Bajere, øretæver og Hus Forbi

Luften er tyk af teenagehormoner og tunge alkoholpromiller på Nørreport Station lørdag aften klokken 22. En gruppe unge er i gang med en slags brydekamp, mens de hører technomusik fra deres telefoner. Trafikken af fulde, højlydte mennesker, der slingrer gennem pladsen, virker endeløs.

Svenske Aron og Mattias sidder på et liggeunderlag med ryggen op ad glasruden til 7-Eleven og et nummer af Hus Forbi med et par småmønter oven på avisen foran deres fødder. En fyr i habitjakke går forbi og lægger en energidrik i Arons Netto-pose, mens han smiler og ønsker god aften. Mattias rejser sig og spørger, om han har en cigaret.

”Nej, desværre. Men jeg har noget snus,” siger fyren. ”Wuhuu! Snus. Hvilket mirakel!” råber Mattias og kvitterer med en glædesdans. 26-årige Mattias er i baggy jeans, sweatshirt og kasket.

”Jeg har ikke min Hus Forbi-uniform på i aften. Det er nemmere at komme i kontakt med piger, hvis jeg har almindeligt tøj på,” siger han og peger ud i infernoet af feststemte mennesker.

27-årige Aron har beholdt uniformen på: sælger-id i nylonsnor rundt om halsen, mørkt termosæt med Hus Forbis bogstaver i gult på ærmerne, på bukselommerne og på den gule skuldertaske.

”Så tjener jeg flere penge. Selv når jeg ikke sælger aviser. Jeg tjente 60 kroner på en time, da jeg sad ved trappenedgangen til s-toget tidligere i dag. Jeg havde kun én avis tilbage, så folk lægger mønter, når avisen ligger foran,” fortæller han.

Hus Forbi er en avis med cirka 2.200 sælgere på landsplan. For at komme i betragtning som sælger skal man have lovligt ophold i landet og en tilknytning til Danmark. I praksis betyder det at kunne tale dansk eller have et dansk cpr-nummer.

Blandt hjemløse er der en klar signalværdi i at være medlem af en forening som Hus Forbi.

Uniformen med de gule bogstaver er et stærkt brand på gaden. Man får slidstærkt, lækkert gear to gange om året, og den danske befolkning har respekt for avisen og køber Hus Forbi. Derfor er der også mange udenlandske hjemløse, der drømmer om at sælge Hus Forbi.

På en god dag kan Aron tjene 3-400 kroner, fortæller han.

Mattias har fået godt at drikke og kommer tilbage ude fra virvaret på pladsen og spræller med benene, mens han holder en kvart fyldt vodkaflaske i hånden.

”Ha! Han vendte sig om for at tisse, og så tog jeg hans flaske. Det må man godt, når man er hjemløs,” siger han og griner.

Vodkaflasken er blandet op med sodavand, og Mattias mister hurtigt interessen for indholdet. Klokken 23 begynder Aron og Mattias at pakke liggeunderlag, tæppe og sovepose sammen. ”Der er ikke så mange penge at tjene lørdag aften. Bare fulde mennesker og turister,” siger Aron.

Han og Mattias sover som regel under tag et bestemt sted i byen, men for ikke komme i søgelyset hos beboere og politi har de ikke lyst til at nævne lokaliteten for deres nattesøvn.

Hårdere på gaden i Sverige

Søndag eftermiddag mødes jeg med Aron ved Nørreport. Han er karseklippet med en lille hanekam på hovedet, i t-shirt uden ærmer og med tatoveringer på arme og hænder. Aron er i selskab med en flok svenskere, nogle polakker og en fyr fra Litauen. Bob Marleys ‘Stand Up For Your Rights’ lyder fra en mini-højttaler, der sidder på styret af en gammel barnevogn, han fandt på Nørrebro forleden. Aron har sat det seneste nummer af Hus Forbi fast på forenden af barnevognen, som en nummerplade med tape hele vejen rundt om, så avisen kan holde til regnvejr. Et svensk flag er bundet fast til styret, og i barnevognen ligger et spil backgammon. Brætspillet lærte han at mestre, mens han sad i fængsel.

Aron er opvokset i Stockholm, hvor han endte på gaden, efter at han blev smidt ud af sin ekskærestes lejlighed. Inden da havde parret fået et barn sammen. Han drak for meget, solgte stoffer og mistede forældremyndigheden til barnet, fortæller han.

”Så flyttede jeg til Nordsverige for at begynde på en frisk. Men det blev det ikke bedre af.”

For to år siden rejste han til Danmark, da han var eftersøgt for vold i Sverige. Efter et stykke tid i København fandt politiet ham på Nørreport Station. Da han havde afsonet sin straf på nogle måneders fængsel i Sverige, vendte han tilbage til København, hvor han har levet på gaden siden.

Aron er glad for Danmark. Hans indtjening ved at sælge Hus Forbi er højere end den svenske kontanthjælp, fortæller han, og her er mere frit end i Sverige, hvor han oplevede et andet syn på hjemløse.

”Det er hårdere at leve på gaden i Sverige. Det er svært at tigge i togene, og den svenske hjemløseavis er vanskeligere at sælge end den danske. Mange steder må du ikke drikke alkohol på gaden, og politiet fjerner dig, hvis du sidder og ryger joints. Der er også mere konkurrence blandt hjemløse. Der er mange rumænere, som sidder over det hele, og det er dårligt for ens forretning,” siger Aron.

For nogle måneder siden vedtog det danske folketing en skærpelse i loven om forbud mod tiggeri, så man i dag risikerer to ugers ubetinget fængsel ved lovovertrædelsen. Et tiltag sat i verden for at minimere antallet af udenlandske tiggere, som er blevet kritiseret for at have en diskriminerende slagside. Københavns Politi har hen over sommeren anholdt flere personer med østeuropæisk baggrund for at tigge.

Konkurrencen om at tjene penge på gaden i Københavns indre by er blevet mindre hård, efter at politiet har fjernet mange romaer, mener Aron, hvilket passer ham udmærket.

”Sigøjnere har en anden mentalitet,” siger han og sætter en finger på tindingen. ”De stjæler, men det ligger i deres blod, så de kan ikke gøre for det. I Sverige har vi mange problemer med migranter.”

”Migranter ødelægger vores kultur”

I den del af Stockholm, hvor Aron er vokset op, var der 80 procent migranter og 20 procent svenskere, siger han.

”Jeg mener, at migranter ødelægger vores kultur. Min skoletid var hård. Vi var to grupperinger, svenskere og migranter, og kom ofte i slagsmål med hinanden. Det var der, det begyndte,” fortæller Aron.

De gange, han har siddet i fængsel, har de fleste af hans medfanger været udlændinge.

”De har fået en chance. Jeg flytter heller ikke til Syrien og begår røveri. Dem, der kom hertil i starten, kom for at arbejde. Men mange af dem, som kommer i dag, udnytter vores system,” mener han.

Aron plejer at stå foran Irma på Nørreport og sælge sin avis. Han har ikke noget imod, hvis der står en Hus Forbi-sælger lidt nede ad gaden, men hvis han ser en person i nærheden, der sælger Illegal Magasin, beder han vedkommende om at gå. Illegal Magasin er et magasin om stoffer og afkriminalisering af narkotika, som primært sælges af østeuropæiske hjemløse, der ikke har mulighed for at sælge Hus Forbi.

”Hvis ikke de forlader stedet, tager jeg min telefon frem og siger ‘politi’. Det virker. Vi kan ikke sidde to mennesker og sælge aviser ved siden af hinanden. Folk går i moralsk panik, og tænker, at hvis de giver den ene penge, må de også give til den anden,” siger han og fortæller, at han dog hilser på den rumænske fyr, der står på Christianshavns Torv og sælger magasinet.

”Han har stået der hver dag i regn og sne i to år. Han er nu meget flink.”

For meget ballade

Aron tager til Nørreport hver formiddag, hvor han mødes med de andre svenske fyre og indimellem et par polakker, de to litauere Thomas og Darius eller nogle af de danske Hus Forbi-sælgere. Mennesker, han har lært at kende på gaden og har fået respekt for.

”Da Thomas og Darius kom til byen, kendte de ingen og kunne ikke tale engelsk. De fik lov at sove sammen med mig og en kammerat på Østerport i fire måneder. Thomas er begyndt at læse lidt engelsk, og han kan godt tale sproget nu. Darius forstår stadig ikke engelsk, men jeg har lært dem begge at kende, og de er gode mennesker,” fortæller Aron.

Det er vigtigt for ham at være en del af en gruppe på gaden.

”Jeg har svært ved at være alene. Jeg begynder at spekulere for meget, hvis jeg ikke har mennesker omkring mig. Sådan tror jeg, at der er mange hjemløse, der har det.”

Da Aron kom til København, blev han ”lært op” på gaden af en ældre svensk fyr, der hedder René. Han lærte Aron at tale dansk, og hvordan han skulle sælge sin avis.

”Mennesker husker altid, så det er vigtigt at være smilende, høflig og sige pænt goddag, når man står det samme sted hver dag.”

På gaden er der en række grundregler, fortæller Aron. Man tigger ikke foran børn, og man stjæler ikke fra hinanden.

”Jeg har også min egen regel. Jeg stjæler ikke nogen steder. Ikke engang i Netto.”

På gaden er der respekt for de mere erfarne hjemløse. Ofte er de ældre hjemløse også mere venlige end de yngre, mener Aron. ”Men hvis en person, der har været på gaden i 20 år, siger, at jeg ikke må stå her på Nørreport og sælge min avis, er jeg ligeglad. Det er ikke den slags respekt, jeg taler om.”

For at være en del af gruppen på Nørreport skal man rydde op efter sig selv. Man stjæler ikke fra 7-Eleven, og man tiltrækker ikke politiets opmærksomhed, fortæller Aron.

”Du kan hurtigt blive upopulær, hvis du stjæler de forkerte steder eller får politiet herover. Men dumheder kan også hurtigt blive glemt igen. Mennesker er fulde.”

En af de dage, hvor jeg tog til Nørreport for at tale med Aron, Mattias og de andre Hus Forbi-sælgere, havde Mattias fået en bule i panden og et blåt øje. Han havde fået et slag med et jernrør, fortalte de, af en mand, som de havde siddet og drukket whisky med, men som siden gik amok og slog Mattias for så at stikke af.

De har ingen planer om at gå til politiet, fortæller Aron. De vil hellere løse problemet selv.

”Politiet kan ikke gøre en skid. I bedste fald finder de manden og sætter ham et par måneder i fængsel, og Mattias får en smule erstatning. Generelt har vi ikke lyst til at tale med politiet. For mit vedkommende sidder det også i mit baghoved, hver gang jeg ser en politibil, at jeg har været eftersøgt.”

Foreløbig har Aron ikke lyst til at møde op på et jobcenter i Danmark og søge om kontanthjælp eller søge en lejlighed. Måske senere, når han har fået styr på sit indtag af alkohol, fortæller han. På længere sigt drømmer han om at starte egen forretning. Gerne en campingplads i Nordsverige.

”Så har jeg også et sted at bo. Og så vil jeg rejse til Thailand om vinteren, når det er koldt,” siger Aron.

De seneste måneder har været hårde på gaden i København, mener han. Stemningen har været urolig, folk er ikke så glade, som de plejer at være og kommer nemt i konflikt – Aron inklusiv.

Tidligere på sommeren tog han til Helsingør sammen med Thomas fra Litauen for at sælge Hus Forbi og for at komme væk fra København.

”Jeg havde brug for en pause. Jeg drak for meget, blev aggressiv og i løbet af en uge havde jeg været i slagsmål 10 gange. Det var helt gak.”

Da de ankom til varmestuen i Helsingør, fik de at vide af de andre Hus Forbi-sælgere, at de allerede var 25 sælgere for mange i byen.

”Så sagde jeg, at det er sgu ikke mit problem. Vi er 200 sælgere for mange i København! Men de sagde – for at sige det pæn en måde – at vi skulle tage tilbage. Jeg kan også godt forstå dem. Helsingør er en lille by med få butikker. Men det var nu mest, fordi jeg savnede København, at jeg tog af sted igen,” fortæller Aron.

Et par dage senere tager jeg ned til Hus Forbi-habitatet på Nørreport. Da jeg spørger en ældre dansk mand med bøllehat, der sælger Hus Forbi foran Irma, om han har set den 27-årige svensker, siger han, at Aron har været i slagsmål i weekenden og for tiden ikke er velkommen i området.

Men lidt senere på ugen møder jeg ham sammen med en anden svensk fyr, der står ved Netto i den anden ende af Nørreport og sælger Hus Forbi. Aron har været på Sydsjælland de seneste par dage, fortæller han. Men jo, medgiver han, der skete vist noget rod i weekenden.