Nu er sommeren for alvor forbi, og selv om der er al mulig grund til at gå og surmule over det dårlige vejr, kan man da i det mindste glæde sig over, at man ikke længere behøver bekymre sig om sin ‘strandkrop’. Slut med at spankulere rundt ved de danske kyster helt blå i hovedet af de træk-maven-ind-anstrengelser, man gør sig for at undgå, at den blege delle falder ud over kanten på de små Speedos, som var den en lavine i Dolomitterne. Nu kan vi pakke det hele ind i vintertøj og være ligeglade.
Men ak, intet i denne verden varer evigt. Vi får kun et par måneders glæde, hvor vi, med julen som undskyldning, kan proppe os med god mad og drikke rigeligt med alkohol – en tilværelse, som er alle forundt – inden det igen er januar og højsæson for alverdens slankekure og fitnesstilbud.
Nogen har dog taget lidt forskud på ‘glæderne’. For hvorfor vente helt til januar med at gå og være trist med et blodsukker nær nul, når man kan starte allerede ved begyndelsen af de i forvejen mørke og kolde måneder. Rigmanden Lars Seier Christensen har bebudet, at han skal smide 10 kilo af sin kampvægt. Et nobelt mål.
Kommunist-kuren
Nu har det jo været januar mange gange før, og siden der skal udvikles mindst én ny slankekur hver januar, betyder det, at der er nok at tage af, når den gode Lars Seier skal vælge, hvordan han vil tabe sig. Vi nævner i flæng ‘Dukan Kuren’, ‘8 timers kuren’ og ‘Spis maven flad‘.
Her på redaktionen er vi nok mest interesserede i de to sidste. At tabe sig ved at spise maven flad på 8 timer, lyder meget godt. Men ingen af disse er noget for Lars Seier. Hvorfor? Fordi der er millioner af kroner i slankebøger, og Lars Seier er en entreprenant mand. Han har derfor søsat sin egen slankemetode, der snart er klar til bestsellerlisterne: Tab dig ti kilo eller giv en kvart million til det politiske projekt, du hader allermest (i Lars Seiers tilfælde er det Enhedslisten).
I det anti-kommunistiske koldkrigs-USA havde man et slogan, der hed ‘Better dead than red’. Med inspiration herfra kan Lars Seier passende kalde sin slankekur for ‘Hellere lav BMI end planøkonomi’. Den er gratis, Lars.
Føljeton-kuren
Føljeton er stadig et lille medie, og vi er altid på udkig efter en god forretningsmulighed. Derfor valgte vi allerede for måneder siden at hoppe med på slankebølgen og lave vores egen kur. Vi har forstået, at slankekure skal gøre dit liv trist og kedeligt, så vi valgte en løsning, hvor vi ikke bare skærer tommer kalorier væk fra din hverdag, vi skærer al ironi og sarkasme væk. Det vil gøre hele tilværelsen så ærgerlig, at du alligevel slet ikke har lyst til at spise. Så hvis du undrer dig over, hvorfor denne tekst, denne sætning og resten af Føljeton er totalt blottet for ironi og sarkasme, så har du her grunden.
Men, men, men… Når man er en lille fisk, bliver ens ideer jo tit hugget af de store, og således blev vi denne gang overhalet indenom af DR P3, der netop har bebudet, at man aldrig mere vil være ironisk eller sarkastisk i radioen. De bliver tynde som streger i luften, de stakkels radioværter.
Nå, men så har vi en anden Føljeton-kur til dig: Bare lev livet. Du bliver stresset af at gå på slankekur, og stress gør dig tyk, så det kan alligevel være lige meget.