Højrefløjen er dritt-hyggelig

Fremgangen i meningsmålingerne for Fremskrittspartiet, der sågar står til at kunne gå frem ved Stortingsvalget på mandag, fjerner den sidste barriere: Nu kan højrepartier – der vel at mærke ligger til højre for centrum-højre – ikke blot komme med i regering i de nordiske lande, men også genvælges med succes og fortsætte i magtens korridorer.

Opbruddet er bemærkelsesværdigt. Efter Fremskrittspartiets formand Siv Jensen blev finansminister i 2013 – og dermed krydsede den sagnomspundne grænse, som Dansk Folkeparti endnu kun drømmer om, og som Sverigesdemokraterna stadig er langt væk fra, men dog stadig tættere i Sverige – er det politiske landskab i Norden blevet forvandlet.

Da partiformand Siv Jensen tronede frem efter valget i 2013 og råbte til sine tilhører – ”Morn’a Jens” – vendte spillet. Hun sagde farvel til Arbeiderpartiets leder, statsminister Jens Stoltenberg, som ellers var trådt frem som verdensleder efter terror-massakren på Utøya, hvor 69 unge socialdemokrater blev likvideret. Men i 2013 var sorgen tilsyneladende så bearbejdet, at Siv Jensen kunne vinde point på at håne, spotte og latterliggøre Jens Stoltenberg.

Men så begyndte hverdagen og her havde alle forventet, at Fremskrittspartiet ville kollapse under ansvaret. Men hvis de friske meningsmålinger holder stik, og Fremskrittspartiet ligefrem kan gå frem fra sidste valgresultat på 16,3%, vil det stik modsatte være sket. Den yderste højrefløj er blevet mainstream.

Fremskrittspartiet har formået at forvandle protesterne til resultater, ikke mindst i kraft af indvandrings- og integrationsminister Sylvi Listhaug fra Fremskrittspartiet – hende de kalder for ‘Norges Trump’ – og Høyre-statsminister Erna Solberg vil dermed have fået mandat til at kunne fortsætte regeringssamarbejdet.

Modsat Perussuomalaiset, De Sande Finner, som trådte ind i den borgerlige regering i Finland i 2015 – anført af statsminister Juha Sipilä fra Centerpartiet og med deltagelse fra Samlingspartiet – ser det ud til at lykkes for Fremskrittspartiet at vinde både magten og æren, i hvert fald blandt kernevælgerne. I Finland endte højre-eksperimentet nemlig med, at Perussuomalaiset gik i indre opløsning og udtrådte af regering, næsten som en gentagelse af SF’s ydmygende retræte fra SRSF-regeringen i 2014.

Familiefejde på højrefløjen

Fremskrittspartiets tilsyneladende succes vil blive et vendepunkt. Spørgsmålet er dog, hvor langt sammenlignerne kan bære i virkelighedens realpolitiske verden: Kan de andre nationale partier i Norden – Dansk Folkeparti, Sverigesdemokraterna og Perussuomalaiset – reelt lære noget af Fremskrittspartiet? Eller skyldes succesen for Fremskrittspartiet snarere, at partiet har rykket sig hen, hvor Venstre står i Danmark?

Ubehaget ved at blive sammenlignet med stort set enslydende politikere i andre lande er på sin en forventelig reaktion. I hvert fald fra den nationale højrefløj. For hvis der én ting, som nationalistiske partier må og skal stå urokkeligt fast på, er det forestillingen om, at der findes én særlig national egenart. For alt i verden må det nationale projekt ikke slå bro fra kyst til kyst.

Nationale partier står alene. Det er nemlig knap så overbevisende at gå, stå og sige nøjagtig det samme som tilsvarende partier i andre lande og så samtidig hævde, at ”alle andre men’sker end dem der er danske, bor i huler og slås hele da’n”. Derfor er det næsten blevet rituelt, at nationale højrepartier tager afstand fra hinanden.

I Danmark har Dansk Folkeparti f.eks. taget meget skarpt afstand fra det franske parti Front National: ”Det er trist, at et parti med dybt antisemitiske rødder, økonomisk politik funderet i protektionisme og som er kendt for at markere sig med alle mulige bizarre meldinger, kan få så mange franskmænds stemmer,” siger DF’s medlem af Europa-Parlamentet Morten Messerschmidt.

Den mest markante distancering er imidlertid kommet fra Fremskrittspartiets formand Siv Jensen, der ved flere lejligheder har lagt afstand til Dansk Folkeparti: ”Vi har ingenting tilfælles med Dansk Folkeparti overhovedet. Deres udlændingepolitik er for yderligtgående – og vi vil ikke associeres med dem,” sagde hun til Ekstra Bladet i 2010. Året efter skrev Siv Jensen i en e-mail til den danske formiddagsavis: ”Fremskrittspartiet har intet til fælles med Dansk Folkeparti. Vi deler ikke ideologi og har ingen forbindelse med hinanden. Derfor er det helt uinteressant at forholde sig til, hvad de mener om os.”

Berlingskes politiske sektion Politiko har opsummeret grænsefladerne til dansk politik ganske glimrende: ”Hvis man skal sammenligne Fremskrittspartiet med danske partier, får man en krydsning af holdninger, der spænder fra Dansk Folkepartis til Liberal Alliance: Bedre ældreomsorg, hårdere straffe til kriminelle og ikke mindst en meget stram flygtninge- og indvandringspolitik kombineres med et brændende ønske om mindre statsregulering og en væsentligt lavere skat. Selv lægger partiet afstand til sammenligningen med Dansk Folkeparti og foretrækker at blive sammenlignet med Venstre i Danmark. Omvendt ønsker Venstre ikke at blive sammenlignet med FrP.”

Det ægte fremskridt

Afstanden er reel nok mellem Norge og Danmark. Det norske Fremskrittspartiet er ikke Dansk Folkeparti, men udspringer nok snarere af de samme idéer som forgængeren, Fremskridtspartiet, der blev grundlagt af Mogens Glistrup i 1973 og straks stormede ind i Folketinget med 28 mandater. I Danmark gik Fremskridtspartiet gradvist i opløsning, og to af de ledende skikkelser – den politiske ordfører og ungdomsformanden – samlede stumperne op og dannede Dansk Folkeparti.

Tankevækkende nok har Pia Kjærsgaard tidligere været langt fremme med forslag, som var noget mere liberalistiske end nationale. Dengang ville Pia Kjærsgaard afskaffe efterlønnen, hun kæmpede engageret for nulskat og støttede Glistrups kontroversielle forslag til en ny socialpolitik i Danmark: I stedet for at udbetale bistandshjælp til de arbejdsløse skulle der sættes havregrødsautomater op på gadehjørner.

Umiddelbart før dannelsen af Dansk Folkeparti udtalte hun således til Politiken: ”Har vi råd til efterløn og orlov til så mange og for milliarder, der går fra staten? Eller hvad med børnechecken? Var det ikke bedre at lade folk disponere over en større del af deres indkomst og selv finde ud af, hvad de vil bruge pengene på.” Og derefter satte Pia Kjærsgaard trumf på: ”Vi har førtidspensionister på 30, der aldrig er blevet stillet over for krav, da de var yngre, og ender på en bænk med bajere og store hunde.”

I dag har Pia Kjærsgaars og den daværende formand for Fremskridtspartiets Ungdom, Kristian Thulesen Dahl, sørget for at fjerne alle referencer til deres liberal-anarkistiske fortid. Men den gamle position findes – og er endda opdateret til nutiden i form af Fremskrittspartiet i Norge. Og i denne opdaterede version er kanterne efterhånden slebet så meget af, at holdningerne falder sammen med Venstre i Danmark.

Forbrødringen begyndte med ballade i 2009, da den daværende ligestillings- og beskæftigelsesminister Inger Støjberg drog til Norge og udtalte ved et møde i Tønsberg: ”Vi står skulder ved skulder med det norske Fremskridtsparti.”  Hun tilføjede til avisen Aftenposten, at der var ”store lighedstræk mellem Anders Fogh Rasmussens Venstre og Siv Jensens Frp”. Udtalelserne vakte opsigt, da danske Venstre rent faktisk har et andet søsterparti i Norge, som pudsigt nok også hedder Venstre og rent faktisk er et liberalt parti.

Inger Støjberg brød ud af geleddet allerede i 2009 og skabte det bånd, hun i dag kan binde sløjfe på med den tætte relation til Norges indvandrings- og integrationsminister Sylvi Listhaug fra netop Fremskrittspartiet. Personificeret i de to nordiske kvinder har Venstre i Danmark bevæget sig i en mere national-populistisk retning og Fremskrittspartiet har flyttet sig i en lidt mere teknokrat-pragmatisk retning, og i fællesskab har de tilsyneladende udviklet en vinderformel.

Tricket er, at de begge evner at placere sig netop dér, hvor de på den ene side ikke (længere) opfattes som yderligtgående af midtervælgerne, og hvor de på anden side opfattes som tilpas anti-establishment af sofavælgerne. Man tør slet ikke tænke på, hvad de hver især ville kunne drive det til, hvis de kom på Twitter ligesom den ægte Donald Trump. I lang tid stod Fremskrittspartiet til at gå tilbage, ligesom Venstre gør det i Danmark lige nu, men pludselig i valgkampens slutspurt synes provokationerne at have virket og gjort underværker for højrefløjen: Undervurdér aldrig Støjberg-Listhaug-effekten.