formulerer det: ”En dag vil vi lede efter et signal, og der vil ikke længere være noget.” Tænk, hvis man kunne sige det samme om meget af det bøvl, vi slås med hernede på jorden.
Og som om det hele ikke er poetisk nok, er der om bord på Voyager-rumsonderne jo som bekendt en 12-tommers LP af kobber belagt med guld. Pladen indeholder lyden af et kys, en mors ord til sit første nyfødte barn, lidt Mozart, noget Beethoven, hilsner på 55 menneskesprog og de lykkelige lyde af konverserende pukkelhvaler. Ann Druyan, der som daværende chef for Voyager-missionens Interstellar Message Project var med til at udvælge pladens indhold, siger det så smukt i Radiolabs podcast om rummet, sæson 2, episode 5:
”Det var en hellig opgave; vi ønskede at være borgere i kosmos, vi ville have, at de skulle kende til vores eksistens.”
Her på Føljeton håber vi, at dem derude ikke er så primitive som os.