Uddannelsesdemo: Føljeton er i tvivl

Vi kunne jo begynde med et sprogligt billede. Du kender det sikkert: En frø sænkes ned i en gryde med kogende vand, og knap har dens små lækre frølår rørt vandoverfladen, før den på eget initiativ er på vej op igen. Springende i fuld fart, reddende sit eget liv. En anden frø sænkes ned i en gryde med behageligt lunkent vand. Frøen finder sig til rette, svømmer et par baner. Én tænder for blusset, langsomt stiger temperaturen. Frøen hygger sig fortsat. Og fortsat, lige indtil den til sidst er kogt ihjel fuldstændig uden at bemærke det. Sådan er frøer. Og sådan er mennesker.

Vi kunne også have begyndt med en sang; ‘Kringsatt av fiender’ eller ‘Skipper Clements morgensang’, være gået i fakkeloptog eller have sat ild til en grønthandler. Det sidste forslag er en vittighed, som går langt over stregen. Den refererer til den 26-årige tunesiske grønthandler Mohamed Bouaziz, som indledte det arabiske forår, da han satte ild til sig selv, efter han havde fået konfiskeret sin bod og dermed fået frataget sit livsgrundlag. Da han dræbte sig selv, var han jævnaldrende med flere af de demonstranter, som i går var mødt op til UddannelsesAlliancens demonstrationer mod bebudede nedskæringer i Rønne, Aalborg, Odense, København og Aarhus.

Det virker alt sammen fjollet; som over- eller underreaktioner og fortærskede klichéer. Men hvordan griber man det så an, hvis man som gårsdagens demonstranter er både vred og bekymret? Hvordan griber man det an, hvis man ikke vil flyde sammen med sidste års uddannelsesdemonstration og den året før; hvis man ikke bare vil være et fast årligt nyhedsindslag, men faktisk ønsker politisk forandring?

Føljeton er i tvivl

Føljeton er i tvivl, også selvom medlemmer af redaktionen tidligere har deltaget i deres del af studenteraktivisme med ungdommeligt blod på tanden; besat universitetrektorater, malet politiske symboler som fx The Red Square på statsejede bygninger og pladser; afbrudt møder med siddende ministre og forsøgt at overbevise sagesløse betjente om, at en politisk aktion godt kan være legitim, selvom den ikke er lovlig. Men vi er altså i tvivl.

På UddannelsesAlliancens facebookbegivenhed har vi læst, at demonstrationen i Aarhus vil indebære ”taler, happenings samt andre aktiviteter”, ligesom der vil ”blive opstillet et fælles banner, hvorpå alle har mulighed for at underskrive, at vi, i Aarhus, er imod besparelser og forringelser af vores velfærd og fremtidige muligheder”. Og selvom vi støtter sagen – og det gør vi – er der alligevel en lille revolutionsromantiker i os, som hvisker sagte (og superaggressivt): ”Radikalisér! Radikalisér for pokker, hvis I mener det.”

Med tilstræbt åbent sind gik vi alligevel til demo i Aarhus.

Fakta før stormen

Inden vi når op til demonstrationen på Rådhuspladsen i Aarhus, så lad os lige få opridset, hvad det egentlig er, det handler om. I går havde Uddannelsesalliancen, som er en sammenslutning af 40 elevorganisationer og fagforbund, arrangeret demonstrationer i fem danske byer, og her demonstrerede elever, studerende og andre solidariske typer mod de nedskæringer på uddannelse, som regeringen har bebudet i deres finanslovsforslag. Regeringen vil forlænge de årlige besparelser på to procent på alle uddannelser fra ungdomsuddannelser over erhvervsskoler til universiteter med endnu et år. Det betyder ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd samlede besparelser på 14,7 milliarder kroner fra 2016 til 2021, heraf godt 6 milliarder kroner på videregående uddannelser.

Og det er altså det, UddannelsesAlliancen er vrede over. Med god grund.

”Desværre har vi kun set toppen af isbjerget,” skriver de i demonstrationsindkaldelsen. ”Med dette års finanslov viser VLAK-regeringen, at den heller ikke har tænkt sig at stoppe nedskæringerne. Yderligere varsler VLAK-regeringen, at de senere vil skære i SU’en, der sikrer uafhængighed fra forældre og social mobilitet.”

Fy for helvede.

Føljeton er en sur gammel mand

Føljeton føler sig som en sur, gammel mand, da vi endelig når frem til Rådhuspladsen. Hvad bilder vi os egentlig ind sådan at være skeptiske over for ungdommens måde på forhånd? Ja, hvem tror vi egentlig, vi er. Alt var ikke bedre i gamle dage, siger vi til os selv og føler skam. Men så alligevel, når vi kigger rundt: Gud fader, ungdommen er artig. Og så er den ikke engang mødt særlig talstærkt op.

Politiet skønner, at der er 300 fremmødte på Rådhuspladsen i Aarhus. UddannelsesAlliancens bud er 2000. Vi troede aldrig, vi skulle sige det, men her ligger Føljeton tættest på Politiet. Og da Søs Fenger flyder ud af anlægget med ‘Den jeg elsker’ og efterfølgende afløses af en reklame, som afslører, at ingen i arrangørgruppen har Spotify Premium, må vi konstatere, at ungdommen ikke bare er artig. Den er også reaktionær og nærig.

Tilstræbt opbyggelig afslutning

Det er ikke for at være respektløs. Vi har virkelig brug for, at I – altså jer, altså ungdommen – gør noget. For uddannelse handler ikke først og fremmest om at overkomme ældrebyrder og den slags. Uddannelse bør kun handle meget lidt om ”arbejdsmarkedet”. Det er vi alligevel ved at udlicitere til robotter og andre med kunstig intelligens.

Som for eksempel visse unge idealister og personer, der arbejder inden for specialundervisningen for voksne, ved, handler uddannelse i bund og grund om det lidt hippieklingende projekt at skabe gode liv. Gode liv for flest muligt. Og det er uanset, om det er på Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU), hvor uddannet personale lærer et ungt menneske med behov for dét at drikke en kop kaffe med sin klassekammerat efter skoletid; danne og opretholde sociale relationer, eller om det er en uddannelse på Institut for Kultur og Samfund, som gør den studerende angst og i tvivl, men trods alt også til et bedre, mere ydmygt menneske.

Det fine ved mennesker, som har lært det med at danne og opretholde sociale relationer, eller som er blevet ydmyge over for den verden, vi lever i, er, at de er i væsentlig mindre risiko for at ødelægge tilværelsen for andre. De er mindre forsmåede, mindre påvirkelige over for fascisme og idioti, og de vil for alt i verden undgå at leve på bekostning af andre. Det er ren win-win og positive spiraler. Og det skal vi ikke skære ned på. Det er nemlig en af de ting, der i sidste ende giver ordentlige folk lyst til at sætte ild til sig selv.

Det, vi gerne vil sige, er, at vi tror, I får mere smæk for skillingen – bare for at bruge et billede, der falder helt udenfor – hvis I gør noget vildere. Meld jer ud af jeres uddannelser i protest. Sæt jer ned i parken og læs nogle digte. Få jeres undervisere til at sige op. Blokér et ministerium. Besæt jeres skole eller uddannelsesinstitution. Plet jeres straffeattest. Det er I i jeres gode ret til.

Vi begyndte med et sprogligt billede. Lad os slutte med et digt. Det kunne fx være det digt, hvor de først kommer efter socialisterne, og du gør intet, for du er ikke socialist. Så fagforeningerne og jøderne, og du ser stadig passivt til, for du er hverken medlem af en fagforening eller jøde. Det er i øvrigt et jeg, der taler i digtet, men det kan jeg – skribenten – alligevel ikke holde ud at have siddende på mig, i hvert fald ikke lige nu, så jeg skriver du. Digtet er skrevet af den tyske lutheranske pastor Martin Niemöller engang i 1950’erne, og du kan læse det her: