Var kolonitiden et tilbud til Afrika?

Det var på mange måder modsætningernes søndag på Gl. Holtegaard.

Når man drejer af fra Helsingørmotorvejens betonæstetiske vejbaner, er det svært at forestille sig, at man efter blot 2 minutter i bil støder ind i kunsthallen, der er placeret i et gammelt palæ med dertilhørende barokhave.

Men det er ikke bare stedets placering, der står i skærende kontrast til den smukke hvide bygning. Som du måske har opdaget, hvis du har fulgt vores Føljeton ‘Bittersødt’ i sidste uge, udstiller Gl. Holtegaard lige nu sin egen og alle andres dårlige samvittighed. Med udstillingen ‘Kolonihistorier – magt og afmagt’ prøver Gl. Holtegaard at forstå og forklare den danske slavetid, som faktisk ikke ligger så forfærdeligt langt borte – hverken i tid eller bevidsthed. Man skal derfor kun lige træde ind i det storslåede palæ, inden grusomhederne ligger og lurer i form af kunstværker, der udstiller den problematiske kolonitid.

Nu er spørgsmålet så, om der rent faktisk er noget at udstille. Jo, selvfølgelig hænger der malerier og andre kunstværker, men er de et symbol på vores dårlige samvittighed? Måske har vi slet ikke dårlig samvittighed? Eller måske har vi ikke grund til at have det? Det var søndagens næste kontrast og udgangspunktet for de spørgsmål, der skulle besvares, da Gl. Holtegaard for anden dag bød indenfor til deres debatweekend om kolonitiden.

”Kolonierne var et tilbud til afrikanerne”

En af de debatter, der, i hvert fald på nærværende medie, var blevet set meget frem til, lignede ellers en fuser fra start. Slaget mellem Mads Brügger, Henrik Marstal, Thorkild Kjærgaard, Yannick Harrison og Ulla Holm blev en noget udvandet udgave, da Brügger havde fået kigget forkert i sin kalender, Harrison lå derhjemme med sygdom og Ulla Holm kom med halvvejs igennem over en ghanesisk skypeforbindelse.

Men debatten skulle vise sig kun at være udvandet på papiret. For tilbage på debatscenen stod Marstal og Kjærgaard, og de var begge iltre og oplagte. Kjærgaard lagde ud:

”Nu er al historie jo ikke konstruktion. Og det siger jeg, selvom jeg hverken er sort eller bøsse. Post-koloniale akademikere gør det hele meget værre ved at bidrage til, at vi skal føle os som ofre.”

Det var, som om der lød en snappen efter vejret, hver gang Kjærgaard snakkede, i det store telt, som Gl. Holtegaard havde sat op til formålet. At dømme ud fra klapsalver og tilråb fra de cirka 60 tilstedeværende, havde Kjærgaard både venner og fjender i teltet, men ens for dem alle var, at de spidsede ører, når han talte. Enten i enighed eller raseri. Kjærgaard pegede sin krumme finger mod palæet uden for teltet og fortsatte:

”Det er et bedårende standpunkt, at I siger, at Gl. Holtegaard er rejst på slavepenge. Hovedparten af de penge, der blev brugt til at rejse palæer, kommer fra dansk landbrug. Sukkerpenge har betydet mindre for København end skatter fra Norge. Nok var slavetiden et sort kapitel, men så var alt før dampmaskinen jo et sort kapitel. Alle gamle samfund er baseret på tvungen arbejdskraft. Den danske kolonitid er blevet totalt oversolgt.”

Ved hans side stod Henrik Marstal roligt uden at fortrække mange miner. Man skal ellers ikke kende meget til Marstal for at vide, at der nok ikke var mange af de ord, der kom ud af Kjærgaards mund, som han var enig i. Med en rolig stemme tog han til genmæle:

”Jeg synes, at Kjærgaard relativerer. Han siger, at der skete andre forfærdelige ting, men det gør jo ikke kolonitiden mindre forfærdelig i sig selv. Jeg synes, at vi skulle tage og lytte til dem, det faktisk gik udover.”

Og så var der hele undskyldnings-spørgsmålet. Her var de to kamphaner ikke overraskende heller ikke enige:

”Arbejdet på sukkergodser var ikke værre end på de danske krigsskibe. Det var en forfærdelig behandling, men det var ikke kun sorte, der fik den forfærdelige behandling. Hvis vi skal undskylde, skal vi også undskylde for stavnsbåndet. Kolonitiden var et tilbud til Afrika. Havde vi gjort arbejdet færdigt, havde Afrika set meget bedre ud i dag,” lød det fra Kjærgaard, der afsluttede sin sætning til lyden af en række vrede tilhørere, der nu ikke kunne holde sig i ro mere.

”Vi skal undskylde,” sagde Marstal og tog ordet på vegne af utilfredse i salen, ”det vil være en rationelt orienteret måde at få det ligeværdige forhold tilbage på”.

På teltdugen begyndte tætte regndråber at tromme løs. Den sol, der havde skinnet fra en skyfri himmel, da alle ankom, var blevet erstattet af torden og lyn. Fløjlshandskerne var taget af i teltet, og den sidste kontrast viste sig på himlen over Holte.

En kamp på ord

Der var blevet sagt mange ord i løbet af den første debat. Ord, som havde gjort nogle sure, mens de havde gjort andre begejstrede. Men må vi egentlig sige, hvad vi vil, når vi har med et så omdiskuteret emne som kolonitiden at gøre? Det var omdrejningspunktet for næste debat, hvor de to professorer Lene Myong og Rikke Andreassen skulle diskutere det post-koloniale som akademisk disciplin:

”Når man arbejder post-kolonialt på universiteterne, så handler det om at prøve at vende det om. Sådan så vi ikke bare ser det hele fra europæernes synspunkt, men også prøver at se det fra fx afrikanernes synspunkt. Det kan sammenlignes med, at man i stedet for at spørge en far, om han er bange for, at hans søn er bøsse, spørger, om han er bange for, at hans søn er hetero. Det kan godt være, at det gør nogle utilpasse, at sige slavegjort i stedet for slave, men det handler om at give de undertrykte et sprog. Vi er også mange, der er glade for, at man ikke bare siger kælling mere.”

Rikke Andreassen er hoppet ned fra det lille podium, og peger på en sagesløs mand på forreste række, mens hun holder sin lille tale. Hun fortsætter:

”Vi må gå i dialog med De Amerikanske Jomfruøer. Markeringen af 100-året har jo ikke haft nogen dialog. Hvem har spurgt dem, hvad de vil?”

Modsat den sidste debat opstår der hurtigt en form for enighed mellem de to professorer. Lene Myong istemmer sig ordene og fortsætter:

”Når man snakker om undskyldningen, så handler det næsten altid om, at vi skal betale så og så meget. Der kan selvfølgelig være et økonomisk aspekt i det, men det kan også være, at vi fx skulle få lavet nogle udvekslingsaftaler for studerende. Eller endnu vigtigere: Give dem adgang til arkiverne, så de ved, hvor de kommer fra. Ikke bare digitalisere dem, men faktisk også oversætte dem.”

Dansk politik er ikke til den dybe diskussion

Hvor den første debat muligvis skuffede lidt med fremmødet af paneldeltagere, så var søndagens sidste et rent all-stars-hold: Historikerne Uffe Østergaard og Bo Lidegaard, politikerne Holger K. Nielsen og Rasmus Nordqvist samt forsker i erindrings- og historiepolitik Astrid Nonbo Andersen.

Mens der hele dagen havde været en del rygklapperi over, at der i Danmark har været megen debat i forbindelse med 100-året, satte paneldeltagerne i denne runde spørgsmålstegn ved, om det nu også er tilfældet. For nok har der været en del diskussion om, hvorvidt vi skulle sige undskyld eller ej, men har vi faktisk snakket om vores kolonifortid på et lidt dybere niveau? Det mente størstedelen af panelet ikke var tilfældet.

For de to politikere i panelet gav det mulighed for lidt selvransagelse: ”Den politiske proces er ikke til at tage det hele et spadestik dybere lige nu,” bemærkede Holger K, mens Nordqvist nikkede. ”Det er moderne journalistik heller ikke,” fortsætte Astrid Nonbo Andersen: ”Jeg har brugt så meget tid på at forklare journalister, hvorfor det her ikke bare er en diskussion af, om vi skal sige undskyld eller ej. Det er ikke undskyld, de taler om på jomfruøerne. De vil skabe dialog. Og forresten er holdningerne lige så diverse på Jomfruøerne, som de er her i Danmark.”

Inden hele debatdagen slutter, vil en fra tilhørerækkerne vide, hvordan kolonitiden hænger sammen med den moderne racisme i Danmark. Med et skævt smil tager Uffe Østergaard spørgsmålet op.

”Vi mister alligevel magten til at være dem, der er racister lige om lidt. Det er snart andre, der kan være racister over for os. Vi er resultatet af 400 års nederlag, og nu pisker vi os selv med en undskyldning. Det er lige før, at man godt kunne få den tanke, at vi tager ansvaret på os bare for at forlænge vores overlegenhedfølelse lidt endnu.”

Mens uenighederne fortsætter, falder solen igen ind gennem teltåbningen. Modsætningernes dag er komplet.