Nyhedsanalysen

Hun bliver kaldt for 'Norges Trump'

Hendes blotte tilstedeværelse provokerer parnasset, og fra valgkampens start har hun stjålet billedet: Den norske indvandrings- og integrationsminister Sylvi Listhaug fra Fremskrittspartiet er blevet et kontroversielt omdrejningspunkt – særligt for de andre partier – forud for mandagens stortingsvalg.

I Europa er det ment som et skældsord, når nogen sammenlignes med USA’s nye præsident Donald J. Trump. Sammenligningen med den mægtigt mærkelige mand i Det Hvide Hus er altid og uden undtagelse ment ondskabsfuldt og intimiderende – som et slet skjult forsøg på at udslynge endnu værre gloser, såsom vanvittig, racist eller løgnagtig.

Efterhånden har næsten alle europæiske lande fået udpeget deres egen Trump, som regel én markant skikkelse på højrefløjen. Men sammenligninger gør ingen sommer: Endnu er der i sandhed ikke mange politikere, som har været blot i nærheden af det ægte trumpesque. Derfor er der heller ikke nogen grund til at springe op, så snart etiketten hvirvles rundt i medierne.

Forud for mandagens stortingsvalg i Norge er der imidlertid én skikkelse, som træder frem – med netop etiketten, ‘den lokale Trump’: 39-årige Sylvi Listhaug fra det højrenationale Fremskrittspartiet har fået øgenavnet Norges Trump. Det begyndte med den amerikanske avis Washington Post, som om nogen skulle vide, hvad det vil sige at være trumpsk. Og dernæst fulgte den svenske eftermiddagsavis Aftonbladet, der langt fra var imponerede af Sylvi Listhaugs gentagne udfald mod såkaldt ”svenske tilstande” og hendes hårde kritik af Sveriges asylpolitik gennem de senere år.

Landmandsdatteren Sylvi Listhaug er hurtigt steget op til at være én af Norges mest bramfrie politikere. I 2015 blev hun rykket fra posten som landbrugsminister i den borgerlige regering til nu at være indvandrings- og integrationsminister, og hun forløser dermed ikke alene mange europæiske højrepartiers drøm om at komme i regering, men også – og endnu vigtigere symbolsk – drømmen om at få det øverste ansvar for asylpolitikken. Listhaug har indtaget den rolle, som Dansk Folkeparti fantaserer om i Danmark.

Sylvi Listhaug har i den seneste uge fået næsten lige så meget medieomtale som de to statsministerkandidater, siddende Høyre-statsminister Erna Solberg og Arbeiderpartiets udfordrer Jonas Gahr Støre – og mere end Fremskrittspartiets egen formand Siv Jensen.

Sylvi Listhaug i redningsdragt ved den græske ø Lesbos. Foto: Scanpix

Mester i mediestunts

Strømmen af flygtninge, asylansøgere og migranter op gennem Europa i efteråret 2015 blev en perfekt affyringsrampe for den nyudnævnte indvandrings- og integrationsminister. Sylvi Listhaug demonstrerede hurtigt en veludviklet fingerfornemmelse for mediestunts, som på den ene side gik rent hjem i baglandet og som på den anden side – og endnu vigtigere – hidsede hendes modstandere op, helt op i det mest skingre leje af personudfald.

Da debatten om folkevandringen op gennem Europa spidsede mest til i 2015, rejste Sylvi Listhaug til Grækenland – til øen Lesbos, hvor flest mennesker forsøgte at flygte til Europa – og her kastede hun sig i vandet for efter eget udsagn at ”opleve, hvordan det er at være bådflygtning”. Og det viste sig at være en fantastisk oplevelse, ja, ordet ‘fantastisk’ var det hun brugte: ”Øjeblikket, hvor man ser sådan en båd her, hvis man er ved at drukne, må være helt fantastisk,” lød det spektakulært provokerende udsagn fra Sylvi Listhaug.

Provokationen blev mangedoblet ved, at hun var iført en skrig-orange, professionel redningsdragt – af typen som bruges af søredningstjenesterne: ”Det var meget specielt, selv om det selvfølgelig bliver noget helt andet, når man har en overlevelsesdragt på,” lød hendes umiddelbare eftertanke. Hun underspillede ikke ligefrem sin pointe: Så var det vel trods alt heller ikke værre at plaske lidt rundt i det turkisblå Middelhav.

Episoden fremkaldte vilde reaktioner i Norge. Venstrefløjen og de små kristelige midterpartier eksploderede i arrigskab – og Sylvi Listhaug var dermed født som Norges Trump. For intet giver højrefløjskandidater mere legitimitet og folkelig lydhørhed, end når de humanitære organisationer og den progressive venstrefløj melder krig.

Sylvi Listhaug har denne helt særlige fornemmelse for at fremprovokere et raseri fra hendes modstandere, der gør hende populær og får hende til at fremstå som modig – blandt nogle. For i parlamentariske systemer, hvor partierne ikke stræber efter at få flertal alene, kan det faktisk godt være en overrumplende styrke at besidde nogle af de samme karakteregenskaber som ‘The Donald’: provokerende, åbenmundet og grænseoverskridende.

To nordiske integrationsministre – to veninder: Inger Støjberg (V) og Sylvi Listhaug (Fr). Foto: Scanpix

Gensidig inspiration

Sylvi Listhaug har formået at holde kernevælgerne nogenlunde tilfredse. Hun har trodset Norges hidtidige humanistiske og fredsskabende omdømme og har fået strammet ikke mindst udvisningsreglerne mere end noget andet vesteuropæisk land. Med Sylvi Listhaug som indvandrings- og integrationsminister har Fremskrittspartiet fået bevist, at de også kan øve indflydelse indefra, og rent faktisk ændre lovgivningen på de områder, der betyder allermest for det indvandringskritiske parti.

Med Sylvi Listhaug i spidsen er Norge blevet et forbillede for højrefløjs-politikere fra hele Nordeuropa, ikke mindst i Danmark. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg ser selv et tæt slægtsskab mellem de to nordiske kvinder:

”Norge er helt i front i Europa, og derfor er vi mange, som vender blikket mod Norge for at lære. En af de ting, som jeg i højeste grad skal have med hjem herfra, er arbejdet med at sende asylansøgere og kriminelle ud af landet. På det område er Norge bedre end Danmark, og det skal vi lære af,” sagde Inger Støjberg til den norske formiddagsavis VG, da hun var på besøg i Norge for en måned siden.

Inspirationen går også den anden vej. Sylvi Listhaug har således været i Danmark for at se de teltlejre, som udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg fik opført til asylansøgere i vinteren 2016: ”Her er sobert, samtidig med at de har et godt integrationsoplæg med danskundervisning og jobtræning. Der er hårde krav, men det er vigtigt, hvis man skal have dem ind i samfundet,” udtalte Sylvi Listhaug under et besøg i Næstved – også til avisen VG.

I virkelighedens verden er Sylvi Listhaug mere en norsk udgave af Inger Støjberg – og vice versa – end de hver især minder om Donald Trump. Den tyske tabloidavis har dog for længst også udråbt Inger Støjberg til den danske Trump – den såkaldte Trumpine. Men i sammenlignerne med ‘The Donald’ er der mindst én altafgørende ting, som både svenske Aftonbladet og tyske Bild fuldstændigt har overset: Hverken Sylvi Listhaug eller Inger Støjberg har en aktiv Twitter-profil ligesom @realDonaldTrump – og så kan man altså ikke for alvor være med i cirkusset.

Uden Twitter er og bliver man noget andet, og spørgsmålet er om det norske Fremskrittspartiet og det danske Venstre ikke snarere er blevet den nye fællesnævner i Norden? Herom handler næste afsnit i føljetonen her om det skamløse valg i Norge i morgen.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12