Nyhedsanalysen

Et blowjob for parforholdet

‘Sexolog: Du bør tage din mand i munden hver dag!’ I en meget læst og meget delt artikel i et gratismedie taler en kvindelig parterapeut blowjobbet helt op i skyerne. Men har hun ret eller er det ren ammestuesnak? Journalist Jakob Dybro Johansen opsøger terapeuten og et par af de unge kvinder, der deltog i debatten på kommentarfeltet.

‘Sexolog: Du bør tage din mand i munden hver dag!’ Sådan lød overskriften på en artikel, som gratisavisen mx bragte i sensommeren. Artiklen affødte en ilter debat i kommentarfeltet på mx.dk, og sexologen, der udtalte sig, Paprika Noel, røg i morgennyhederne på Radio24syv.

Her blev hun spurgt, hvad manden så skulle gøre for kvinden til gengæld, og da sexologen på et tidspunkt fik lidt kriller i halsen, spøgte morgenvært Claus Cancel med, at hun måske ikke havde »brugt stemmen så meget her til morgen.«

I virkeligheden var nyheden slet ikke ny. Tre år tidligere havde Lokalavisen Frederikssund bragt en artikel med så godt som samme overskrift, ‘Sexolog: Tag den i munden hver dag, kvinder’. Alligevel var der noget ved budskabet, der vakte opsigt, selv om Paprika Noel flere gange understregede, at det var nok at tage pikken i munden i nogle minutter, ja, faktisk bare i nogle sekunder.

Det kunne være i entréen om morgenen. Det behøvede ikke engang være med udløsning. Alene det, at den kom ind i munden, var nok.

sexolog
Artiklen i mx. Skærmbillede fra mx.dk

‘Stop med at pive’

En af dem, der reagerede i artiklens kommentarfelt, var Pernille Ørsted Pedersen. »Kvinder skal lette røven og gøre noget, som ikke er for deres skyld,« skrev hun, »så ja at bruge to-ti minutter med den i munden og i hånden om dagen er fair… Stop med at pive.«

Pernille Ørsted Pedersen er 21 år og arbejder i en 7-Eleven i Storkøbenhavn. Hun fortæller, at hun oplevede artiklen som »et friskt pust«, et »tiltrængt opråb«. Endelig var der nogen, der sagde lige ud, hvad mænd faktisk går og drømmer om. Og for hende kunne timingen ikke have været bedre.
»Jeg havde lige født og havde så ondt forneden, at jeg ikke kunne have sex. Efter en uges tid kom min kæreste og sagde, at nu måtte der godt snart ske noget. Så fandt vi ind i en rutine, hvor jeg tog hans pik i munden stort set dagligt«, siger Pernille Ørsted Pedersen.

Et dask på kind

I dag gør hun sig umage for at få flettet lidt oralsex ind hist og her i en travl hverdag:

»Min kæreste møder klokken fem om morgenen, og på det tidspunkt er jeg simpelthen for træt. Men når han kommer hjem fra arbejde og tisser af, vasker han den altid i håndvasken med intimsæbe. Så sætter han sig ind i stuen – babyen er der også, men ofte kan den godt lige passe sig selv – og så tager jeg pikken i munden, kysser den eller aer den«.

For hende gør det ikke den store forskel, om hun »kysser ham på munden eller på pikken«. Det gør det til gengæld for kæresten.

»Det kan også være, hvis han står og laver mad, og jeg kommer ud i køkkenet efter en sutteflaske eller en sodavand. Så giver jeg den lige et kys. Eller om aftenen, når jeg sidder og tisser. Så kommer han og dasker mig på kinden med pikken, mens han siger kysselyde«, siger hun.

Bid tænderne sammen

Pernille Ørsted Pedersens indstilling er pragmatisk. Det handler om at få sexlivet til at fungere. Det duer ikke, hvis man hele tiden tænker ‘noget for noget’ – en indstilling, hun jævnligt møder i 7-Eleven, når hun overhører kunder tale om sex.
»Kvinderne vil have, at manden skal gøre dét og dét, før de vil give ham sex. De vil ikke bare tage ham i munden – han skal gå ned på hende først. Og så sker der ni ud af 10 gange det, at hun ikke får noget. Det synes jeg er uklogt, for hvis hun viser, at hun har lyst til ham, for eksempel ved at sutte hans pik, så får han selvtillid, og det giver ham lyst til at give noget igen den anden vej«.
Samme tilgang har Amalie Grevy, der ligesom Pernille Ørsted Pedersen blandede sig i debatten på mx’ hjemmeside. Hun er også 21 år, bor på Frederiksberg og er ved at tage 10. klasse på VUC.

Amalie Grevy opererer med begrebet »at tage en for holdet«, hvilket indebærer, at man indimellem i et parforhold må gøre noget seksuelt, man egentlig ikke rigtig har lyst til:

»Jeg er lige kommet ud af et forhold, som døde, fordi sexlivet ikke fungerede. Når han gjorde det for holdet, lagde han altid ud med, at ‘åh jeg er så træt og stresset, jeg orker det bare ikke’. Men du er nødt til at bide tænderne sammen og være der for den anden. Ellers dør forholdet. Man må fake det, gemme sine følelser væk og opfylde den andens behov, selvom man ikke har lyst«.

10 om dagen

I perioder havde Amalie Grevy sin kærestes pik i munden ’10 gange om dagen eller flere’. Nogle gange uden den store lyst, men altid med den strategiske bevidsthed om forholdets bedste.
»Og når man så først er i gang, ender det tit med, at man får noget ud af det selv, fordi det udløser en masse endorfiner. Kroppen er jo skabt til sex, den skal bare hjælpes lidt i gang«, siger hun.
Et nøgleord for hende er åbenhed:
»Når jeg er i et forhold, vil jeg gøre alt for at gøre manden glad, også hvis han tænder på noget freaky. Og hvis det er noget, man virkelig ikke kan lide, kan man prøve at sætte en begrænsning på, hvor mange gange og hvor lang tid der kan blive tale om.«
Flere gange har hun taget »en for holdet«, når kæresten efterspurgte urinsex, som hun ikke bryder sig om, eller blowjob med finale i munden.
»Jeg får brækfornemmelser, når jeg får sæd i munden, og har flere gange kastet op ud over ham. Men det vigtige er at prøve,« siger hun.
Der er dog grænser:
»Da han foreslog, at vi skulle have sex i hans forældres seng, sagde jeg nej. Så blev han skide fornærmet. Vi kørte hjem, og han var sur resten af dagen.«

Tænk ud af boksen

Artikler som den i mx bliver kritiseret for at fokusere ensidigt på mandens nydelse. Hvad tænker du om det som kvinde?

»Det handler om at tilfredsstille og pleje forholdet. Det handler ikke om, at manden skal have et blowjob, men om at man må give noget for at få noget. Som kvinde skal man tænke, at man gør noget godt for hele forholdet, fordi et blowjob giver manden overskud. Hvis jeg sutter ham 10 gange i løbet af en dag, tager han måske opvasken eller støvsuger en ekstra gang. Eller jeg sutter ham, og han trøster mig. Nogle gange må man tænke lidt ud af boksen, så det ikke bare bliver, ‘hvis jeg sutter dig, skal du slikke mig’«, siger Amalie Grevy.

Hvad synes du generelt om artikler, der giver konkrete tips til sexlivet?

»Jeg kan gode lide dem, for jeg ved jo ikke, hvad mænd tænker, og ofte er de dårlige til at udtrykke sig. Samtidig er det rart at få nogle input udefra. Man skal ikke sætte al sin lid til dem, men det er godt at tage imod nogle råd indimellem og prøve dem af. Når jeg går til psykolog, får jeg mulighed for at reflektere over mit liv, og sådan fungerer den her type artikler også. Det er en form for sexterapi«.

tongue_0 (1)

Udokumenteret

Amalie Grevys måde at bruge sexartiklerne på – et refleksionsrum med indbyggede forbehold – er beundringsværdigt velovervejet. Det mener Christian Graugaard, læge og professor i sexologi ved Aalborg Universitet. Men han peger på, at journalistiske artikler med sextips à la Paprika Noels kan have negative konsekvenser, både for den enkelte og for vores måde at forstå krop, køn og sex på.
»Min bekymring er, at mange ikke læser rådene som konstruktive forslag, men tværtimod oplever dem som et gok i nødden. At de ender som nye krav, der sætter sig i menneskers liv som stressmomenter og får dem til at føle sig endnu mere dumme, forkerte og triste,« siger Christian Graugaard.
Han mener, at artikler som ‘Sexolog: Du bør tage din mand i munden hver dag!’ giver sig ud for at være objektive sexråd, selv om de i virkeligheden er moralske anvisninger om, hvordan ’det gode sexliv’ bør se ud:
»Ofte er der ikke skyggen af faglig dokumentation for det, der påstås. Alligevel bliver budskaberne solgt meget bombastisk og efterlader læseren med det indtryk, at den, der ikke følger anvisningen, er et dårligt menneske med et ukvalificeret og forkert sexliv. Og så er der desuden et meget klart etisk aspekt. For er det virkelig rimeligt efter hundrede års kamp for kønsligestilling og seksuel autonomi at sætte læserne til noget, de muligvis slet ikke har lyst til?« siger han og rejser en forespørgsel til Føljeton:
»Spørg Paprika Noel, hvor hun har det fra, at kvinder skal tage mandens pik i munden dagligt. Hvad bygger hun det på? Hvordan i alverden kan hun være så sikker i sin sag?«

Har sat tanker i gang

Svaret fra Paprika Noel, sexolog og parterapeut, lyder sådan her:
»Som kvinde åbner du manden fra underliv til hjerte. Ligesom hun gerne vil erobres, når hun ligger på sofaen i mormortrusser og spiser chips, drømmer han om blowjobbet. Det er noget af det, mænd nævner som det første, når man spørger, hvad de savner. Mange sender mails til mig om det.«
Hun har fundet på rådet i MX ved at tale og skrive med folk om sex.
Hvilket ansvar har du, når du udtaler dig i en avis med titlen ’sexolog’?
»Jeg har et ansvar for, at folk føler sig set, mødt og ikke angrebet eller trængt op i en krog. Men jeg føler også, det er mit ansvar som menneske at ruske op i andre, for det er med til, at de mærker, hvem de er. Jeg siger aldrig noget, jeg ikke kan stå inde for – og har måske fået to dårlige mails om blowjobartiklen. Til gengæld får jeg stadig mails fra folk, der har prøvet det af og diskuterer det i deres parforhold. Jeg giver folk en provokation, som sætter nogle tanker i gang.«

Der forventes meget af kvinder

Hvad tænker du om den kritik, at du med udtalelser som i MX kan være med til, at folk føler sig utilstrækkelige og forkerte i deres sexliv?
»Mit bedste råd er at mærke efter: Hvorfor føler jeg mig utilstrækkelig? Hvorfor føler jeg, jeg skal tage min mands pik i munden, bare fordi en eller anden kvajpande, der kalder sig sexolog, siger det? Tag dialogen med din partner: ‘Hvorfor bliver jeg så påvirket af det her?’«, siger Paprika Noel.
Hun formulerer selv et bud på, hvad det er, der provokerer:
»Der forventes meget af os kvinder. Vi skal i forvejen have et rent hjem, dufte ordentligt, have frisk make-up, lave spinatsmoothie, bage med vores børn og have et spændende job -– skal jeg nu også pakke tissemanden frem? Men at tage mandens pik i munden dagligt er jo ikke noget, jeg dikterer. Det er bare lidt inspiration til, hvordan kvinden kan give en lille gave.«

Reaktionære sex-avantgardister

Sexologiprofessor Christian Graugaard fastholder, at der er noget dybt problematisk ved Paprika Noels sexfif, som det fremstår i Metroxpress-artiklen. Han ser det som en del af en større, uheldig tendens i måden, der tales om sex på i medierne:
»Vi har et større seksuelt mulighedsrum i dag end nogensinde, og der er heldigvis en bred mangfoldighed af sexpraksisser, som alle sammen kan give mening, afhængig af hvem der udøver dem og hvordan. Derfor skurrer det i ørerne, når den type artikler præsenterer endegyldige, absolutte sandheder. Det er fuldstændig ude af trit med den måde, vi i øvrigt ser seksualiteten udvikle sig på, nemlig i retning af flere nuancer og mere diversitet«.

IMG_3721 (1)

Reaktionært kønssyn

Paradokset er, at sexologerne ser sig selv som sex-avantgardister, selv om de i virkeligheden repræsenterer et dybt reaktionært køns- og seksualitetssyn. Det mener Christian Graugaard.
»En terapeut som Carl-Mar Møller prædiker for mig at se en victoriansk seksualmoral, hvor kvindens opgave er at tilfredsstille mandens uudtømmelige sexbehov. Det er præcis den form for kønsstereotypier, vi ellers har brugt de seneste 100 år på at lægge bag os.«
Hvorfor efterspørger vi så den type sextips?
»Det handler om, at de store absolutter og sandheder er døde. Vi er overladt til at finde vores egne ruter gennem verden, og fordi friheden undertiden kan virke skræmmende, opstår der for nogle et behov for nogle enkle, indiskutable sandheder. Hvor vores oldeforældre havde et lille seksuelt spillerum, men stor tryghed i den sociale rollefordeling, skal vi i dag genopfinde os selv hele tiden. Det giver et pres, som gør os modtagelige for den, der siger: ‘Tag dig ikke af den senmoderne støj. Bare lyt til mig, når jeg siger, ‘tag din mand i munden hver dag’’. Det er et pløkåndssvagt råd, men det bider på forvirrede mennesker, som savner pejlemærker og autoriteter.

Maskulint og feminint

Paprika Noel bruger ikke udtrykket ‘victoriansk seksualmoral’, men hun nævner, at mange mænd ville »have godt af en tur forbi Carl-Mar Møller«. Og idéen om, at kvinden skal tage pikken i munden hver dag, hviler for hende på en særlig opfattelse af det maskuline og det feminine.
»Blowjobbet er noget særligt, fordi kvinden overgiver sig til mandens maskulinitet og livskraft. Han får lov at nyde hende og nyde, at hun nyder ham. Det handler i al sin enkelthed om: Jeg hengiver mig til dig i to sekunder, bare fordi jeg elsker dig, og selvom du har gået rundt i de der svedige boxershorts hele dagen på arbejdet. Jeg gør det med samme selvfølgelighed, som når jeg kysser dig godmorgen«, siger Paprika Noel.

Manden tager styringen

»Mænd skal være maskuline, og kvinder feminine. Det feminine handler om at turde slippe kontrollen, overgive sig, hengive sig til manden og livet. Hun skal turde sige: ‘Det her er, hvad jeg magter’. Det maskuline er, at han styrer og tæmmer hendes seksualitet: ‘Jeg står her og holder dig’. Uanset om hun bliver syg eller forelsker sig i en vild, urealistisk idé, står han fast som en klippe. Han tager til fodbold, selvom hun siger, han skal blive hjemme. Han tager styringen. Hans primære mål er aldrig kvinden eller familien. Hans vigtigste mål er arbejdet og det, han brænder for. Det skal han gå efter. Det er det, der gør ham sexet«.
Hvad med homoseksuelle og andre, der ikke passer ind i det verdensbillede?

»Det ved jeg ikke nok om, til at jeg tør sige noget om det«.

dog_sticking_out_tongue_1600x1200 (1)

Mandens utilstrækkelighed

At kvinden bør tage manden i munden hver dag, handler for Paprika Noel om andet og mere end sex. Det gælder om at »anerkende« manden, der »længes« efter blowjobbet. Det er en måde at få ham til at falde til ro på, siger sexologen, for ligesom kvinden er han ved at segne under tidens krav til udseende, job, stort hus og de rigtige hobbies. Et blowjob kan lindre den utilstrækkelighed.
Og kvinderne?
»Mange kvinder kunne have godt af at arbejde mindre. Tag lange, varme bade, gå tur i skoven, læs dameblade. Tillad dig at være, som du er. Med et fuldtidsjob er det kun et spørgsmål om tid, før du bliver stresset, hvis du også skal passe børn. Så skru ned og vær i nuet. Det er meget feminint«, siger Paprika Noel og forklarer, at der findes videnskab, som understøtter hendes pointe.
Desværre har hun glemt referencen:
»Jeg mener at have læst, at kvinder danner mere testosteron og mindre østrogen, hvis de har et fuldtidsjob.«

’Manden er Gud’

Pernille Ørsted Pedersen og Amalie Grevy oplever begge som tidligere omtalt, at det er godt givet ud at tage kærestens pik i munden dagligt. Det handler om at pleje parforholdet, og blowjobbet har vist sig som en effektiv strategi, hvis man gerne vil »give manden overskud«, som en af dem siger.
Paprika Noels idéer om det maskuline og det feminine støder dem ikke – tværtimod. De sætter begge pris på det, sexologiprofessor Christian Graugaard kalder de ’gammeldags kønsroller’, og Pernille Ørsted Pedersen mener, at danske kvinder kunne lære en del af nogle veninder, hun har, som kommer fra Thailand, for »deres kultur er bygget op om, at manden er Gud – det er ren Carl-Mar.«
Om sexartiklerne siger hun:
»Jeg kan godt lide at blive klogere på, hvordan andre mennesker dyrker sex. Så kan vi afprøve nogle af tingene selv, og jeg finder ud af, om jeg selv er fuldstændig crazy, eller om de ting, jeg kan lide, er normale. Det handler meget om: Er det okay, det jeg gør – eller er jeg vanvittig?«
Amalie Grevy er frisk på så godt som alt seksuelt, så længe det tjener et formål i det, hun kalder ’kampen for parforholdet’:
»Men selvfølgelig er jeg også nødt til at vurdere, om manden har de kvalifikationer, der skal til for at være værd at blive kæmpet for.«

Det var det. Som en lille belønning til dig, der har læst hele artiklen og er nået helt herned, har Jakob Dybro Johansen lavet en ekstra artikel. Vi kan kalde den for ‘den hemmelige artikel’. Følg linket her, hvis du vil have et indblik i, hvordan man tilfredsstiller en kvinde. Kilderne kender du fra artiklen, du lige har læst. God jul.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12