Nyhedsanalysen
Kødder du? Fem lærestreger fra det norske valg
Med den mindst mulige margen har Norges konservative statsminister Erna Solberg genvundet magten. Det handler nemlig ikke altid om at vinde, blot om ikke at tabe for meget. Oppositionen fik flere stemmer, men for få mandater i det nye Storting. Her er de fem vigtigste lærestreger.
Norway's Prime Minister and leader of the Conservative Party, Erna Solberg, kicks a football ball at an election campaign event in Oslo, on September 9, 2017. / AFP PHOTO / NTB scanpix / Cornelius POPPE / Norway OUT
Valgnatten blev en nærdødsoplevelse for de blå-blå kvinder, men til allersidst og kun på grund af valgteknik blev status quo bevaret i Norge ved gårsdagens Stortingsvalg. Med tilbageholdt åndedræt skiftede magtbalancen ellers løbende aftenen igennem. Men den høje spærregrænse på 4 procent reddede på målstregen den borgerlige regering i Norge – på det yderste mandat.
Alle borgerlige partier gik tilbage og fik tilsammen godt 10.000 færre stemmer end oppositionen. Hvis vores gamle danske landsdel havde haft samme valgregler som i Danmark, ville magten være skiftet i nat: Anført af den kemisk ukarismatiske formand for Arbeiderpartiet Jonas Gahr Støre gik den rød-grønne blok betydeligt frem.
Men da både Miljøpartiet De Grønne (3,2%) og det nye venstrefløjsparti Rødt (2,4%) ikke klarede sig over spærregrænsen, som giver adgang til de afgørende tillægsmandater – og således var årsag til et massivt spild på 5,6% procent af alle afgivne stemmer – kunne Høyres statsminister Erna Solberg triumfere på sin underspillede facon.
56-årige Erna Solberg er alt andet end en spektakulær skikkelse. Til gengæld har hun en almoderlig udstråling, der virker beroligende og troværdig på ‘folk flest’, som man siger i Norge. Bag billedet af tryg og norsk stilstand er der imidlertid en række tankevækkende tendenser, som også kan ramme de danske kyster. Her er de fem vigtigste lærestreger fra gårsdagens Stortingsvalg, som hurtigt kan blive påtrængende i nabolandene, ikke mindst i Danmark:
Udkanten er sprængfarlig
Valget havde én klar vinder – som så til gengæld ikke kunne bruge fremgangen til noget særligt rent parlamentarisk: Senterpartiet blev næsten fordoblet, og gik fra en opbakning på 5,5% til nu 10,3%, og et tilsvarende hop i mandattallet fra 10 medlemmer i Stortinget til fremover 18. Det gamle bondeparti, som er en del af den rød-grønne blok – og ikke rigtigt kan sammenlignes med nogen partier i Danmark – har formået at mobilisere titusindvis af nye vælgere i de tyndest befolkede dele af Norge og har gjort såkaldt ‘distriktspolitikk’ til en vindersag. Det vidtstrakte land bruger allerede over 30 mia. kr. på direkte støtte til borgerne i de mindste samfund.
I Norge taler ingen om udkanten, eller om den ‘rådne banan’, men derimod om det mere positivt ladede ‘distrikter’, og Senterpartiet har netop bevist, at paroler om større udligning, bevarelse af f.eks. kaserner og landbrugsstøtte til småbønder rummer en kæmpe og potentielt skelsættende lomme af vælgere. Det midtersøgende Senterpartiet har således trukket de fleste stemmer henover midten og indtager med sin styrkede position en joker-rolle, der rækker hinsides højre og venstre.
De geografiske afstande er ganske vist monumentalt meget større i Norge, men Senterpartiets succes er et tegn på – og dagens første lærestreg – at periferien er blevet det nye sort i nordisk politik. Eksempelvis kan også Alternativet have nye frodige marker at høste uden for storbyerne.
Mænd kan også være Hillary
Han havde alt på papiret: Erfaring, netværk og penge. Præcis ligesom Hillary Clinton, der var favorit til at vinde præsidentvalget i 2016. Men ingen af dem formåede at veksle fordelene til kampagner, der for alvor fængede an blandt bredere befolkningsgrupper. Arbeiderpartiets formand Jonas Gahr Støre blev – som dagens anden lærestreg – ramt af en Hillary-effekt og tabte dermed muligheden for at tage statsministeriet tilbage fra højrefløjen.
I årevis har han ellers været kørt i stilling til at tage skridtet fra at være socialdemokraternes nummer to – altid i skyggen af tidligere statsminister Jens Stoltenberg, som nu er Nato’s generalsekretær. Men Jonas Gahr Støre har tydeligvis ikke den fornødne karisma og gennemslagskraft, og måtte derfor indkassere en tilbagegang på 3,4 procentpoint og et mandat-tab på 5 medlemmer af Stortinget.
Skønt Arbeiderpartiet bevarede positionen som Norges største parti og ligger højere end f.eks. Socialdemokratiet i Danmark, blev valget tabt af Jonas Gahr Støre. Han formåede ikke at sprede kravet om forandring til en bred, folkelig sag og havde svært ved at forklare, hvorfor han og Arbeiderpartiet ligefrem ville hæve skatterne i en tid, hvor norsk økonomi er i fremgang. Næsten som en slowmotion-gentagelse af Mogens Lykketofts nederlag som S-formand i 2005. Floppet sætter uundgåeligt gang i et formandsopgør, som Arbeiderpartiet ellers ikke har kendt til i snart en generation. Men nu er der lagt op til et ‘gjørmebad‘.
Økonomien afgør valg
Erna Solberg er ikke alene. Hun er snarere en del af en nordeuropæisk tendens. I både Tyskland og Storbritannien regerer konservative kvinder også. Og på samme måde som Tysklands kansler Angela Merkel står til et komfortabelt genvalg ved Bundestag-valget om præcis 12 dage har Høyres formand Erna Solberg fået og taget æren for en stabil økonomisk fremgang, hvor ledigheden falder og købekraften øges blandt middelklassen. Som valgforskningen tydeligt viser, så genvælges regeringer i højkonjunkturer og bliver vraget i lavkonjunkturer. If it ain’t broken, don’t fix it. Eller måske skulle dagens tredje lærestreg formuleres på tysk: Wir schaffen das.
Erna Solberg, der heller ikke selv lægger skjul på sin inspiration fra Mutti Merkel, og som har en udstråling, der virker tilstræbt kopieret fra Tyskland, har effektivt formået at vende stemningen på få måneder. I foråret stod den borgerlige regering til at blive fældet af vælgerne, men er særligt her i sensommeren kravlet frem i meningsmålingerne i takt med offentliggørelsen af positive økonomiske nøgletal. Udviklingen vil blive studeret med fornøjelse på Marienborg, den danske statsministers residens.
Erna Solbergs knebne sejr vil utvivlsomt give fornyet optimisme i Venstre-toppen i Danmark. Hvis de økonomiske nøgletal også fortsat udvikler sig positivt her i Danmark, kan et nyvalg til Folketinget pludselig blive udskrevet. Solberg har bevist, at et efterslæb i meningsmålingerne hurtigt kan overrumples i en opgangstid. It’s the Economy, Stupid!
Stemmespild fra de små
Få tusinde stemmer skulle være svinget uhyre kort i det politiske spektrum – fra de midtersøgende borgerlige partier, Kristeligt Folkeparti og Venstre, og over til Senterpartiet – og regeringsmagten ville være skiftet. Men dramaet blev yderligere forstærket af et historisk stemmespild på venstrefløjen. Miljøpartiet De Grønne var således kun godt 10.000 stemmer fra at have kunnet tippe magtbalancen. I så fald ville det kompromisløst klimabevidste parti nemlig have fået over 4 procent af stemmerne og dermed en andel af de altafgørende tillægsmandater.
Men MDG, Miljøpartiet De Grønne, klarede lige præcis ikke skærene, ligesom det nye venstrefløjsparti Rødt også faldt tungt ved siden af. Til sammen fik de to små progressive partier 5,6% af stemmerne og ville omsat til mandater have kunnet fravriste de borgerlige partier magten. Men i stedet blev – som dagens fjerde lærestreg – alle de mange, lange og store ord kun til slag i luften.
Stemmespildet på venstrefløjen og den omvendte bonus for de små borgerlige midterpartier udstiller skrøbeligheden ved at have mange mindre partier. I Danmark vil selv ganske små vælgerbevægelser kunne udradere et venstrefløjsparti som SF – og måske ligefrem Alternativet? – på samme måde som stemmespild fra Nye Borgerlige kan koste højrefløjen næste gang.
Knopskydningen af nye partier kan på mange måder fungere som en revitalisering af demokratiet. Men i sidste ende kan fragmenteringen også ende med at gavne de gamle partier. Sådan endte det i Norge.
Frækhed lønner sig
Den femte og varige lærestreg fra Stortingsvalget i 2017 er, at det lykkedes for Fremskrittspartiet at overleve regeringsdeltagelsen. Stik modsat forventningerne blev det tidligere så anarkistiske parti ikke knust under ansvarets åg og kan trods en svag tilbagegang på 1,1 procentpoint noterer sig den største valgsejr for et parti til højre for centrum-højre i Nordeuropa, nogensinde.
Det er ganske enkelt epokegørende, at Siv Jensen har overlevet fire år som både finansminister og partiformand for et kværulantisk protestparti, der blev grundlagt på en anti-elitær og anti-bureaukratisk dagsorden.
Fremskrittspartiets formidable evne til at sidde med i en regering og at være provokerende opposition på én og samme tid vil i de kommende uger og måneder blive studeret nøje af andre partier i Europa, ikke mindst af Dansk Folkeparti, som nu har fået et håndgribeligt forbillede for regeringsdrømmene.
Fremskrittspartiets valgresultatet er et tegn på, at alle partier fremover vil kunne sidde med i regering i Norden. Det såkaldt regeringsduelige er en bevægelig størrelse. Fremskrittspartiet har skubbet Norden ind i en ny epoke, hvor ministerposter kan være i spil til alt og alle. Kampzonen er blevet udvidet.