Homoseksuelle kan redde Hirtshals fra at gå til grunde

Vi begynder med en lille tidsrejse tilbage til 21. maj 2016: Det er lørdag over middag, og Lars Henriksen, formanden for Copenhagen Pride, står på torvet i Hirtshals iført blåstribet butterfly og lyserød jakke. På overlæben har han sin signaturmoustache, en sirligt svungen Schnurrbart.

Lars Henriksen er ved at blive interviewet af lokalstationen TV2 Nord, og han er fyr og flamme, totalt oppe at køre. ”For mig giver det fuldstændig lige så meget mening at have en Hirtshals Pride som en Copenhagen Pride,” siger han til journalisten, og samme aften ryger ordene lige ud til hele Nordjylland. ”Jeg kan ikke se, at der er noget i Hirtshals’ topografi, der forhindrer, at man kunne gennemføre noget rigtig fint her.”

Det var Føljeton, der havde inviteret Lars Henriksen med på en tur til Hirtshals. Flere måneder tidligere havde vi søsat artikelserien ‘Bøsser i Hirtshals’ med henblik på at portrættere den lille fiskerby og ved samme lejlighed forsøge at måle, hvor højt der var til loftet med en tese om, at hvis der var problemer med mangfoldigheden og frisindet i et samfund som Hirtshals, så var der det nok også andre steder i landet.

Nærmest ved et tilfælde mundede Føljetons serie ud i en ret god idé: kunne man forestille sig, at Copenhagen Pride 2016 tyvstartede i Hirtshals? Priden var totalt med på ideen, og den weekend var vi taget til Nordjylland for at lodde stemningen blandt de lokale. Og vi må sige, at Hirtshals tog fusen på os. Vi troppede op med en forestilling om, at hirtshalsboerne ville være imod sådan et projekt. Men sådan forholdt det sig ingenlunde.

Som det fremgik af TV2 Nords nyhedsindslag den aften, vakte ideen stort set kun begejstring – næsten over hele linjen. ”Det er en rigtig god idé,” udtalte en privatperson ved navn Jørgen Simonsen, der blev præsenteret som borger i Hirtshals. ”Vi trænger til at få lidt liv heroppe, så det ville bare være godt. En anden Hirtshals-borger, Hans Thomsen, sagde: ”Helt sikkert, vi mangler sådan noget i Hirtshals.”

Føljeton og Lars Henriksen stødte i løbet af dagen på flere hirtshalsboere, der havde samme holdning, også selv om de personligt havde et ambivalent forhold til homoseksualitet, som flere, vi talte med, syntes var ”forkert”.

At det ikke blev til noget skyldtes to faktorer:

1) Tid. Der var mindre en tre måneder til det års udgave af priden i København, og det var en logistisk udfordrende opgave at rykke så stor en begivenhed 300 kilometer i fugleflugtslinje mod nordvest.

2) Penge. Lars Henriksen vurderede, at hele operationen ville koste et par hundrede tusinde kroner. De penge fandtes ikke, og der var ikke politisk vilje i Hjørring Byråd til at finde dem.

Sats alt på de homoseksuelle!

Men altså for at rekapitulere: ”Vi trænger til at få lidt liv heroppe,” sagde de. Og ”vi mangler sådan noget i Hirtshals”. De lokales ufattelige velvilje over for en LGBT-parade gennem deres forfaldne og forblæste bys gader uanset eventuelle private sym- eller antipatier gjorde et kæmpe indtryk på både Føljeton, og vi følte os overbeviste om, at vi havde fat i noget rigtigt.

Som vi har været inde på flere gange, er Hirtshals under afvikling. Der var knald på fiskeriet i 60’erne og 70’erne, og fiskerne svømmede i penge. Der går historier om skippere, som tændte deres cigarer med hundredkronesedler. Men fra midt i 80’erne begyndte det at gå tilbage, og det hjalp ikke, at Hirtshals med kommunalreformen i 2007 blev lagt ind under Hjørring Kommune.

Derfor tog Føljeton forleden kontakt til Hirtshals-avisen FlaskePosten, som er hirtshalsboernes foretrukne nyhedskanal. Og her præsenterede vi chefredaktør Niels Skipper for en ny idé, som ad åre kan løse de fleste af Hirtshals’ problemer. Niels Skipper var meget lydhør og tog sig tid til at referere ideen præcist i en artikel i sin avis. Kort efter offentliggørelsen tikkede reaktionerne ind i kommentarfeltet. De var overvejende positive. Igen var stemningen denne: Lad os gøre det!

Her følger en nogenlunde gengivelse af, hvad vi sagde til FlaskePostens chefredaktør:

Hvis man er kommet i Hirtshals med jævne mellemrum gennem de seneste 30 år, kan man godt få den tanke, at byen er ved at falde fra hinanden. At de gode tider er forbi og aldrig mere kommer tilbage.

I dag er der nogle tusinde arbejdspladser i Hirtshals Havn, men mange af dem er bundet op på færgefarten, herunder de fire færger, som sejler til og fra Norge. Det er færgerne, der holder liv i byen. Men hvad hvis færgeruterne stoppede eller blev rykket væk fra Hirtshals? Gud forbyde det – men det ville vride halsen om Hirtshals. Sådan som butikkerne og byens institutioner –rådhuset, vandrehjemmet, Skipperkroen – allerede lukker ned på stribe, kunne man frygte, at Hirtshals ville implodere helt.

Men som Lenny Kravitz synger, er det ikke forbi, før det er forbi. Nu laver vi et tankeeksperiment: Hvad nu, hvis de bedste tider lå og ventede ude i fremtiden? Tænk, hvis man på en eller anden måde kunne gøre Hirtshals til et sted, som folk ville komme langvejs fra for at besøge. Og her tænker vi ikke bare på liebhaverpensionister fra Bergen og Kristiansand, som kommer for at købe alkohol og fylde indkøbsposerne med danske pølser.

Tænk, hvis man kunne dreje lidt på nogle knapper, så Hirtshals blev en attraktion for et købestærkt, kulturinteresseret publikum fra hele Nordeuropa. Der er jo allerede Nordsøen Oceanarium, fyret, havet og en masse andre ting at komme efter. Og hvis Føljeton var forretningshavende, var der én helt bestemt befolkningsgruppe, som vi ville strække os meget, meget langt for at tiltrække.

I byudviklingssammenhænge er det velkendt, at homoseksuelle, ja, hele paletten af LGBT-folk, har nogle helt særlige evner. De kan få slunkne og udtjente kvarterer til at løfte sig – nærmest ved deres blotte tilstedeværelse.

På engelsk taler man om ‘DINK-segmentet’ – dobbelt indkomst, ingen børn. DINK er par med uddannelse og mange rare penge, og som er interesserede i kultur. Hvem er rig på kultur? Det er Hirtshals! Men Hirtshals er ikke nødvendigvis et fantastisk sted at opholde sig, hvis man har en seksualitet, der afviger fra det heteronormative, fornemmer man. Er man homoseksuel, biseksuel, transseksuel, queer, interseksuel eller aseksuel, er det stadig bedst at gå lidt stille med dørene. Simpelthen holde sine præferencer og tilbøjeligheder for sig selv.

Føljeton vil derfor lancere en idé, som vi mener kan redde Hirtshals fra at gå til grunde: Hvad med at gå linen ud og gøre Hirtshals til et decideret attraktivt sted for LGBT-folket og alle deres mange rare penge?

Tænk, hvis Hirtshals kunne udvikle sig til en slags helle for folk med en anden seksualitet end heteroseksualitet. Et sted, hvor der ikke bliver råbt ukvemsord efter en, når man går hånd i hånd med en person af samme køn på gaden.

Hvis homoseksuelle følte sig godt tilpas i Hirtshals, ville de opholde sig længere tid i byen; hvis de opholdt sig længere tid i byen, ville de lægge flere penge. Forretningsindehavere, værtshuse og restaurationer ville begynde at se nye mønstre blandt deres kunder og indrette deres sortiment af varer efter det.

Hvis Hirtshals blev attraktiv for DINK-segmentet, ville huspriserne stige; der ville komme gang i udlejningen, og kulturen ville atter blomstre. Nyheden om de regnbuefarvede vinde i Hirtshals ville nå vidt omkring, og til en start ville LGBT-folk fra Norge stå på færgerne i Bergen og Kristiansand for ved selvsyn at opleve dette lille bymæssige homo-vidunder. Hirtshals ville ikke længere være en by, som rejsende nordmænd susede igennem på vej ned til Europa. De ville gøre holdt og få det hele med.

Skulle man give ideen et skud? Alene det at sætte alle kræfter i søen for at gøre et helhjertet fælles forsøg på at ændre økonomien i Hirtshals vil skabe international opmærksomhed. Måske den første rigtige internationale opmærksomhed, Hirtshals nogensinde har fået.