Vesterbros gyldne trekant 

En høj og ranglet fyr med bar overkrop zigzagger rundt i gruset på Halmtorvet mellem politistationen på hjørnet af Lille Istedgade og H17 – en 1.000 kvadratmeter stor bygning, der for et års tid siden åbnede som nordens største stofindtagelsesrum.

”PlayStation 3 med 16 spil, 700 kroner!” råber han, så de forbipasserende på vej til Kødbyens smarte spisesteder også bliver opmærksomme på tilbuddet.

”Jeg venter, til han sælger den for en tredjedel. Det går hurtigt hernede,” siger Christian Schnoor, der netop er kommet ud fra fixerummet og har gjort mig selskab på en bænk.

Han har selv lige hevet butiksalarmen af et par træningsbukser og solgt dem for 200 kroner inde på H17. 27-årige Christian Schnoor har levet som hjemløs i en årrække, men flyttede i egen lejlighed for tre måneder siden. Han ”laver penge” for at dække sit forbrug af stoffer. Gerne 1.500 kroner om dagen – bortset fra den første i hver måned, hvor kontanthjælpen sikrer ham en “fridag”. Om et par uger skal han afsone 30 dage i fængsel for tyveri udført med en såkaldt “russerpose” – to indkøbsposer med staniol tapet fast imellem sig, så butikkernes alarmdetektor ikke registrerer indholdet.

”Jeg kan ikke lave det nummer længere, da en russerpose vurderes som organiseret kriminalitet og giver en langt hårdere straf end almindelig butikstyveri,” fortæller Christian Schnoor, der er klædt i Nike-sko, vindjakke og har en kasket på hovedet. Ansigtet er spidst og smalt. I overmunden er der en enkelt tand tilbage. Tandbørsten har han ikke et nært forhold til, som han siger.

En buttet kvinde kommer forbi bænken og siger, at hun mangler penge. “Så må du ud og tjene,” siger Christian Schnoor til kvinden, der ofte står og trækker i Istedgade.

”Hun kan virkelig lave penge. 3.000 kroner på god en dag. Det er jeg ret imponeret over,” siger han, da kvinden er gået.

Christian Schnoor peger på en varevogn fra engros-slagteriet Kalu. Den kommer kørende ud fra en baggård, der er nabo til fixerummet.

”Kalu har jeg arbejdet for i fem år,” fortæller han. Christian Schnoor fik job i firmaet som 14-årig – på samme tidspunkt som han begyndte at komme i stofmiljøet på Vesterbro.

Pushernes fidibus

Dagen efter mødes vi foran en specialinstitution på Frederiksberg, hvor Christian Schnoor hver morgen tager sin metadon. Han har haft en dårlig nat, fortæller han, da vi cykler mod Vesterbro. Han har siddet flere timer i detentionen, efter at han blev taget af vagterne i storcentret Field’s med fire flasker spiritus, et par sko og to t-shirts. Tyveriet foregik dog ikke med en russerpose, så straffen bliver kun en bøde.

Da vi parkerer foran SuperBrugsen på Halmtorvet, når Christian Schnoor akkurat at stige af sin cykel, da en fyr kommer forbi og hopper op på sadlen.
“Den låner jeg lige fem minutter,” siger han og kører af sted. Det er en pusher, som Christian Schnoor kender fra området.

Vi sætter os på en kantsten under et halvtag et stenkast fra fixerummet, og jeg spørger ham, hvordan han ser på hierarkiet i stofmiljøet på Vesterbro.

”Pusherne er nummer ét. Det er dem, der har stofferne, så de kan få os andre til at gøre, hvad som helst. Hente sodavand, købe smøger. De bruger os som en slags fidibus og vagtværn, hvis de er midt i en handel. Så holder vi andre øje med politiet imens,” fortæller han.

Christian Schnoor har selv tjent til sit forbrug af stoffer som pusher i en periode. Dengang behøvede han ikke at bevæge sig uden for ‘den gyldne trekant’ – området mellem Hovedbanegården, Istedgade og Halmtorvet – for at tjene penge. Men da bagmanden til den person, han købte sine stoffer af, blev taget af politiet, ville han ikke til at skulle etablere et forhold til en ny leverandør.

”Jeg kan godt mærke, at min status er faldet lidt, efter at jeg er gået tilbage til at stjæle. Før var det mig, der fik andre til at hente mad fra McDonald’s. Nu er det mig selv, der tager turen,” siger Christian Schnoor og fortæller, at der også er anerkendelse at hente ved at tjene penge. Det er en egenskab, der kan komme til udtryk ved at have råd til at købe stoffer flere gange om dagen – og for 500 kroner ad gangen i stedet for 200 kroner.

De mennesker, der er lavest i hierarkiet, er nasserøvene. Dem, som kun vil have og aldrig dele deres stoffer og kommer med søforklaringer, når de har ”fucket 10 gram op”, eller dem, som ikke betaler, hvad de skylder.

”Du kan hurtigt få et ry som dårlig betaler, og så hjælper folk dig ikke, hvis du er på røven. Alle kan tåle en røvfuld. Det er fem minutters smerte, og så er det overstået. Det er langt mere nedværdigende, hvis du ikke kan få lov at købe hos nogen,” fortæller Christian Schnoor og pointerer, at der findes flere måder at sætte folk på plads. Man kan sørge for, at andre ser det, når man tryner en person, eller ved at tale så højt, at andre kan høre, når man  en udstikker en ordre til en person, der er nederst i hierarkiet.

Dødens købmænd

På Vesterbro er der forskel på, hvordan folk ser på hinanden. Det har en betydning, hvordan man indtager stofferne. De, der ryger heroin eller kokain, har en tendens til at se ned på dem, der fixer – og vice versa.

”Rygerne mener, at de ikke er lige så langt ude som dem, der fixer. Risikoen for en overdosis er højere ved at fixe, men det er langt sundere for kroppen end at ryge, da affaldsstofferne bliver kogt fra i processen, inden du fixer med sprøjte,” forklarer Christian Schnoor, der selv både ryger og fixer kokain og heroin.

”Når rygerne føler sig bedre end dem, der fixer, skyldes det også, at de fleste af dem, som sælger stofferne, ryger. Så kan rygerne identificere sig med pusherne.”

De ‘rigtige’ stofbrugere køber kun af de pushere, som selv tager stoffer, siger han. Aldrig hos ‘dødens købmænd’ – de afrikanske fyre i Istedgade, der sælger dårlige varer til overpris til turister og fulde mennesker på druktur.

Christian Schnoor drikker selv 10-15 årgangsøl om dagen, men har med årene opbygget en tolerance, så han sjældent bliver rigtig fuld, siger han. Blandt stofbrugerne på Vesterbro har man ikke meget til overs for alkoholikere blandt hjemløse. ”De mennesker på gaden, der kun drikker, bliver dumstive og kan ikke styre deres brandert. De er et irritationsmoment og tiltrækker en masse negativ opmærksomhed. Så det er klart, at dem bliver der set ned på blandt os stofbrugere.”

Der er sket store forandringer i stofmiljøet på Vesterbro i løbet af de år, Christian Schnoor er kommet her. Før i tiden var der den brune ende efter Gasværksvej, hvor der blev solgt heroin, og den hvide ende med kokainsalg ned mod Hovedbanegården. I dag er det kun de første par hundrede meter af Istedgade, der endnu ikke er blevet ædt op af økologiske pizzeriaer og trendy kaffebarer. Kokain er blevet det dominerende stof i “trekanten”. Det er en udvikling, der har haft konsekvenser for solidariteten, mener Christian Schnoor.

”Kokain gør folk egoistiske og umedgørlige. Dengang heroin var det primære stof, syntes jeg, at vi var bedre til at hjælpe hinanden. Men jeg ser stadig mange af dem på gaden som min familie. I hvert fald mere end min rigtige familie,” siger han.

Christian Schnoor fortæller, at han er opvokset i en kernefamilie i Rødovre. Men da hans lillesøster blev dødeligt syg af kræft, begyndte familien at falde fra hinanden, og han fik “for meget tid til sig selv”. Miljøet uden for slagterfirmaet trak i ham.

”Jeg var nysgerrig og har altid søgt grænser, og så havde jeg penge mellem hænderne, både fra mit job og lidt kriminalitet,” siger han, da jeg spørger, hvorfor han begyndte at komme i stofmiljøet på Vesterbro i sin tid.

“Ja, og så stoppede jeg i skole i 7. klasse som 14-årig, da jeg mistede mit ene øje,” fortæller han og tager sin lighter og banker en gang på sit højre øje, der viser sig at være i glas. Han ville lægge sig imellem i en slåskamp og blev ramt i ansigtet med en knust flaske.

Eufori på hjemløselandsholdet

Christian Schnoor bliver mere og mere snøvlende, når han taler, da vi sidder på kantstenen. Metadonen gør ham døsig, og han er træt efter den manglende nattesøvn i detentionen. Vi aftaler at mødes igen en time senere, mens han kører en tur på sin cykel for at tjene 100 kroner til et skud kokain.

Da han er tilbage, sætter vi os på værtshuset Freddys Bar over for Kødbyen, nu med vågne øjne og klar i mælet. Christian Schnoor fortæller om sin tid som slagteriarbejder hos Kalu, hvor hans far også var ansat.

”Kødbyen var et fedt sted at arbejde. Der var en sjæl og en historie. Min far drømte egentlig om at blive buschauffør, men jeg tror, han blev i firmaet, så han kunne holde lidt øje med mig. Men jeg var sgu god til mit job. Jeg pakkede kød på lageret og talte med kunder. Hvis mit liv ikke havde taget en drejning, kunne jeg sikkert havde været chef i firmaet i dag,” fortæller han.

Christian Schnoor stoppede hos Kalu som 19-årig. Han sagde op efter en episode, hvor direktøren bankede på døren til toilettet i omklædningsrummet, mens han sad derinde og røg heroin.

”Hvad har du gang i, Christian, spørger han, da jeg kom ud derfra. Da jeg skulle svare ham, kunne jeg se, at den var hel gal, da jeg stadig havde røret til heroinen siddende i mundvigen. Jeg valgte selv at sige op, da jeg skammede mig over situationen,” fortæller han.

For fem år siden kom Christian Schnoor i stofbehandling og var clean i en periode. Han deltog i OMBOLD, de årlige gadefodbold-stævner og blev udtaget til hjemløse-landsholdet, hvor man er i truppen i to år. Holdet trænede tre gange om ugen, og kammeratskabet og de faste rammer passede godt til hans stofbehandling. Hans tid på hjemløselandsholdet sluttede med en turnering i Mexico mod hold fra resten af verden. De boede på hotel, havde deres egen fysioterapeut og massør, og til de store kampe var der 1.200 tilskuere på tribunerne.

”Vi tabte de to første kampe, men vandt resten. Det var en euforisk tur. Der var alt. Opmærksomhed, damer, vi kom i tv. Man følte sig som en stjerne. Men for mig var det et kæmpe antiklimaks at komme hjem til den grå hverdag i Danmark. Jeg fik et tilbagefald og røg ned i et sort hul,” fortæller Christian Schnoor.

Han kvittede stofbehandlingen og droppede ud før eksaminerne på VUC, hvor han var i gang med niende klasse.

”Jeg nåede dog terminsprøverne i dansk og matematik og fik 10 og 12, så jeg fik bevist over for mig selv, at jeg ikke er dårlig i skolen,” siger han.

Savner Mændenes Hjem

Christian Schnoor har tatoveret et ‘S’ på den ene håndryg. Tatoveringen fik han, da han var sammen med sin ekskæreste Sarah, som han har en 9-årig søn med. Sønnen ser han dog ikke for tiden, fordi han ikke vil svigte ham. De var sammen hver anden uge, inden han flyttede ind på Mændenes Hjem for to år siden. Men sønnen har en god stedfar og er i trygge hænder, fortæller Christian Schnoor.

Mændenes Hjem er et herberg og værested for stofbrugere og hjemløse på Istedgade. Et hurlumhejhus af vildskab og højt til loftet, hvor Christian Schnoor følte sig hjemme og fandt ind i et fællesskab. Men for tre måneder siden flyttede han i egen lejlighed på Nørrebro. En voldsom omstilling.

”Der gik to uger, fra jeg fik besked om, at jeg havde fået lejligheden, til at jeg skulle flytte. Jeg kan huske, at jeg begyndte at græde, da jeg afleverede nøglerne til mit værelse på Mændenes Hjem. Jeg havde aldrig været alene før. Jeg havde altid haft en kæreste, siddet i fængsel, eller været på gaden og haft mennesker omkring mig.”

Men han ville bevise over for personalet i trekanten, på herberget, varmestuen og H17 – de mennesker, som har hjulpet ham med at få en lejlighed – at han er i stand til at stå på egne ben. Mændenes Hjem er en slags allemandseje, mens der er mere status i at have sit eget sted, fortæller han.

”Jeg tror, at mange mennesker har det sådan, at andre ikke skal kunne sætte en finger på, hvad man laver. Alt skal være flot og rigtigt, du ved. Inderst inde vil jeg gerne tilbage og bo på Mændenes Hjem. Det er der, jeg har mit sociale netværk og liv omkring mig.”

I dag går det fint nok i lejligheden, siger han. Han sover der kun om natten.

Hver dag cykler Christian Schnoor ned til de vante rammer i trekanten.