Jagten på det evige liv

Se på dine hænder. Betragt dem. Læg mærke til de furer, der er kommet langs knoerne, de blodårer, der træder frem på håndryggen og de sener, der tegner tydeligere og tydeligere spor helt ned til håndleddet. De er ældet. Indrøm det, uanset om du er 20 eller 80, ser de ikke ud, som de gjorde i går. De peger i én retning, og du kan intet gøre ved det. Du skal dø. Måske lige om lidt, måske i dag, måske om mange år, men hvis du ser ordentligt på dine hænder, vil det står klart for dig: Du skal dø, og du kan intet gøre.

Det kan være, du har det anderledes end jeg, men siden den bevidsthed første gang flyttede ind i mig, har jeg været bange. Ja, bange for at dø. Ikke hele tiden, men det er en kamp og en konstant følelse, der bor i mig. En dag er det slut, og så er der ikke mere.

Hvad nu hvis?

Jeg har aldrig mødt nogen, der har brudt sig om den tanke. Selv ikke dem, der mener, de kommer i et himmerige, bryder sig om den tanke. Og alligevel er den – døden – det allermest naturlige, vi har, og alt bliver målt og set gennem det prisme. Dagen, timerne, dit liv og med evolutionen hele den menneskelige race. Alt sammen er skabt ud fra en livshorisont på 70-80 år og er kun interessant, fordi de celler, vi er bygget af, af grunde vi dårligt forstår, langsomt går i opløsning.

Men hvad nu, hvis den ikke var der? Hvad nu, hvis vi kunne forhindre den eller udsætte den med 10, 30 eller 1.000 år? Hvad nu, hvis vi slet ikke behøvede at tænke på den? Det lyder som en filosofisk leg eller science fiction. Men i løbet af de seneste 10 år har et stigende antal forskere og excentriske milliardærer taget det spørgsmål mere og mere seriøst, og flere af dem mener efterhånden at været kommet så langt, at de finder det fuldkommen naturligt og realistisk.

Denne Føljeton forfølger dette spørgsmål, og artiklen her tjener som en slags introduktion. En slags overflyvning over de vigtigste områder, hvor jeg senere vil dykke ned i hver enkelt og vurdere, om det er sandsynligt, at jeg vil nå længere end mit gennemsnitlige firsindstyvende år. Og om jeg overhovedet har lyst til det, når alt kommer til alt.

Tre grundskoler

Grundlæggende findes der tre skoler inden for forskningen af livforlængelse, der i nogen grad er forbundne: Én fokuserer på indtagelsen af kost og vitaminer, en anden ser mere specifikt på cellemanipulation, regenerering og erstatning af særlige celler, der er kædet sammen med aldring, og endelig er der en gren af livsforlængelsesforskningen, der hænger tæt sammen med tech-branchen og Silicon Valley, hvor man sammentænker biologi og teknik. Det er dem, der er mest seriøse omkring et decideret evigt liv. Dertil kommer en række mere kulørte forskere og forsøg, som anses for at være langskud, men som ikke desto mindre stadig følges tæt på universiteter verden over.

Bakterielle forsøg

Et af de kulørte forsøg, der har fået en vis opmærksomhed er den russiske forsker Anatoli Brouchkov , der sammen med sit forskerteam i 2009 gjorde en spektakulær opdagelse dybt inde i Sibiriens permafrost. Brouckov er specialist i mikroorganismer, og under udgravningen af en ishule fandt han en bakterie, der havde overlevet i mindst 3,5 millioner år. Bakterien, der populært blev kaldt mammut-bakterien, blev herefter forsøgt injiceret i blodceller og mus, og ifølge Anatoli Brouchkov forlængede det ikke alene musenes liv betragteligt, men det fik infertile mus til at blive fertile igen.

Brouchkov er ikke en mand, der sidder på sine hænder, og han tog derefter den lidt overrumplende beslutning at injicere sig selv med bakterien – den har nu levet i ham i to år. Til Russian Times siger han, at han aldrig har følt sig mere fyldt af energi og klar i hovedet.

Vandmænd

Den japanske marinbiolog Shin Kubota sidder med et forsøg, der på nogle stræk kan minde om Anatoli Brouchkovs om end med lidt mindre excentriske armbevægelser. På Kyoto Universitys Seto Marine Biological Laboratory sidder han nemlig med verdens eneste indfangede eksemplar af det vandmandslignende dyr Turritopsis dohrnii, der er kendt for ikke alene at leve ufatteligt længe, men også for at kunne gendanne sine celler, så den faktisk bliver yngre dag for dag. I en kompliceret transformationsproces kan vandmanden ændre sine celler fra en type til en anden over årene, hvilket reelt set gør den udødelig.

Shin Kubota sammenligner den med en slags høne, der bliver til et æg, som bliver til en høne, der bliver til æg og så fremdeles. Forskere i hele verden har set på dyret siden den tyske studerende Christian Sommer fandt den ved Italiens kyst i 1988, men indtil videre er dens celletransformationer stadig et mysterium.

»Den udødelige vandmand er den mest mirakuløse art i hele dyreriget,« siger Shin Kubota til New York Times og kommer med det ret radikale udsagn:

»Når vi forstår, hvordan dyret foryngrer sig selv, bør vi kunne opnå store ting. Efter min mening vil vi kunne udvikle os til selv at blive udødelige.«

Kost og vitaminer

I den mindre tegneserieagtige del af livsforlængelsesforskningen finder vi den amerikanske milliardær David Murdock. For godt fire milliarder kroner grundlagde han for fem år siden et forskningscenter i delstaten North Carolina, der skulle samle og udvide den viden, man har om kost og vitaminers indvirkning på aldring. Ifølge Murdock, der er over 90 år, men regner med at blive 120, kan en særlig  radikal diæt og et nøje koordineret vitaminindtag  skabe grobund for en radikalt anden livskurve. Forskningscenteret i North Carolina har angiveligt hyret nogle af verdens mest anerkendte vitamin- og mineralforskere og har et tæt samarbejde med en række universiteter. Grundideen er, at hvis man nedsætter kroppens forbrænding, vil cellerne også kunne holde længere, og herved vil man kunne forlænge sit liv med 30-50 år.

Silicon Valleys milliarder

Men det er ikke kun Murdocks milliarder, der er kommet til at arbejde for livforlængelse de senere år. Særligt tech-branchen og dens sans for ’desruptive’ industrier har vist sig overordentlig betalingsvillig på dette felt. PayPals medstifter Peter Thiel meddelte således i Newsweek tidligere i år, at han agtede at blive 120 år, hvilket egentlig er et beskedent mål sammenlignet med en anden internetmogul Dmitry Itskov, hvis mål er at blive 10.000 år, Oracles medstifter Larry Ellison, der ikke vil acceptere begrebet dødelighed eller Google-stifteren Sergey Brin, der har som mål at »helbrede døden.«

Til sammen har de smidt milliarder i livsforlængende industrier. Thiel, for eksempel, har givet millioner til Methusaleh Foundation, der er stiftet af en af verdens mest kendte anti-aldringsforskere, Aubrey de Grey, og en del af det stort anlagte forskningscenter Strategies for Engineered Negligible Senescence (SENS), der rent forsøger at lokalisere og stoppe aldringsprocesserne, mens andre mere fokuseret ser på, hvordan man mere mekanisk kan gå ind og erstatte kroppens funktioner efterhånden som den kunstige intelligens udvikler sig.

Et nyt væsen

Det er i den kategori, den berømte Ray Kurtzweil befinder sig. Han er kendt som en slags pionér inden for computeracceleration, og kort fortalt mener han, at vi vil smelte sammen med maskinerne. I løbet af de næste 100 år vil vi oplevet en teknologisk udvikling svarende til 200.000 år, og computere vil være konstrueret på en måde, der nøje efterligner den måde, den menneskelige hjerne fungerer på. Samtidig vil vi have så mange mikroskopiske computere indbygget i vores krop og hjerne, at vi reelt er blevet et nyt væsen; halvt biologisk, halvt teknologisk – og her vil vi kunne leve evigt.

Det største af Silicon Valleys projekter er også det, der er mest hemmelighedskræmmeri omkring. Det er Googles projekt Calico, der er ledet af samme Sergey Brin. Her er man med milliarder i startkapital gået i partnerskab med den farmaceutiske gigant Abbvie. Mere er der ikke sluppet ud til offentligheden, men rygterne siger, at Calico er ved at udvikle et lægemiddel, der kan efterligne genet foxo3, som er forbundet med exceptionel lang levetid.

Medicinalindustrierne på spring

Indtil for nyligt har Big Pharma, de store medicinalgiganter, holdt sig på behørig afstand af livsforlængelsesforskningen alene af den årsag, at det mest af alt var store regninger og ingen fremskridt. Men inden for de seneste ti år er medicinal firmaerne begyndt at opruste voldsomt på dette felt. GlaxoSmithKline og senest Novartis har smidt milliarder i retningen af en anti-aldringspille, og tidligere i år meddelte Novartis, at de havde noget på trapperne  med stoffet rapamycin, der er kendt for at kunne få mus til at leve længere.

Endnu har ingen kunnet dokumentere, at forskningen med mus, vandmænd og bakterier kan overføres til menneske. Men det gælder om at holde fast, hvis du gerne vil leve for evigt. Du ender med at blive den sidste generation af døende. Det ville sgu da være ærgerligt. Eller ville det?