Rygeheroin og Meyers Bageri

”Hej med jer. Ses vi til høstfest senere?” spørger en ældre herre, der lige har parkeret sin bil på Hillerødgade i Københavns Nordvestkvarter.

Eva hilser uden at svare på spørgsmålet.

”Det var en fra bestyrelsen. Han ved åbenbart, at jeg er beboer på herberget,” siger hun, mens vi går videre ned ad fortovet.

Tiger, en schæferhund, hun havde med hjem fra sin tid i Afghanistan, går forrest. Eva har en håndfri hundesnor rundt om livet, så hun ikke får ondt i ryggen, når de to traver gaderne tynde. Hun kommer ikke til den årlige høstfest på herberget i Hillerødgade senere i dag, da hun skal til et Unesco-seminar om stjålne kulturgenstande. Men havde hun ikke planer, var hun nok ikke mødt op til festen alligevel, siger hun. Der kommer så mange mennesker udefra.

”Da jeg var i Netto forleden, var der en af de andre beboere, som også var i butikken for at handle. Pludselig fik han et epileptisk anfald, og jeg går hen for at hjælpe ham. Da ambulancefolkene ankommer, spørger de, om jeg er ansat på herberget. Jeg ville ikke sige, at jeg også er beboer, da der stod så mange mennesker omkring, så jeg svarede bare ‘mmm’,” fortæller hun.

Eva er klædt i gummistøvler, blå regnjakke, stribet skjorte fra Tommy Hilfiger, et brunt sjal og har et ternet halstørklæde om halsen. Hun har langt kommunefarvet hår og store, runde, røde briller med tykt stel. Eva er i midten af 40’rne og fra Midtsjælland, men har ikke lyst til at optræde på Google med efternavn som hjemløs.

Vi sætter os på Cafe Heimdal – et værtshus på Nørrebro med adgang for hunde. Eva beder om en hvedeøl, så jeg henter det tættest beslægtede i barens sortiment.

”Jeg drikker aldrig alkohol på herberget. Der drikker folk ikke af nydelse. Jo, en enkelt gang er det sket. Da Macron vandt over Le Pen i det franske valg, fejrede jeg det med et glas champagne med min nabo i huset,” siger hun.

Stoffer og psykisk sygdom

Kirkens Korshærs herberg i Hillerødgade er et af Københavns mest rummelige bosteder for hjemløse. Herberget indlogerer ‘dobbeltdiagnosticerede’ – det vil sige mennesker med både stof- og alkoholmisbrug og psykiske lidelser – og stiller ikke krav om, at beboere skal være i behandling. Mænd, kvinder og par er velkomne, og herberget indskriver hunde som det eneste sted i byen. Derfor var der ikke andre herberger, hvor Eva kunne bo med Tiger, da hun stod uden bolig for et halvt år siden.

”Lige netop i dag har jeg boet på herberget i seks måneder. Det er ret sørgeligt egentlig,” siger hun.

Eva er uddannet i forhistorisk arkæologi på Københavns Universitet og har flere gange været i Iran og Afghanistan for at arbejde. I 2013 kom hun hjem fra Afghanistan, hvor hun havde arbejdet i to et halvt år med udgravninger af truede kulturgenstande.

”Det var en fantastisk tid, og jeg nød at være en del af et team og bruge min faglighed. Jeg lærte de pashtunske drenge at grave og bruge opmålingsudstyr, og de lærte mig at tale pashtu,” fortæller hun.

Da hun kom tilbage til Danmark, arbejdede hun på en udgravning på Lolland i 10 måneder og har siden haft svært ved at finde arbejde. Mens vi nyder vores belgiske øl, forsøger jeg at blive klogere på, hvordan en person med hendes baggrund er endt på herberget i Hillerødgade.

Eva blev hjemløs, da hun som arbejdsløs andelsboligejer ikke kunne få kontanthjælp.

”Hvis jeg bare havde fået den skide kontanthjælp, så kunne jeg have beholdt lejligheden. Da jeg finder ud af, hvad jeg koster for staten ved at bo på herberget, synes jeg, det er absurd,” siger hun og fortæller, hvor skuffet hun er blevet over et parti som Socialdemokraterne, der påstår at tale de svages sag: ”Da Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister, blev kontanthjælpsreglerne strammet endnu mere. Jeg kan love dig for, at Socialdemokraterne ikke får min stemme til kommunalvalget.”

Lejligheden blev solgt, og pengene fra salget forsvandt i et stort lån, og efterfølgende boede Eva et stykke tid på sofaen hos venner. Da hun ikke længere ville være afhængig af deres hjælp, gik hun på kommunekontoret. En sidste og nedslående udvej.

”Samfundet ser ned på en, når man bor på herberg. Selv hjemløseenheden siger, at jeg ikke skal reklamere med det, når jeg søger job og bolig. Ofte skriver jeg min gamle adresse i Hjørringgade på Østerbro, når jeg sender ansøgninger,” siger Eva.

I dag søger hun en billig lejebolig uden for København, men indtil videre uden held.

Selv om Afghanistan er et krigshærget land, var rammerne mere håndgribelige end på herberget. Hvis der var eksplosioner før klokken halv et, skulle de være opmærksomme på, hvor lydene kom fra. Hvis flyene fløj i en bestemt retning, vidste de, hvor der var ballade, fortæller hun.

”På herberget er der stoffer, alkohol og psykisk sygdom. Så bliver den menneskelige adfærd umulig at beregne. Jeg er desværre en person, der ser alt. Jeg vil ønske, at jeg kunne lære at blive mere kold. Derfor har jeg også et billede af Anna Wintour, hende den hårde chefredaktør fra Vogue Magazine hængende på væggen.”

Lugten af mentalt underskud

Inden Eva flyttede ind på herberget i Hillerødgade, havde hun boet en uge på Café Klare – en natcafé på Vesterbro, der tilbyder akut overnatning for kvinder. På Cafe Klare var der ordentligt, rent og pænt. Hillerødgade var en anden verden.

Herberget i Hillerødgade består af et herberg, et botilbud til personer, der ikke kan klare sig selv, og en natcafé, der åbner hver aften klokken 23 for personer, som ikke har en fast seng at sove i.

”Jeg kan tydeligt huske, hvordan der lugtede, da jeg havde min første overnatning på natcafeen. Mænd, der ikke har haft mulighed eller overskud til at gå i bad i dagevis. Det er særligt slemt om vinteren, og det virker, som om lugten er ved at komme tilbage nu,” fortæller hun.

Sidenhen fik Eva eget værelse på herberget. På herberget var det lugten af salmiak, der sev ud fra værelserne, hvor beboere røg ‘sten’ (kokain), og de jævnlige besøg fra politiet, når der havde været ballade, som var et fremmedgørende element.

”Lige da jeg flyttede ind, talte jeg med en beboer, der hed Mohammed, som havde boet på herberget i to år.  Det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg hørte, at han havde boet der så længe.”

Mange har boet på stedet i årevis. For nylig døde en somalisk beboer, der havde boet på bostedet i 10 år.

”Han var altid pæn i tøjet. Vi sloges om avisen, han og jeg. Jeg vil bare læse kultursektionen i Politiken,” siger Eva og smiler.

Der er forskellige grupperinger på herberget. Beboere med somalisk, grønlandsk og dansk baggrund. Nogle af de danske beboere synes, de somaliske mænd er for larmende, når de sidder på stenbænkene foran herberget og drikker bajere.

”Men det er sådan er deres kultur. Hvis man skal have en samtale, skal man råbe højt,” siger Eva og smiler.

Der findes også tætte relationer på tværs af nationale skel. Men også racisme, når folk er presset.

”Hvis en af kvinderne råber, at det er også bare de sorte igen, siger jeg ‘nej, du skal sige Ahmad ligesom du siger Kenneth’.”

Ellers står Eva lidt uden for hierarkierne på herberget, mener hun. Status blandt mange af beboerne afhænger af, hvem der sidder på hashhandlen, og hvem der skylder hinanden penge. Og så er der prostitution blandt nogle af kvinderne.

”En beboer, som for nylig er flyttet, var åbenlyst prostitueret. Hun lagde ikke skjul på, at hun i perioder stod på gaden og trak. Men jeg har også set andre kvinder, som går i seng med mænd og får stoffer som betaling. Men de kvinder er ikke lige så lavt rangerede i mændenes øjne som hende. De omtalte hende på en grovere måde,” fortæller Eva.

Såkaldt gråzoneprostitution er et relativt udbredt fænomen blandt kvinder med stofmisbrug i hjemløseverdenen.

I Hillerødgade bor Eva på kvindegangen sammen med fire andre beboere. Der er mere ro end på de andre etager og kun to beboere med stofmisbrug, fortæller hun.

”Vi andre er småskøre på vores egen måde. Det er jeg nok også. Det bliver man af at bo alene i så mange år, som jeg har gjort.”

Et par af de andre beboere på kvindegangen synes nok, Eva er lidt krævende, fortæller hun. Hun er ”firskåren”, når det gælder oprydning, og husker gerne de andre på at gøre rent, efter de har brugt badeværelset.

Turen til Meyers Bageri

Eva har ikke kontakt til sine forældre. De har aldrig haft et tæt forhold. Hendes mor har i dag Alzheimers, men siden Eva endte på gaden, er forbindelsen til forældrene forsvundet helt, siger hun.

”Min mor har altid været et bittert menneske. En tyran, der råbte og skreg. Derfor reagerer jeg også særligt voldsomt, når der larm på herberget.”

Siden Eva er flyttet på herberg, er mennesker, hun tidligere opfattede som venner, begyndt at sive væk. De aflyser aftaler og ringer ikke tilbage, siger hun.

”Som jeg fortalte min psykolog for nylig, virker det, som om folk er bange for, at jeg skal smitte dem med min dårlige situation.”

Eva begyndte hos psykolog, efter at hun forsøgte at begå selvmord på herberget for nogle måneder siden. Omgangskredsen var væk og erstattet af ensomhed, hun fik konstant afslag på jobansøgninger, og miljøet og de hårde skæbner i omgivelserne på herberget trak energien ud af hende.

”Jeg fandt en køkkenkniv og skar mig i håndleddet. Men jeg ville det nok ikke helt alligevel, da jeg ikke kunne finde ud af, hvordan jeg skulle skære. Men jeg havde skrevet et afskedsbrev, hvori der stod, hvem der skulle tage sig af Tiger og mine to katte, som i dag er på pensionat,” fortæller hun, mens de runde brilleglas dugger til.

Den rå hverdag som beboer i Hillerødgade forsøger Eva i dag at bruge som motivation til at komme væk fra herberget og finde et arbejde.

”Jeg holder ikke til at bo her i seks måneder mere. På et tidspunkt må det lykkedes at finde et job og komme ud herfra.”

Eva håber på igen at kunne arbejde som arkæolog – gerne med egen udgravning i Sverige.

Indtil da er hendes vej til de gode stunder at søge ud af huset og opsøge den mentale stimulans, som hun savner på herberget. Flere gange om ugen tager hun i Meyers Bageri i Jægersborggade på Nørrebro og henter brød til sig selv og de andre beboere og afdelinger på herberget.

”Så taler jeg med Jakob, der arbejder på bageriet. Vi er begge glade for musik, og forleden snakkede vi om Søren Huus, som jeg synes er blevet lige lovlig melankolsk i sine sange, efter at hans kone døde,” siger Eva.

Nogle gange hjælper hun til med at rydde op i bageriet inden lukketid. En dag, mens Eva var ved at tage butiksskiltet ind fra gaden, kom den tidligere filmproducent Vibeke Windeløv gående forbi. Eva havde netop hørt hende i et interview på P1, der handlede om, hvordan det er at gå på pension.

”Så flyver det bare ud af munden på mig: ‘Hej Vibeke!’ Hun blev glad, da jeg sagde, at jeg syntes, hun var god i radioprogrammet, og så stod vi talte i nogle minutter om interviewet. Hun spurgte så, om vi havde flere hindbærsnitter tilbage, inden vi lukkede. Jeg sagde, at det vidste jeg ikke – jeg er bare frivillig fra Kirkens Korshær,” fortæller hun og smiler.

For Eva er det hårdeste ved at være hjemløs at bevare værdigheden i mødet med omverdenen. Hvis hendes påklædning og fremtoning ikke afslører hendes boligsituation, er det nemmere for hende at holde fordømmelsen lidt på afstand, mener hun.

”Derfor er mine runde briller mit varemærke. Der er jo ingen, der regner med, at en hjemløs ser sådan ud.”