Søndag middag lokal tid foretog Nordkorea sin sjette atomprøvesprængning. Eksplosionen var formentlig på flere hundrede kilotons og dermed ti gange kraftigere end den bombe, som USA smed over Hiroshima i august 1945. Nordkorea meddelte ved samme lejlighed, at atomsprænghovedet passer til deres ballistiske Hwasong–14/KN20-missil, som muligvis vil kunne nå det meste af det amerikanske kontinent.
Den verserende konflikt mellem Nordkoreas diktator Kim Jong-un og USA’s præsident Trump er så relativt tilspidset, at det efterhånden giver mening at se sig om efter løsninger, der rækker langt ud over, hvad militæranalytikere og diplomater under normale omstændigheder ville anse som alternative. I det ene ringhjørne har vi en utilregnelig og skånselsløs despot, i det andet en uforudsigelig og sygeligt selvoptaget præsident, som muligvis lider af demens og helt sikkert ikke har læst Henry Kissingers geopolitiske grundbog Diplomacy. Nogen vil måske anføre, at verden har været skør i adskillige årtier; tænk bare på, at et af de primære redskaber til at sikre magtbalancen mellem verdens supermagter går under betegnelsen MAD – Mutual Assured Destruction (‘gensidig sikret ødelæggelse’). ”Hvis I bomber os til ukendelighed, bomber vi også jer til ukendelighed.” Men Trump er som et ukendt grundstof – Trumponium, kunne vi kalde det – som pludselig har albuet sig ind i det periodiske system. Det er utrygt.
Man tror, det er løgn, men her kommer den tidligere amerikanske basketballspiller Dennis Rodman måske ind i billedet. Med sine evner med bolden, sin syrede udstråling og sine 201 centimeter var han på alle måder en stor, omend underlig spiller i 90’erne og 00’erne, hvor han huserede i en række NBA-klubber under det sigende tilnavn Dennis the Menace. På privatfronten har han kæmpet med alkoholmisbrug, og så havde han for øvrigt engang en affære med Madonna. Det kan man læse om i hans to selvbiografier, Bad as I wanna be (1997) og I should be dead by now (2005). Alle årene har Rodman med sin skiftende hårfarve, sin bizarre garderobe og sine piercinger og tatoveringer lignet en kriminel cyberpunk fra tegneserietegneren Frank Millers epokegørende fremtids-miniserie Nattens ridder vender tilbage (1986). Det er den serie, hvor en aldrende Bruce Wayne beslutter sig for at finde Batman-dragten frem igen efter ti års otium i en verden, der er blevet mere og mere forrået og ond, og hvor hans gamle ven Superman er begyndt at parere ordre fra landets fascistoide præsident.
Men som du måske ved, har den nu 56-årige Dennis Rodman også noget andet kørende for sig, som formentlig ingen anden person i hele verden kan matche: Han er supergode venner med både Donald Trump og Kim Jong-un og tilbyder nu at ”straighten things out” imellem dem.
I går var han med fra Los Angeles på en direkte linje i nyhedsudsendelsen Good Morning Britain, og her fortalte han, iført solbriller, kasket og en pudsig tanktop, om sine specielle venskaber. Ja, sagde han, Donald Trump kan jo godt være lidt skør nogle gange, og vi forstod også, at Kim Jong-un ikke er helt almindelig. Og hvad laver de to venner så, når de hygger sig i Pyongyang? Jamen, de synger for eksempel karaoke sammen og griner meget og står på ski og rider. Alt sådan noget, som venner gør. Og bortset fra det var han sikker på, at hvis først Trump og Kim Jong-un begyndte at tale sammen, så ville der ske ting og sager. Ordet mirakler blev ikke nævnt, men det er vel det mest dækkende.
Showets vært, Piers Morgan, foreslog Dennis Rodman at tage Trump med på sin næste skitur i Nordkorea. Og hvorfor ikke? Måske er det så vanvittigt, at det virker. Det er ikke mere vanvittigt end gensidig sikret ødelæggelse. Lad os bare stikke Rodman Nobels Fredspris som en forhåndserkendtlighed, ligesom vi gjorde med Barack Obama. Det er verdensfreden da værd.