Søndag d. 17. september 2017 blev der løbet Copenhagen Half Marathon 2017. Mere end 20.000 deltog, men hurtigste løber blev Abraham Cheroben i tiden 58.40. Løbet blev aflyst midtvejs aflyst på grund af farligt vejr- blandt andet blev to løbere lettere såret af et lyn. Her kæmpehagl.. (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2017)
Folk, der afskyr idrætsudøvelse – og i særlig grad andres kropsudfoldelse i det offentlige rum – vil muligvis påstå, at den voldsomme regn, der i går satte en stopper for det såkaldte CPH Half i København, var en straf nedkaldt af en eller anden gud. Stop så med det idiotiske løberi! har han/hun/det tænkt og hævet sin knyttede næve til rabalder. Nogle steder løb folk i vand til anklerne, og i radioen i morges talte de om hagl på størrelse med… var det agern eller egern?
Sådan har vi det ikke her på Føljeton. Danskerne må bevæge sig alt det, de har lyst til. ”Mens sana in corpore sano,” som den romerske digter Juvenal skrev i sin 10. satire – den om storbyen. En sund sjæl i et sundt legeme. Næ, vi har det ikke som Politikens afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden, der koketterende sagde om sig selv, at han havde ”valgt kroppen fra”. Til gengæld er der noget latterligt, ja, uværdigt over en halvmaraton. Distancen i sig selv, 21,097494 kilometer, er der ikke noget galt med. Men hvorfor belønne nogen for at gøre noget halvt? Hellere nummer to i én maraton end nummer et i to halve.
Noget underligt ufuldstændigt er der også over dansk politik i de her år. Engang sagde man, at det var utaknemmeligt at være politiker, men det er også blevet utaknemmeligt at følge med i politik, det er ikke rewarding, som det hedder på engelsk, for det er utroligt, som holdningerne rykkes rundt efter meningsmålinger og folkestemninger. Og når der så endelig manifesterer sig en klar linje, en udstukket retning, er den så kvalm, at den støder gamle vælgere med hjerte og ufravigelige kerneværdier fra sig.
I weekenden var der landsmøder for både Radikale, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Det er tre partier, der kæmper på hver deres måde. Radikale kæmper for at være relevant for mange nok; Dansk Folkeparti kæmper for at genvinde troværdigheden blandt kernevælgerne efter blandt andet EU-sagen med MELD og FELD og Messerschmidt; og Socialdemokratiet kæmper for at genvinde regeringsmagten – åbenbart for enhver pris. Udlændingeområdet fyldte så meget ved Socialdemokratiets partikongres i kongressalen i Aalborg, at det føltes som en reprise af tidligere landsmøder hos Dansk Folkeparti. Dog med en undtagelse: en række af partiets delegerede benyttede talerstolen til at gå i rette med partiledelsens linje i udlændingespørgsmålet. Som Jyllands-Posten er inde på i sit referat af landsmødet, var der eksempelvis utilfredshed over, at partiet betingelsesløst har godtaget integrationsminister Inger Støjbergs (V) skammelige forslag til et stop for kvoteflygtninge – de særligt sårbare flygtninge, som gennem FN’s Flygtningehøjkommissariat kan få beskyttelse i FN-lande. Danmark har taget imod cirka 500 om året siden 1989. Henrik Lüth, der er folketingskandidat i Aabenraa, sagde: ”Vi skal holde den internationale fane højt. Vi er et humanistisk parti, der skal tage de forpligtelser på os.” Desværre lød hans stemme som et ekko fra fortiden. Men hvis det at tage imod 500 særligt sårbare flygtninge om året er at gøre noget halvt, så ville det være rart, hvis Danmark gjorde det med åbne øjne. Måske kunne man ligefrem kalde det rigtig dansk.