Helt nye byer og kunstfærdige bydele skyder lige nu hurtigere op i de rigeste dele af Danmark, end de mindste landsbyer forvitrer, går i endelig opløsning og lukker ned i de fattigste egne. Men tendensen er klar: Glasbygningerne rejses i og omkring universitetsbyerne, mens de gamle husmandssteder forsumper som larmende tavse zombie-steder. Selv om Danmark geografisk set er et lille land, bliver de mentale afstande større og større.
Nord for København er Danmarks største byudviklingsprojekt gået i gang i form af en ny såkaldt bæredygtig by – Vinge ved Frederikssund – med et samlet areal på 370 hektar, eller hvad der svarer til 20 procent mere end Ørestaden i København. Og netop Ørestaden er slagmark for et endnu mere intenst drama om den sidste etape af det planlagte boligbyggeri ved Sundby metro-station på den gamle strandeng.
Lidt længere mod nord har arkitekterne fra Urban Power foreslået etableringen af en helt ny kunstig ø på 550.000 kvadratmeter på tværs af havneløbet. Og milliardinvesteringerne står pensionskasserne allerede parat med.
Ude i de mere stille zoner viser en ny undersøgelse fra Boligøkonomisk Videncenter, at antallet af forladte huse slet ikke er så stort som hidtil antaget: ”To ud af tre af de ubeboede parcel- og stuehuse er med forholdsvis stor sikkerhed ikke varigt forladte,” lyder den opsigtsvækkende konklusion: ”At boligen ikke fungerer som folkeregisteradresse, er dog ikke ens betydende med, at den er permanent forladt.”
Ved at kortlægge bl.a. elforbruget er det blevet konstateret, at der rent faktisk lever mennesker i en lang række af de huse, som ellers fra vejen ser ud til at være ruiner. Inde bag krattet er der rent faktisk mennesker, som forsøger at hutle sig igennem – helst uden for myndighedernes søgelys.
Soundtrack til valget
Skævvridningen af Danmark er et dystert soundtrack til den kommunalvalgkamp, der så småt er under opsejling. Ikke som bragende slagsange, snarere som muzak i et stormagasin; som en slags baggrundsmusik, der skurrer i ørerne og irriterer mere, end den orienterer. Frem mod valget tirsdag 21. november vil stort og småt blive hvirvlet mere eller mindre tilfældigt rundt i luften. Men by- og boligudviklingen er og bliver ét af de væsentligste temaer, som lokalpolitikerne også reelt har mulighed for at påvirke.
Balancen mellem land og by, mellem vild natur og nye byggematerialer, mellem privat og fælles skærer tværs gennem det politiske landskab. I København står fronten således ikke kun mellem bulldozende byfornyere og kratluskende naturelskere. Venstres Søren Pind er kommet med et opsigtsvækkende udfald mod hele idéen om at bygge alment:
”Overborgmesterens svar er mere af det, der blev sagt i 2005. Flere billige boliger. Flere ghettoer. Mere mangfoldighed. Jeg tror, man skal tage en pause fra de byggerier, der nærer denne udvikling. Før vi skal have mere af det, skal vi have styr på, hvorfor parallelsamfundene dannes. Og vi skal standse fødekæden til banderne. Alt andet er uansvarligt. Men jeg ved også, at et sådant budskab vil ryste ‘bevægelsens’ uantastelige ret til at bede Københavnerne om at bære endnu flere sociale byrder. Det er tid til at sige nej til mere eksperimenteren,” skriver Søren Pind.
Punk og politik
Den tidligere bygge- og teknikborgmester i København er god for flere provokationer. Hvis den ‘grønne blok’ – samarbejdet mellem Enhedslisten, Alternativet, SF og Radikale i hovedstaden – vinder yderligere styrke, mener den liberale tese-mager, at de borgerlige skal gå sammen med socialdemokraterne: ”Det spring, som vi tog, det vil man standse de næste 10-15 år, hvis vi får det påståede grønne flertal. Og hvis det er trusselsbilledet, så skal man tænke alvorligt blandt de borgerlige over, om man så ikke meget åbent skal sige til vælgerne, at hvis det kommer dertil, så konstituerer vi os sammen med Socialdemokratiet.”
I eftermiddag inviterer Arbejdermuseet og Golden Days Festival til en samtale mellem uddannelses- og forskningsminister Søren Pind og Føljetons Lars Trier Mogensen om Egon Weidekamp, bysanering og politiske forbilleder. Præsentationen lyder:
”En by i konflikt. En socialdemokratisk overborgmester med en hårdhændet boligsaneringspolitik. Og en radikal ny ungdomskultur, der udfordrer det eksisterende. Vi er tilbage i 1980’ernes København, hvor overborgmester Egon Weidekamp ligger i hårde konfrontationer med BZ-bevægelsen og betragtes som reaktionær af den politiske venstrefløj. Han er arbejderbarnet, der ender som overborgmester. Respekteret for sin intelligens, flid og beslutsomhed, men upopulær på grund af sin kølige, reaktionære og tilknappede fremtoning.”
Der er stadig nogle billetter tilbage. Kom forbi, hvis du er i nærheden…