Reportage

Drømmer ungdommen eller er den vågen?

I går startede Ungdommens Folkemøde. Over to dage fyldes Søndermarken i København med debat, demokrati, politik og unge mennesker. Føljeton sendte sin yngste medarbejder afsted til arrangementet for at finde ud af, hvad et ungt folkemøde betyder for ungdommen.

”I skal sørge for, at verden ikke tror, ungdommen er faldet i søvn.”

Ordene er møntet på flokken af unge mennesker, der står og kigger op på scenen med deres morgentrætte burgerøjne. Det er en opfordring af den slags, der mest af alt lyder som en ordre. Det er sjovt, hvordan ungdommen oftere får formaninger end hyldester til den her slags arrangementer.

Jeg er til Ungdommens Folkemøde i Søndermarken i København. Som Føljetons yngste medarbejder føles det naturligt at tage afsted. Den tanke har de øvrige medier også haft, kan jeg se, når jeg kigger mig omkring og peger journalister i tyverne ud. Vi ligner nogen, der prøver lidt for meget.

Kan du huske hende i din folkeskoleklasse, der først fik bryster? Eller ham, der først fik dun på overlæben? Det er dem, jeg identificerer mig med lige nu. Jeg føler mig næsten rigtig, men så alligevel forkert. Som om jeg ikke rigtigt blender ind (den følelse er der ingen grund til at have, finder jeg ud af ikke længe efter, men mere om det senere)

Der er noget specielt ved at være i starten af tyverne og samtidig være for gammel til ungdommen. Men det er jeg. For Ungdommens Folkemøde er ikke for folk i tyverne-og-noget. Det er for de ældste folkeskoleelever og for gymnasieeleverne. Det er dem, der skal sørge for at vise verden, at de ikke er faldet i søvn.

Grå himmel og et underlag stort set lige så smattet som til Roskilde Festival. Foto: Amalie Schroll Munk

”Jeg er her mest, fordi gymnasiet siger, jeg skal”

På scenen er statsminister Lars Løkke nu kommet til syne. Han får et sporadisk bifald fra de unge, der, efter lidt akustisk sang fra Pernille Rosendahl og et par taler, ellers er ved at vågne op. Løkke holder en tale, der blandt andet formaner ungdommen om, at ”de står til at arve Danmark og har et ansvar”, og at ”de er den første generation, der kan redde verden fra fattigdom og den sidste generation, der kan redde den fra klimaforandringer”. Det sidste kan da vist kategoriseres som en voksen ansvarsfralæggelse af rang.

Da åbningstalerne er overstået, strømmer de unge ud til de mange telte, hvor 100 forskellige organisationer er klar til at forundre, oplyse og inspirere dem. Amnesty International, Dansk Industri, Sex og Samfund, politiet, folkekirken, Mino og Folketinget. Der er nok at give sig i kast med.

Måske er det tidspunktet på dagen, måske er det regnvejret, måske er det slet og ret mangel på interesse, men stemningen her først på dagen er lidt teenagesløv. Jeg spørger en pige, hvad hun synes om arrangementet.

”Det er da fint nok. Det er en slags øjenåbner, fordi jeg har opdaget nogle organisationer, jeg ikke vidste fandtes. Men jeg er her mest, fordi gymnasiet siger, jeg skal,” siger hun. Hun hedder Sara og er 17 år.

Jeg går videre hen til ’lille scene’, hvor tre ungdomspolitisk aktive kvinder er på scenen for at diskutere kvalitet i uddannelsessystemet. Ved siden af mig står en gruppe venner, og jeg spørger dem om det samme, som jeg spurgte Sara om.

”Jeg synes som udgangspunkt, det her er et virkelig fedt arrangement, men mit indtryk er, at folk er her af pligt, og det er ærgerligt, synes jeg. Jeg har også været til Folkemødet på Bornholm, og jeg kan egentlig rigtig godt lide ideen med at lave et ungdommeligt alternativ,” siger 18-årige Ida.

”Ja, det er fedt. Jeg føler egentlig også, at det her folkemøde er vores, men mange af de unge, der er her, har en slags distance til arrangementet, og det smitter af på stemningen. Vi tager det nok ikke helt til os, selvom det er lavet til os,” siger Idas 17-årige veninde Nadja.

Man kan ikke tvinge en ko til at drikke af truget

Jeg har fra begyndelsen besluttet mig for, at jeg ikke vil tale med nogen voksne på stedet. Jeg vil kun tale med de unge. Det vil de unge også, viser det sig, for pludselig kommer en gruppe piger over til mig og spørger høfligt, om de må interviewe mig. Jeg ville have spurgt dem om det samme. Jeg fortæller dem, at jeg er på arbejde og måske ikke er den rigtige at spørge.

”Det er lige meget, vi har bare fået at vide, at vi skal snakke med nogle unge,” siger den ene af pigerne, og jeg kan ikke lade være med at smile. Så er jeg måske slet ikke den første dreng i klassen, der har fået dun på overlæben.

Venindepar på Instagram-photoshoot. Foto: Amalie Schroll Munk

På vej videre tænker jeg over, hvor gammel man mon skal være, før man tager det som et kompliment, at nogen synes, du ligner en gymnasieelev. Og hvor ung skal man være, før det er en fornærmelse?

Midt i min filosofiske tankestrøm fanger jeg Jens Philip Yazdani, den tidligere elevrådsformand fra Langkjær Gymnasium, der fik en danskhedsrøffel af Martin Henriksen (DF) på åben skærm for et års tid siden. Nu er han formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, og han står i deres telt for at fortælle andre unge om organisationen. Jeg spørger ham, hvad han synes om Ungdommens Folkemøde.

”Jeg synes, det er et virkelig vigtigt arrangement, fordi det er målrettet direkte til os unge, og det kan derfor være med til at engagere nogle af de unge, som måske ikke er specielt engagerede til dagligt. På den måde kan Folkemødet være en slags kickstart for de unges engagement,” siger han.

Jeg fortæller ham, at de unge, jeg har snakket med i løbet af formiddagen, egentlig mest er her, fordi de skal. Han griner, men siger så i et alvorligt tonefald:

”Jeg tror faktisk, det er derfor, det her arrangement er så vigtigt. Så man kan vise de unge, at det kan være fedt og spændende og sjovt at tage del i demokratiet og fremtiden. Man kan jo håbe, at du får nogle anderledes svar, hvis du spørger dem igen sidst på dagen.”

Efter lidt betænkningstid siger han så med et smil:

”Men på den anden sige – man kan tvinge en ko hen til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke, er det ikke sådan, man siger?”

Folkemødet på Bornholm går imod sit eget koncept

Uden yderligere sammenligning mellem menneske og firbenet drøvtygger giver jeg ham ret. Måske det er det, der er hæmskoen for Ungdommens Folkemøde. At det er tvunget. Af de voksne. Hvordan er det nu med demokrati, der tvinges ned over hovedet på folk?

Ligesom på det ”voksne” folkemøde på Bornholm, er netop demokrati og debat i højsædet på Ungdommens Folkemøde. I Føljetons reportage fra det bornholmske i sommer skrev vi, at Allinge næsten føltes som det vigtigste sted i Danmark.

Det er den unge formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning ikke helt enig med os i.

”I forhold til Folkemødet på Bornholm er Ungdommens Folkemøde klart federe. Bornholm er jo også det mest ekskluderende sted at holde et folkemøde, fordi det er den del af det danske kongerige udover Grønland og Færøerne, der er sværest tilgængelig. Så går man jo imod sit eget koncept.

Hvis du skal holde et folkemøde, så skal du også helst gøre det et sted, folket har nem adgang til, så alle kan komme med. Også hvis du er en interesseret, eller uinteresseret, gymnasieelev,” siger Jens Philip Yazdani.

Da jeg går videre tænker jeg over, hvordan det kan være, at samfundet har en tendens til altid at tænke på ungdommen som en sammenhængende masse. Som om mennesker, der er ældre end det, man normalt kalder ungdommen, fornægter, at ungdommen også er pluralistisk.

Når jeg kigger mig omkring her i Søndermarken, er der unge mennesker i alle afskygninger. Folk fra Christianshavn og Aabenraa, Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Med forældre fra Mellemøsten og Nordjylland og interesser i øst og vest. Det er nok i virkeligheden det, der er det smukke ved arrangementet.

Drømme om McDonalds

Jeg går hen til tre gutter, der har afskåret sig lidt fra begivenhederne og sidder i ly for regnen under et træ. De hedder Marvin, Mathias og Nikolaj, og de er alle 15 år og går i niende klasse.

Marvin, Mathias og Nikolaj. Foto: Amalie Schroll Munk

Jeg tænker på mig selv som 15-årig og spørger dem så, om de ville være her, hvis det ikke var, fordi de havde fået at vide, de skulle.

”Helt ærligt? Så nej. Måske hvis vi havde været lidt ældre,” siger Mathias.

”Ja, men det er faktisk meget sjovt at være her. Vi har fået nogle spørgsmål fra skolen, som vi skal have nogen til at svare på. Så det er meget fedt at gå rundt og snakke med de andre folk her,” siger hans ven Marvin.

”Ja, klart. Og det er da en ret fed idé, det her. Politik er interessant, og vi vil gerne vide mere, men det er sådan lidt… Der er også mange ting her, som er lidt kedelige,” siger Mathias.

Efter at have snakket med arrangementets deltagere kan jeg berolige dagens første taler med, at ungdommen ikke er faldet i søvn. Men de er vågne, fordi de er tvunget til at være det.

En af visionerne for Ungdommens Folkemøde er, at arrangementet skal opfordre alle unge til at kæmpe for retten til at ’drømme egne og ikke konkurrencestatens drømme’. Men kan man drømme og holde sig vågen samtidig? En gruppe drenge går forbi og svarer på mit spørgsmål på fineste vis. For ja, det kan man godt. Det er bare individuelt, hvad man drømmer om:

”JAAA, kom så drenge, vi skal på Mac D!”

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12