Børn skabt uden friktion

Vi får børn uden at dyrke sex, og vi får dem alene. Eller nogle af os gør. For kvinder kræver det i princippet ikke mere end et par tusinde kroner til at købe sædceller og et besøg hos gynækologen. For mænd er det stort set umuligt. Det er 37-årige Lone Kristensen fra Haderslev i Sønderjylland og 48-årige Jens Holste fra Valby i København eksempler på. Lone Kristensen blev for fire år siden med hjælp fra donorsæd mor til en lille dreng. For mens samfundet anerkender og økonomisk understøtter enlige kvinders ønske om at få børn, er der ingen hjælp til mænd som Jens Holste, der vil have børn.

»Det gik først op for mig for fem år siden, da min daværende kæreste og jeg gik fra hinanden, at jeg havde et stort ønske om at få et barn. Måske fordi jeg vidste, at det fra nu af ville blive meget svært at nå. Jeg var i begyndelsen af 40’erne og indtil da havde jeg nok ikke tænkt så meget over det med at få en familie. Det var i hvert fald ikke noget, jeg bevidst havde planlagt mit liv efter. Jo, vi havde da snakket om børn, en tidligere kæreste og jeg. Hun arbejdede på et tidspunkt på et større projekt om forældreløse børn, og vi snakkede om, at vi godt kunne tænke os selv at adoptere et barn. Vi var ikke så forhippede på, at vores barn nødvendigvis skulle have vores egne gener. Min familie er spredt rundt om i både Danmark og udlandet, og jeg er selv vokset op i flere forskellige lande. Måske er det derfor, jeg kan savne at have min egen familie.«

»Jeg ville nu aldrig gå så langt som at adoptere et barn alene. Det ville virke for spøjst. Jeg tror også, at det være meget hårdt at have et barn alene – og jeg har ingen familie i nærheden, der kan hjælpe mig. Det, synes jeg, ikke er det bedste udgangspunkt, hverken for mig eller et lille barn. På det punkt mangler der virkelig nogle mandlige forbilleder, der baner vejen. Og selv, hvis jeg havde lyst, ville det ikke kunne lade sig gøre. Det er meget få lande, hvis der overhovedet er nogle, der tillader enlige mænd at adoptere. Det er værd at tænke over. For tanken om at mænd kan få børn alene, burde ikke være så mærkelig. Vores samfund bliver nødt til at acceptere, at det også kan være et brændende ønske for en enlig mand at få et barn. Kvinder, der ønsker at få børn alene, har masser muligheder og min fornemmelse er, at man generelt ikke ser ned på enlige kvinder, der får et barn. Det synes jeg kun er godt. Men jeg ville da ønske, at det også gjaldt for manden. At manden havde de samme muligheder for at indfri sit ønske om børn – også selvom han ikke har fundet den rigtige kvinde at få dem med. Det er jo ikke kun kvinder, der kan føle sig skruk og have lyst til at få en familie. Den længsel ved jeg også findes i mange mænd.«

»Man skal aldrig sige never, men jeg fylder 49 år næste gang. Så selv om jeg biologisk er i stand til at få børn, tror jeg, at løbet er kørt. Hvis den rigtige kvinde pludselig skulle komme, vil jeg selvfølgelig ikke udelukke det. Men det er ikke noget, jeg arbejder hen imod. I stedet har jeg besluttet at bruge mine kræfter på at hjælpe andre børn. Jeg er nu på mit andet sponsorbarn. ’Mit’ første barn, som bor i Benin, fik jeg i begyndelsen af 00’erne. Oprindeligt var det fordi, den tidligere regering med Anders Fogh Rasmussen skar i udlandsbistanden. Det kunne jeg ikke holde ud at se på. Så besluttede jeg mig for at finde et sted, hvor jeg måske kunne gøre en lille forskel for nogle af de børn, der ikke har gode muligheder. Jeg har også været involveret i forskellige mentorordninger for unge mennesker. Ikke fordi, jeg har følt, at mit liv var indholdsløst, men fordi jeg gerne vil bruge noget af mit overskud til at hjælpe andre. Både igennem Ungdommens Røde Kors og noget, der hedder Erhvervsguiderne, som går ud på at give unge et skub i den rigtige retning. Det betyder meget for mig, hvis jeg kan være med til at hjælpe bare et par unge til at finde deres vej i livet.«

»Min indre legedreng dukker altid op, når jeg er sammen med børn. Ham kan jeg slet ikke holde nede. Det, der fascinerer mig mest ved børn, er den måde, de går til verden på. Deres umiddelbarhed over for det, der sker omkring dem, og den naturlige måde de er sammen med andre mennesker på. På et tidspunkt var jeg på telttur med en af mine veninders søn. Han havde aldrig prøvet at sove i telt, og den oplevelse syntes jeg ikke, han skulle gå glip af. Så vi fandt en naturcampingplads og slog teltet op for en enkelt nat, bare ham og mig uden hans mor og far. Der mærkede jeg den der fornemmelse af ubetinget kærlighed, som man hører forældre tale om. Jeg kan blive helt rørt, hvis et barn tager mig i hånden for at vise mig noget. Det er altså magisk.«

»Jeg har et nært forhold til flere af mine venners børn. Jeg er gudfar til min fætters barn, og da de bor i Hamborg, har jeg brugt en del tid på at rejse frem og tilbage. Det var en stor ære at blive spurgt om at være gudfar, så det har jeg forsøgt at prioritere og bruge tid på at være en del af deres liv, selv om de bor langt væk. Men det har givet mig et særligt bånd til familien, og jeg føler mig tæt på dem. Det er rart at tænke på. Jeg er også fader til min ældste barndomsvens barn og derfor altid med til børnefødselsdage, med på weekendtur og vi plejer også at fejre nytår sammen i et sommerhus, bare hans familie og mig. På den måde føler jeg mig lidt som en del af deres familie. Jeg har også en veninde, hvis veninde har fået et barn ved hjælp af kunstig befrugtning. Moren leder efter mandlige rollemodeller, som hendes pige kunne være sammen med og derfor satte vores veninde os i kontakt med hinanden, og nu ses vi regelmæssigt. Det, synes jeg, er en rigtig god måde at hjælpe hinanden på.«

»Da jeg blev 33, kan jeg huske, at jeg tænkte, at jeg blev nødt til at finde en anden måde at få børn på end den klassiske. På det tidspunkt havde jeg ikke en kæreste, og jeg syntes allerede, jeg var ved at blive lidt gammel. Jeg søgte en del på nettet og kom frem til, at jeg ville prøve at få et barn med en donor. Jeg kunne selvfølgelig også adoptere, men det er en lang proces, særligt når man er enlig. Så jeg synes, det var helt oplagt at prøve at få et barn selv, også fordi det betyder noget for mig at være genetisk forbundet med mit barn. Og pludselig så jeg donorbørn alle vegne, i tv’et og i bladende – lidt ligesom, hvis man har købt nye fælge til sin bil og ser fælge overalt.«

»Selv om jeg havde det sådan ’pyt med manden, jeg skal bare have et barn’, spurgte jeg selvfølgelig venner og familie, hvad de syntes om min plan. Den var der delte meninger om. De fleste syntes, det var en god ide, men der var også dem, der mente, at jeg opførte mig egoistisk, fordi jeg bevidst har fravalgt en far. Men jeg kender jo masser af familier, hvor forældre er skilt, eller hvor faren ikke er en del af barnets liv. Så på den måde synes jeg ikke, at min måde at gøre tingene på, skiller sig ud eller er forkert.«

»Det overraskede mig, at jeg er berettiget til tilskud fra staten, fordi jeg har valgt at blive enlig mor. Jeg får, hvad der svarer til det, en far betaler i børnebidrag. Det er selvfølgelig dejligt med ekstra penge, men jeg synes ikke, at det behøves at være sådan. Det er jo mig selv, der har valgt at få et barn. Det tager jeg ansvar for – også økonomisk. «

»Der var ingen tvivl om, at jeg ville have en åben donor. Min søn skal have mulighed for at kunne opsøge sin biologiske far, og det ville jeg fratage ham, hvis jeg havde valgt en anonym donor. Jeg har ikke gjort mig tanker, om hvordan den biologiske far er. Jeg tror, at miljø betyder meget mere i den her sammenhæng. Så om manden er sød eller ej, det er ikke et fokus hos mig. Han vil jo aldrig komme til at være en far for min søn alligevel. En donor har mulighed for at få 25 børn, og jeg tror ikke, at de tænker så meget over konsekvenserne ved at sælge deres sæd. De fleste er også meget unge, og gør det nok mest for at tjene lidt ekstra.«

»Min læge var ikke helt sikker på, hvordan procedurerne var, da jeg spurgte ham om mine muligheder for at blive insemineret. Jeg var åbenbart den første, der havde spurgt ham. Jeg troede, at jeg skulle helt til Aarhus for at få hjælp til at blive gravid, men det viste sig, at den lokale gynækolog i Haderslev sagtens kunne klare det. Jeg troede også, at jeg skulle tjekkes for, om jeg ville egne mig til at være mor – ligesom par, der ønsker at adoptere. Men det eneste, jeg skulle sørge for, var faktisk at købe noget sæd over nettet.«

»Nogle af donorerne lægger barndomsbilleder ud, så man kan få en fornemmelse af, hvordan ens barn kommer til at se ud. Jeg fandt nu hurtigt ud af, at jeg ville blive skør, hvis jeg skulle sidde og vurdere dem en efter en. Så jeg tog en beslutning om, at donoren skulle ligne mig. Derfor valgte jeg en donor med blå øjne på cirka samme højde som mig. Jeg syntes, det ville være underligt at have et barn på to meter, når jeg selv er 175. I stedet for rød, som er min naturlige hårfarve, satte jeg dog hak ved blond – for jeg ved, hvor sart og udsat man er i forhold til solen, når man er rød, så det ville jeg lade mit barn slippe for.«

»Det var surrealistisk at ligge på briksen hos gynækologen og se de her sædceller, der skulle op i mig. Det var første gang, jeg så en sædcelle, sådan rigtigt. Gynækologen forklarede, hvordan de var blevet vasket og centrifugeret. Jeg grinede bare fjollet, da jeg fik den her lille slange ind i mig, der skulle transportere sædcellerne op i mig – situationen var så langt fra noget andet, jeg havde prøvet, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle reagere. Bagefter vidste jeg heller ikke rigtig, hvad jeg skulle foretage mig. Jeg prøvede ikke at tænke for meget over, om nu ville lykkedes, for jeg ville ikke stresse min krop. Det er meget sjældent, at man bliver gravid i første omgang, men jeg var så heldig, at graviditetstesten viste to streger, da jeg tog en test et par uger efter besøget hos gynækologen.«

»Det er bestemt blevet nemmere at være mor, jo ældre min søn er blevet. Han er lige blevet fire og kan mange ting selv nu. Men i begyndelsen var det da hårdt at være alene. Jeg skulle klare alt selv; vasketøj, madlavning og hvad der nu ellers er. Inden jeg fødte, havde jeg talt meget med mine forældre om, hvordan det ville blive at være alene med et barn, så jeg var forberedt på, at der både ville komme sjove og mindre sjove dage. Heldigvis er langt de fleste dage gode, men en gang i mellem kan jeg da godt savne en at dele slæbet med – bare det der med at kunne få lov at sove længe en gang imellem. Men jeg siger ikke, at jeg fortryder noget. At få min søn er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget.«