Hvor er Aung San Suu Kyi henne?

Vist er det politik, men der er ikke så meget at rafle om. Efter et hastemøde i New York onsdag aften krævede FN’s Sikkerhedsråd samstemmende ”øjeblikkelig handling” for at stoppe urolighederne i den sydøstasiatiske republik Myanmar. Det er rohingyaerne, vi taler om – Myanmars sunni-muslimske mindretal, som bor i landets Rakhine-provinsen, der grænser op til Bangladesh.

Rohingyaerne blev anerkendt som en etnisk gruppe, da Myanmar hed Burma og var en demokratisk stat i årene 1948-62. Men den blåstempling gik fløjten sammen med demokratiet efter militærkuppet i 1962. Efter indførelsen af en ny statsborgerskabslovgivning i 1982 har rohingyaerne måttet henslæbe en tilværelse i et statsløst limbo. Selv om Myanmar de senere år har bevæget sig mod en demokratisk styreform, har der længe været gnidninger mellem regeringen og rohingyaerne. 25. august angreb den radikale rohingya-oprørsgruppe Arakan Rohingya Salvation Army (ARSA) en række politistationer og militærposter i Rakhine, hvorved 12 betjente og soldater ifølge regeringens oplysninger blev dræbt. Det fik militæret til at gå til modangreb med en uforholdsmæssigt voldsom kraft, hvor hele landsbyer er blevet brændt ned og adskillige tusinder af folk drevet på flugt. ”Et skoleeksempel i etnisk udrensning,” kaldte FN’s menneskerettighedschef, Zeid Ra’ad al-Hussein forleden.

Hvor er Aung San Suu Kyi?

Og det bringer os frem til tusindkronersspørgsmålet: Hvor er Aung San Suu Kyi henne i alt det her? Engang var hun menneskerettighedsaktivist og folkets stemme. Det sad hun 15 år i husarrest for, og midt i det hele fik hun også Nobels Fredspris. Regimet løslod hende i 2010, og i 2015 meddelte hun, at hun ville stille op til præsidentvalget, men det blev umuliggjort af et absurd tillæg i landets forfatning om, at man ikke kan være præsidentkandidat, hvis man har været gift med en udenlandsk statsborger.

Så nu er hun udenrigsminister, undervisningsminister, energiminister og præsidentens ”statsrådgiver” (en nyoprettet stilling) og dermed de facto Myanmars statsminister. Aung San Suu Kyi, der i dag er 72 år, skulle have deltaget ved Sikkerhedsrådets møde onsdag aften, men meldte afbud. Og selv om der har været demonstrationer i så forskellige lande som Marokko og Iran for rohingyaerne, og selv om folk som Sydafrikas tidligere biskop, nobelprismodtageren Desmund Tutu, har skrevet et åbent brev til Aung San Suu Kyi om at blande sig og stoppe balladen, har hun ikke sagt eller foretaget sig noget. Men hvorfor ikke?

I P1 Morgen gættede folkeretsekspert og forhenværende dommer ved FN’s Krigsforbryderdomstol Frederik Harhoff på, at der var tale om en ”stille protest” fra Aung San Suu Kyis side. At hun ikke ville stå og forsvare sin regerings politik, fordi hun muligvis ikke kan stå inde for den.

Men der er nu også den mulighed, at hun faktisk står inde for militærets hårdhændede behandling af rohingyaerne. Hendes egen taktik som aktivist har været ikke-voldens taktik, men ikke af moralske årsager. I 2011 sagde hun det ligeud: ”Jeg holder mig ikke til ikke-vold af moralske årsager, men af politiske og praktiske årsager.”

Hvis moral ikke spiller nogen rolle for Aung San Suu Kyi, og det politisk og praktisk giver mening at rydde rohingya-problematikken af vejen med vold, så er det måske sådan, det er. Men det er ikke kønt. I så fald er det et episk fall from grace, vi er vidne til. Uden yderligere sammenligning vækker det mindelser om Nelson Mandelas eks-kone Winnie Mandela, som i sin tid, mens hendes mand stadig sad fængslet, næsten havde samme heltestatus som ham. De var så store sammen, at Dr. Huxtables (Bill Cosbys) datter i ‘Cosby & Co’ opkaldte sine nyfødte tvillinger efter dem: Winnie og Nelson. Heldigvis var det bare en tv-serie. Winnie Mandela viste sig at være helt anderledes forbryderisk. Vi krydser fingre og håber, at Aung San Suu Kyi har lidt mere i sig og ikke er ved at lave en ‘Winnie Mandela’.