Cia Rinne og det konkrete sprog

Lige siden jeg hørte Cia Rinne første gang ’læse op’ på Forfatterskolen i København for snart mange år siden, har jeg været en fascineret follower. Når Cia Rinne optræder, er det ikke en traditionel oplæsning, men en performance, der ikke ligner noget andet. Og man kan med en vis ret hævde, at hendes bøger i virkeligheden er partiturer til hendes liveudgaver af det samme materiale.

Men så enkelt er det ikke, for bøgerne har deres egen værdi: De er som objekter overordentlig tiltrækkende, man åbner bogen og lader sig opfange af den intelligens og høje grad af flertydighed og samtidighed, der kendetegner deres rum. For nok er papiret todimensionalt, men man sendes uvilkårligt af sted på tanke/sanse-rejser, hvor man kombinerer og forstår, idet man ser sammenhænge fra sprog til sprog. For det er pointen: Digteren arbejder konkret – og konkretistisk – på flere sprog, åbnende, overskridende, men i høj grad også forbindende.

Man kan opfatte digtene som øvelser i sprog, som sprogspil, der lader sprogligheder mødes under mikroskop; de er små kapsler, som rummer vid og overraskelse på overraskelse. Og det mærkelige sker, at selv ved gensyn er digtene forbløffende. Deres karakter af nøgternhed og instruks kan minde om en blanding af Per Højholts +1 (1969) (også i udformningen) og Yoko Onos Grapefruit (1964/1970). Det er i dette felt af avantgarde, vi befinder os, hvor alvor og leg midlertidigt bytter plads eller snarere: overlapper hinanden i en stadig udveksling.

For Cia Rinnes vedkommende begyndte det med digtsamlingen zaroum, som udkom i Finland i 2001. (Cia Rinne er internationalist: Hun er finlandssvensk, født i Göteborg, opvokset i Tyskland, bosat uden for Berlin). Den var skrivemaskinesat og kombineret med tegninger og håndskrift, der alt sammen kunne opfattes som digte (på kanten af billedkunst). Jeg vidste på dette tidspunkt ikke noget om digterens eksistens, det skete først med bog nummer to, notes for soloists (2009), som udkom i Sverige. Da jeg bestilte den, bestilte jeg den første med.

notes for soloists er ligeledes sat med skrivemaskine, men det er nu lutter skrift, ikke tegning, men måske nok tegning med bogstaver – i form af konkretistiske ikoner, som vi kaldte dem i 1960’erne. Man kan godt kalde denne bog for gennembruddet, for her sættes sproget på sin yderste prøve, remser, vendinger, hvis mening renses, nedtones, omvendes eller først nu forstås. Modellen er ofte den, at et rim eller en ’genklang’ afprøves: Hvad kommer der ud af det? En udvikling finder sted, hvor betydninger ændres og helt uventede associationer kommer anstigende. Eller snarere passerer forbi i et glimt. Hvert enkelt digt, hver enkelt handling i sprogene – der er hele tiden flere sprog i spil – er ganske korte og frapperende.

Den nye bog – som man faktisk allerede har kunnet stifte bekendtskab med som en del af samlebindet l’usage du mot / notes for soloists / zaroum, der udkom tidligere i år i Tyskland på forlaget kookbooks – ligger i direkte forlængelse af notes for soloists. Blot er digtene ikke længere sat med skrivemaskine, men med bogsats. Det giver en anden virkning, som om vi – og dog ikke – har forladt værkstedet og er rykket ind på en mere regelret scene.

Metoden er også her at trænge ned i ordenes dele, ja, helt ned på bogstavniveau. Et digt lyder: ”a b came c / a came to c b / b came to c u”. Det er klart, at der spilles på udtalen af bogstaverne, ’a became c’ / ’a came to see b’ / ’b came to see you’. Men pointen er selvfølgelig ikke oversættelsen, men netop de rene bogstavers ageren til bogsiden, deres benævnelse, så at sige; vi er på besøg i alfabetet, og så viser det sig, at der skjuler sig betydninger, vi ikke vidste var der, men som digtet fremviser.

Det citerede digt kan i øvrigt give mindelser om en af forløberne for Cia Rinnes projekt, den danske konkretist (og senere syredigter) Johannes L. Madsen, der i 1965 udgav en digtsamling, der hed a b se digte. Man kan opfatte Cia Rinnes tre digtsamlinger som en slags moderne (og flersproget) pendant til Johannes L. Madsens tre konkretistiske samlinger fra 1960’erne. Foruden den førnævnte og & og (1966) og i sig selv  (1968).

Den store forskel er netop Cia Rinnes flersprogethed. En vigtig sideeffekt ved sprogblandingen er – ud over sprogspillets udvidede mulighed – det geografisk  grænseoverskridende. Der er indbygget en imødekommenhed i digtenes gestus, en invitation til dialog på tværs af (sprog)grænser. De små forflytninger er også små skred i ’nationalitet’. Som sådan er bøgerne i egentlig forstand internationale, intelligensen er hævet op over lokale begrænsninger, skønheden er alt andet end provinsiel. Ej lukket, men åben.

”geographische wirrungen” hedder et afsnit eller en serie i l’usage du mot. Et af digtene lyder: ”hear: i am / here i am”. Seks ord og et kolon. Men der bliver sagt meget. Første linje taler – i lyd: Hør her! Jeg er, jeg findes! Anden linje konstaterer (i skrift): Det er her, jeg er. Hvor? Ja, netop i digtet, i spillet imellem den ensartede lyds forskellige betydninger, men altså: her. På bogsiden, i den tilrettelagte skrift. Det er ikke et digt, man læser i traditionel forstand (for dets lyrisme), men snarere et digt, man hører, siger, tænker højt, betragter, opfatter som objekt – placeret i en bog, der selv er et yderst gennemarbejdet (bog)objekt.

Cia Rinne udgav endnu en bog i år i Danmark, Skal vi blinde os selv og forlade Theben, på forlaget Virkelig. Men det er anden historie (som kræver en særskilt omtale). Glædeligt er det, at Gyldendal, som udgiver l’usage du mot, meddeler, at forlaget også har planer om at udgive zaroum og notes for soloists. Smukt! /Asger Schnack