Større, vildere, bedre

Dagens tekst er en lille prolog til serien ‘Bøsser i Hirtshals 2’. Vi skal i den rette stemning, og vi skal have en fornemmelse af den nødvendighed, som ‘Bøsser i Hirtshals 2’ udspringer af. Lad os allerede nu afsløre, at serien handler om at få Hirtshals på fode igen. Op gennem 60’erne, 70’erne havde den lille nordjyske fiskerby gevaldigt med vind sejlene, men det var, som om den løjede af midt i 80’erne. Og helt galt gik det lille samfund, da det blev lagt ind under Hjørring Kommune med kommunalreformen i 2007. I dag indkredser vi gennem forhåndenværende skriftligt kildemateriale, hvad Hirtshals er for en størrelse.

Illustrationerne til denne artikel er lånt fra forskellige ejendomsmæglere, som sælger huse i Hjørring Kommune. Alle billederne er fra huse, der er til salg i Hirtshals. Skriv til os, hvis du ser noget, der lokker. Nå, lad os komme i gang.

Knausgårds Hirtshals

Ligesom havet har det med at slå ubønhørligt ind over molen i Hirtshals Havn, har litteraturen ikke altid behandlet den lille fiskerby med fløjlshandsker. I bind 5 af sin selvbiografiske roman Min kamp (2010) beskriver den norske forfatter Karl Ove Knausgård, hvordan han engang som ung strander i Hirtshals uden penge og mad efter ”våd, sulten og sjusket” at have tomlet op gennem Jylland. Lige da han ankommer til byen, skal en af norgesfærgerne til at sejle.

”Jeg løb hen til billetkontoret med rygsækken på ryggen, forklarede forpustet situationen til ekspedienten, jeg havde ingen penge, om jeg kunne få en billet alligevel og få tilsendt regningen? Jeg havde pas, kunne legitimere mig og var en sikker betaler. Hun smilede venligt og rystede på hovedet, det kunne jeg desværre ikke. Jeg blev nødt til at betale kontant. Men jeg skal med! sagde jeg. Det er jo der jeg bor! Og jeg har ingen penge! Hun rystede på hovedet igen. Desværre, sagde hun og vendte sig væk. Jeg satte mig på en kantsten i havneområdet med rygsækken mellem fødderne og så den store færge lægge fra kaj, glide ud på havet og forsvinde. Hvad skulle jeg gøre?”

Så sidder han dér. Damen kunne godt have givet ham en billet, en smule storsind havde klædt byen bag hende, men så ville scenen nok ikke have været dramatisk nok til at optage en plads i Knausgårds hukommelse og komme med i Min kamp, og Hirtshals ville slet ikke være blevet nævnt. Den unge Knausgård sætter et Roxy Music-bånd i sin Walkman og spekulerer over, hvad han nu skal gøre, og mens batteriet langsomt dør, og musikken bliver falsk, beslutter han sig for at gå ind til byen, ”gennem de trøstesløse Hirtshalsgader”. I disse passager minder han lidt om landsmanden og forfatterkollegaen Knut Hamsuns hovedperson, der går rundt og sulter i Oslos gader (som dengang hed Christiania) i storromanen Sult hundrede år tidligere. Men hvor Knut Hamsun dog omtaler den norske hovedstad som ”denne forunderlige by, som ingen forlader, før han har fået mærker af den”, er Hirtshals bare Knausgård et trist og enerverende bekendtskab. Da han endelig kommer med færgen, er det nordmænd, der hjælper ham.

Grassat på Jyllands Nakke

Så er der også den satiriske roman Dyden går amok fra 1957. Den er skrevet af journalisten Knud Poulsen og er nok stadig i et vist omfang romanen om Hirtshals. Den følger tre venner fra København, som kommer til den lille fiskerby Hu, hvor de ifølge Politikens anmeldelse fra dengang ender med at gå ”grassat sammen med de stedlige galninge”. Der står ikke Hirtshals nogen steder i bogen, men allerede på første side får læseren at vide, at den her Hu ligger ved ”det nøgne klitlandskab” på ”Jyllands Nakke lige ud mod havet”, hvor ”blæsten de fleste af aarets dage hyler som en afsindig”. Vejrliget er så hårdt, at sindet ”må gaa amok nu og da for ikke at knuges inde i mørk faamælthed og spage tanker om egen usselhed”.

Enhver, der kommer fra Hirtshals eller bor i Hirtshals, vil sige, at den beskrivelse er fuldstændig umiskendelig.

Hans Lyngby Jensens dom er hård

Og så er der forfatteren Hans Lyngby Jepsen. I sin bog Danmark – Nordylland fra 1986 skriver han direkte, at Hirtshals ikke ligefrem er nogen køn by. ”Auktionshaller, magasiner, fiskeindustrier, fabrikker, værksteder, oliebeholdere. Fra en bakke nær Nordsømuseet, hvor man bliver undervist i alt om Nordsøfiskeri, er der en udsigt mod byen så grim, at det er svært at forestille sig noget grimmere.”

Der er klart noget rå klondike over Hirtshals, og det er ikke nogen ubetinget køn by, men så slemt, som Hans Lyngby Jepsen beskriver det, er det nu ikke, selv om det kan være, at man lige skal have byen lidt ind under huden, før man forstår det.

Det går tilbage for Hirtshals

Ejendomsmæglersprog

Noget tyder på, at jo tættere vi kommer på virkeligheden og nutiden, desto mere desperat fremstår situationen i Hirtshals. Rapporten Mobilitet der skaber lokal værdi? undersøger, hvad turisterne og de handelsrejsende, som sejler til og fra Hirtshals Havn med de mange færger, synes om byen. Mange når nemlig ikke engang ind i den. De kører bare videre.

Men hvad så hvis man kigger på ejendomsmæglernes sprog? En hel del huse er til salg i Hirtshals, og ejendomsmæglere plejer at kunne sælge. Det er derfor, de er blevet ejendomsmæglere og ikke for eksempel pianister eller flyttemænd. Til denne artikel har vi brugt en del fotos fra et hus på 89 kvadratmeter til 450.000 kroner på Mågevej 16, som ligger meget centralt i Hirtshals. Hos ejendomsmæglerens opslag på nettet ser det ud, som om huset kun har ligget i 19 dage, men det kan næsten ikke være rigtigt. Det ser meget forladt ud. Hvordan sælger man sådan et hus i et område, hvor liggetiden ifølge Boligas talt er 523 dage?

Overskriften er ‘Centralt beliggende rødstensvilla’. Så langt så godt. Ejendomsmægleren lover ikke for meget. Nu er vi nede i brødteksten: ”Centralt beliggende rødstensvilla med et bebygget areal på 89 kvm. hvortil kommer 37 kvadratmeter kælder. Endvidere er der 25 kvadratmeter muret garage samt overdækket indkørsel. Beliggende centralt i Hirtshals by på en 465 kvadratmeter stor grund med helt lukket have.”

Meget tyder på, at ejendomsmægleren ikke har så meget at arbejde med – bortset fra kvadratmeterne og den tilsyneladende positive kendsgerning, at haven er ”helt lukket”, hvilket helt sikkert har sit publikum.

Men så følger en sætning, som bløder lidt op: ”Kort afstand til skole, hal, indkøb, gågade, havn, strand og så videre.” Sætningen begynder rigtig godt. Afstande er i mange sammenhænge noget møg. Men desværre det er, som om ejendomsmægleren opgiver ævred hen imod slutningen af sætningen. Den slutter lidt abrupt, den bliver lige så kort som de afstande, den beskriver, og det er ikke ubetinget nogen sproglig sejr. Ejendomsmægleren kommer dog lidt igen i de kommende afsnit, hvor han både kan divertere med byggeår (1955), ”eternittag”, ”overvejende plast-termovinduer” og ”fællesantenne (p.t. passiv)”, viktualierum og bruseniche. Ingen superlativer.

Sværere at sælge har det åbenbart været  på Poppel Allé 13. Her er en villa på 70 kvadratmeter sat på tvangsudsalg, og auktionsstedet er retten Hjørring, retssal J. Hammerslag 4. oktober.

”Parcelhus med uudnyttet kælder,” står der. ”Huset er beklædt med sort træbeklædning og med built-up tag.” Vi får også at vide, at der er brændeovn i stuen, og at der fra stuen er en trappe ned til kælderen, som – parentes bemærket – ”lugter af fugt”. Derpå følger en række korte sætninger som: ”Køleskab er fjernet fra ejendommen” og ”der er termoruder i ejendommen”. Stilen fortsætter: ”I haven er der et forfaldent skur.”

Jo, Hirtshals trænger til en kærlig hånd.

 

Forsidefoto: Home