Det er en forfærdelig ting / at være et kunstværk

Theresa Salomonsens debutdigtsamling Kast himlen i havet er på alle måder usædvanlig. Den behandler med åbne øjne en psykologisk masochisme og forvandler gennem sin præcise poesi ydmygelse til stolthed og underkastelse til befrielse. Bogens digte er situationsanalyser, selvindsigt på et højt løftet plan og klassisk rene ’åbninger til livet’, alt sammen udfoldet med imponerende kunstnerisk perfektion. Hendes bog er som et samuraisværd, der lyner i luften, sådan har digteren magt over digtenes skæbnespil, men den er også som et vejrlig, der uforglemmeligt synker ind i én.

Kast himlen i havet lyder titlen, og den er et digt i sig selv. Opfordringen slynget ud fra forsiden (i et firdobbelt spejlkors: horisontalt, vertikalt). Hvad vil det sige? Gør du det, siger den, gør du det, læser! Man tvinges til at forstå, at man selv må nedrive ’himlen’ – med alle dens undertrykkende faderforestillinger – og kaste den i ’havet’ – livets bølgende, ja, liv! Det er en titel, der bliver yderligere forklaret i det foranstillede dedikationsdigt ”Til Gud”:

Jeg satte en mand i dit sted

hans krop er mit alter

jeg sidder nøgen foran ham med spredte ben

han stirrer op i mig

hans øjnes knappenåle

i min sommerfuglekrop

Jeg lukker øjnene

ingen af jer har magt over mig længere

Det er stærkt, at digteren her slår fast, at frigørelsen vil komme – senere i bogen – eller for så vidt allerede i digtets sidste linje. Det er som et afgivet løfte, en forsikring, man som læser bærer med sig. For nu følger bogens første (og største) afsnit, ”Underkastelser”. Med en nådesløs sikkerhed fremstilles i digt efter digt en selvfornedrende ’ideologi’, der er seksuelt funderet. Men seksualiteten breder sig ud i alle hjørner af tilværelsen. Kulisserne skifter, men grundfølelsen er den samme: et ønske om at blive bagbundet i videste forstand.

Dette begær eksemplificeres udførligt, og undervejs glider jegets elsker, far og Gud sammen som den dominerende figur i digtenes forestillingsverden. Stemningen er hård, utilgivelig og mørk, men også lystfyldt. Et digt er uden personer, her er det ’bare’ et naturbillede, men brutaliteten er ikke mindre end i de seksuelle magtdemonstrationer:

Træernes sorte grene står skarpt mod himlen

der er hvid og ensartet

vinden brager som et lokomotiv gennem skoven

og blade og grene må vige

for de usynlige togskinners rute

gennem trækronerne

Tilbage i de personlige relationer hedder det: ”vi kender begge spillets regler”, der er ingen tilfældighed, ingen improvisation. Og slet ikke et ligeværdigt forhold. Som det siges i det næste digt: ”Det er nok en slags ensomhed at være forelsket”. Det hele – den helhed, forholdet udgør – er reduceret til et kammer for sex og bøjet nakke. ”Du kan ikke bruge mit intellekt til noget / man kan ikke kneppe et intellekt”. Det er grusomt. For hvad med den anden helhed – den helhed, et menneske udgør? Det er feministisk poesi, der skriger så højt, at den må kunne høres selv af døve. Og på samme tid er det en lavmælt indsigt. En skønhed fundet i det sprog, der taler illusionsløst ”enkelt / rent”.

Hele dette første afsnit, der fylder halvdelen af bogen, er en opvisning i påført underkastelse, i al sin flertydige gru. I det sidste digt i afsnittet høres planeternes symfoni, ”perfekt disharmonisk som Stravinskij”. Denne benævnelse af en kunstner – og ikke en hvilken som helst – lægger op til andet afsnit, ”Dedikationer”. Det består af fire digte, der tilsammen er et mesterstykke i identifikation og tydning. De fire digte er tilegnet henholdsvis kubisterne, Vítězslav Nezval, Edith Södergran og Gustaf Munch-Petersen, og tilegnelsen finder sted gennem en identifikation med kubisternes (Picasso m.fl.) model, og videre til en fordybelse i selve den surrealistiske erfaring og frem til de to pragtdigte til Edith Södergran og Gustaf Munch-Petersen. Begge digte indeholder ordet ’stålsat’.

Man fornemmer, at Edith Södergran er den første egentlige indlevelsesmulighed, her hentes modet:

Jeg er stålsat mod

Hvem kan styrte mig omkuld

en lysende eufori i verden

Jeg er solbeskinnet fosforescerende tagbeklædning

Jeg er havet med dets stille styrke på en vindstille dag

Fra nu af vil jeg se!

Det fører lige over i digtet til Gustaf Munch-Petersen – som netop havde Edith Södergran som inspiration og forbillede, jf. digtet ”det suser i skoven (til Edith Södergran)”. Her skriver Theresa Salomonsen sin version af Gustaf Munch-Petersens digt ”til mine forældre” fra det nøgne menneske (1932). Her er traditionen taget op – traditionen for frigørelse!

Bogens tredje afsnit, ”Obduktioner”, følger nu, og man er som læser forberedt på en anden vejrtrækning. Det er, som om indsigten er flyttet endnu et trin op; digtene rummer skulpturelt – i form af kredsende mobiler i sproget – så mange synsvinkler på det mulige forhold, at det er svært at referere. Digtene må læses, hvilket er den bedste anbefaling: Deres udsagn kan ikke oversættes, de vil ikke nøjes med en genfortælling, men kræver at blive betragtet i al deres kompleksitet.

Det første digt i afsnittet begynder: ”forstår du / at jeg ikke er en blomst”, og det sidste digt slutter med de samme linjer. Det er nemlig, som det hedder, ”en forfærdelig ting / at være et kunstværk”. Digterjeget har frigjort sig fra såvel natursymbolik som anden kunstfærdighed. Nu taler digtet med stolthed (og fortsat autoritet): ”jeg er ikke en fugl / en fugl er ikke en blomst / du må forstå / at jeg ikke kan tæmmes / faldne engle kan ikke tæmmes og / du er ikke gud”.

Befrielsen har fundet sted dybt inde i digtet. Det er storslået. Sejren er vundet ikke ved at springe over, ubekymret, men ved at gennemleve. Man forstår ud fra bogens komposition, at kunsten – poesien – er broen, over hvilken digterjeget har gået og fundet sin plads som selv digter. Således følger man som læser såvel en befrielse som en tilblivelse. Det er hårdt. Grusomt. Som poesi frygtløst. Uden tøven. /Asger Schnack

Theresa Salomonsen: Kast himlen i havet. Forlaget Korridor (2017)