Ikke sindssygt visionært

I forrige afsnit af ‘Bøsser i Hirtshals 2’ spillede vi ud med en stort anlagt idé til, hvordan Hirtshals by kan undgå at gå til grunde: sæt alle kræfter ind på at gøre den lille by til et decideret attraktivt sted for LGBT-folket og alle deres mange rare penge.

Som vi formulerede det: ”Hvis homoseksuelle følte sig godt tilpas i Hirtshals, ville de opholde sig længere tid i byen; hvis de opholdt sig længere tid i byen, ville de lægge flere penge. Forretningsindehavere, værtshuse og restaurationer ville begynde at se nye mønstre blandt deres kunder og indrette deres sortiment af varer derefter.”

Så tanken er at gøre Hirtshals til en slags helle for folk med en anden seksualitet end heteroseksualitet; et sted, hvor man kan gå hånd i hånd med eller ligefrem kysse en af samme køn i det offentlige rum uden at blive udskammet, og uden at nogen råber ukvemsord efter en. Vi siger ikke, at folk i Hirtshals ville opføre sig sådan, men konstaterer blot, at de hovederhverv, der knytter sig til byen – fiskeri og landbrug – har ry for at være et lidt råt mandfolkemiljø, hvor man kalder en spade for en spade, og hvor der ikke er tid til fine fornemmelser.

At ændre noget så grundlæggende som en bys økonomi kan ikke gøres på en eftermiddag – eller i løbet af et år, for den sags skyld. Det begynder med, at nogen planter en idé og holder fast i den, og at flere bliver grebet af den og tror på, at det er det rigtige. Som det forholder sig nu, har Hirtshals et meget synligt affolkningsproblem. Man skal være lidt speciel for at have lyst til at flytte til byen på eget initiativ, og særligt hvis man har alternativer.

I foråret 2016 så Føljeton på mulighederne for at lade Copenhagen Pride starte som en prolog i Hirtshals. Det blev ikke til noget, for de penge, som det ville koste, kunne ikke rejses på så kort tid, og desuden var flere af byrådspolitikerne i Hjørring Kommune, som Hirtshals blev lagt ind under ved kommunalreformen i 2007, lorne ved tanken.

”Den lokale opbakning til det – det vil sige, om der er nogle lokale ildsjæle, som vil stå og være med til virkelig at gennemføre det her – kan jeg være lidt i tvivl om, der er,” udtalte borgmester Arne Boelt (S) for eksempel til TV Nord i maj 2016.

Med ”det her” mente borgmesteren en festlig LGBT-parade med musik og nøgne, glinsende torsoer gennem Hirtshals’ gader. Copenhagen Pride er en kæmpe stor ting i København, og der ville være noget smukt over at lade paraden starte et lidt mere affolket sted, hvor der måske også kunne være brug for, at nogen slog et slag for mangfoldigheden.

Kommunen er selv i gang med noget

Det er nu heller ikke, fordi Hjørring Kommune ikke selv har planer for Hirtshals. I Hjørring Kommuneplan 2016, som blev vedtaget af byrådet 26. april 2017, fremgår det, at Hjørring ”vil profilere Hirtshals som trafikknudepunkt mellem Norge og Europa gennem løbende udbygning og forbedring af infrastrukturen, så Hirtshals Havn har de bedste forudsætninger for fortsat erhvervsudvikling”, som det hedder.

Under afsnittet ‘Hirtshals i fremtiden’ tales der i kommuneplanen om, at turismen udgør ”et stort potentiale” for Hirtshals. Man vil gerne have flere færgeturister til at gøre holdt i Hirtshals, og ”for at synliggøre byen skal der arbejdes med ankomsterne til byen, som skal markeres tydeligere. Derved kan vi lede gæsterne ind til bymidten frem for direkte ned til færgeterminalen”.

Og andetsteds: ”Byen skal synliggøres og koncentreres på sine egne præmisser, og den skal åbnes mod såvel ankomstvejene som de mere rekreative dele af havnen til glæde for både beboere og besøgende.”

Det er ikke sindssygt visionært. Det er, som om Hjørring Kommune ikke tror, at der så meget at arbejde med i Hirtshals, og den fornemmelse kommer blandt andet til udtryk i følgende passage, hvor den urbane stemningsudvikling – altså det, der ikke handler om infrastruktur og byforskønnelse – i vid udstrækning synes at være lagt over på hirtshalsboerne selv:

”Byens fremtidige udvikling er afhængig af borgerne som aktive medspillere. Uanset om det drejer sig om arrangementer i byen eller etablering af nye mødesteder. Kun med dem som drivkraft kan udviklingen for alvor have en betydning for Hirtshals. Derfor vil udvikling og igangsætning af projekter ske i et tæt parløb med borgerne gennem lokale partnerskaber. Ildsjæle, foreninger, erhvervs- og handelslivet bidrager derved til at udvikle og drive projekterne. Eftersom befolkningen bliver ældre og ældre, vil vi også have fokus på at rekruttere blandt de yngre borgere, som har andre interesser og prioriteringer.”

Sig det højt

Det er for så vidt fint nok. Men så følger denne passage:

”Byens borgere er stolte af at bo i Hirtshals. Det skal de sige højt og sammen udvikle en fælles fortælling om det gode liv i byen. På denne måde skaber vi en stærk platform for en markedsføring, hvor byens potentialer for turisme og bosætning kommer frem i lyset. Det skal eksempelvis ske gennem det årlige Naturmøde og andre arrangementer, hvor byen byder turister og andre interesserede velkommen. Det kan også ske ved, at udvalgte ambassadører fortæller de gode historier om ‘livet i byen på kanten af havet’.”

Det, kommuneplanen taler om her, er storytelling og branding, og det er åbenbart borgerne selv, som skal levere den vare. Det ville være lettere og sjovere at sælge en by, der i forvejen var i udvikling.

Og det er her Føljetons idé kommer ind i billedet. I morgen ser vi nærmere på rapporten Mobilitet der skaber lokal værdi? – en mobilitets- og stedsanalyse af turister og erhvervsrejsende gennem Hirtshals Havn, som Institut for Arkitektur & Medieteknologi på Aalborg Universitet udarbejdede i 2014. Rapporten tager udgangspunkt i en analyse blandt turister og erhvervsdrivende, som kommer gennem Hirtshals Havn via færgelejet.