Kære læser

Amerikanernes våbenglæde

A woman lights candles at a vigil on the Las Vegas strip following a mass shooting at the Route 91 Harvest Country Music Festival in Las Vegas, Nevada, U.S., October 2, 2017. Picture taken October 2, 2017. REUTERS/Chris Wattie

Efter gårsdagens uhyggelige masseskyderi i Las Vegas er det på sin plads at se på USA’s våbenpolitik. Lad os gøre det lidt mere direkte, end vi har for vane på denne plads.

Det, vi ved om skyderiet, er, at den hovedmistænkte hedder Stephen Craig Paddock. Han var 64 år og er mistænkt for at have dræbt 59 og såret yderligere 527 ved en koncert i Las Vegas med country-stjernen Jason Aldean. Det er det største masseskyderi i USA’s historie. Paddock har angiveligt skudt løs fra sit hotelværelse på 32. sal på Hotel Mandalay Bay, hvor der var udsigt over koncertområdet, i over 20 minutter og brugt 23 forskellige våben heriblandt flere automatvåben, stativer og kikkertsigte. Da politiet umiddelbart efter lokaliserer og stormer hotelværelset, har Paddock skudt sig selv.

Politiet har desuden fundet 19 våben, flere tusinde kugler samt sprængstof og elektriske anordninger på Stephen Paddocks privatadresse i den lille pensionistby Mesquite lidt uden for Las Vegas. I Paddocks bil er der også fundet flere kilo ammoniumnitrat. Det er et materiale, der typisk findes i gødning, men som også kan bruges til fremstilling af sprængstoffer. Der er tilsyneladende intet ulovligt ved Paddocks besiddelser i henhold til amerikansk lovgivning, og ifølge sheriffen i Las Vegas, Joseph Lombardo, var det lykkedes Paddock over en periode at slæbe ti kufferter ind på sit værelse. Han er ikke tidligere straffet og har tilsyneladende ingen forbindelser til terrorbevægelser eller andre grupper, men levede – udefra set – et almindeligt liv som en velhavende pensionist med hang til spil og gambling.

Efter skyderiet var alles øjne rettet mod præsident Donald Trump og Republikanerne, der traditionelt er tilhængere af en endnu mere lempelig våbenpolitik, men indtil videre har hverken Trump eller partiet adresseret våbenproblematikken. Til gengæld blev Trump fra alle sider af det politiske spektrum rost for sin tale til USA’s befolkning, hvor han fokuserede på sammenhold, medborgerskab og medfølelse. Der var ingen upassende eller kontroversielle udtalelser fra hans eller Republikanernes side. Til gengæld har de heller ikke anvist nogen vej frem. Hver dag dør 92 amerikanere ved brug af skydevåben – de fleste af dem er selvmord eller vådeskud, men tallet er voldsomt højere end i andre lande. Generelt har USA ikke mere kriminalitet end andre rige lande.

Ingen registrering

USA er med hestelængder det land i verden med flest masseskyderier, og der bliver flere og flere af dem. Fra 1982 til 2011 skete der masseskyderier med et halvt års mellemrum. Siden har de fundet sted hver måned. I forhold til stort set alle andre sammenlignelige lande har man nærmest ingen regulativer på våbenområdet. I de fleste delstater kræver det ingen våbentilladelse at købe det, ingen registrering, ingen træning, ingen begrænsning eller andre typer forbehold, som man blandt andet har i Danmark, der nu ikke har verdens strammeste våbenpolitik. Stort set alle eksperter og undersøgelser viser, at en nedrustning og en strammere våbenpolitik ville gøre en forskel for antallet af dræbte.

Alligevel kommer der næppe heller denne gang til at ske noget med den amerikanske våbenlovgivning. Flere demokratiske senatorer har været ude og kræve automatvåben ulovliggjort, men det er ærlig talt nemme point for Demokraterne, som har gjort lige så lidt for våbenproblematikken som Republikanerne de seneste 20-30 år. Selv Obama var tavs på området, ja, nærmest opgivende. Han forsøgte dog at få indført et tjek og en registrering ved køb af automatvåben, men tiltaget blev stoppet. Det eneste han kom igennem med var nogle få begrænsede kontrolinstanser for psykisk syges adgang til våben. Dem har Donald Trump, på linje med en række andre reformer, gjort til sit mål at få afskaffet.

Det mest deprimerende er, at befolkningens ønske om en endnu mere lempelig våbenpolitik stiger ved masseskyderier som disse. Og amerikanerne har aldrig været så våbenglade som nu.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12