Der bliver stort set ikke lavet nye film længere. De seneste ti års tid er Hollywood gået amok med genindspilninger og fortsættelser, og de film, der ikke er nogen af delene, ligner til forveksling tidligere produktioner. Der er reboots, som er film, der genstarter et helt univers med nye skuespillere (Batman, Star Trek fx), remakes, som bare er genindspilninger af gamle film (Total Recall, Ocean’s Eleven fx), sequels, der fortsætter, hvor den sidste film slap (The Fast and the Furious 2, 3, 4 …, Trainspotting 2) eller prequels, som skal forestille at være forgået før den første film i rækken (Star wars 1, 2 og 3 fx). Det er alt sammen udtryk for den samme angst og uhyggelige udvikling: Det handler om angsten for at fejle, angsten for ikke at tjene penge nok, angsten for ikke at gøre folk tilfredse.
Det er ikke, fordi vi ikke kender følelsen her på stedet, bevares. Hver eneste dag bruger vi billige tricks og journalistisk stadionrock – skyldig! – men vi synes nu alligevel, det er vigtigt ikke bare for Hollywood og Føljeton, men for hele menneskeheden, at vi forsøger at udvikle os og komme videre. Det plejer vores art sgu at gøre.
Visionerne holder døden væk
I dag er der premiere på fortsættelsen til en af 80’ernes største film. Der er tale om anden omgang af Blade Runner fra 1982, der er blevet lanceret under titlen Blade Runner 2049, og de anmeldelser, der indtil videre er kommet på gaden, finder i grove træk filmen vellykket og fin. Nogle kalder den ligefrem et mesterværk. Det er heldigt, ja, nærmest overraskende og så langt fra normen, når vi taler om denne malken af gamle køer, der ni ud af ti gange – og det vil vi mene, der er statistisk belæg for – ikke alene er en flad og kedelig omgang, men nogle gange direkte ubehagelig. Som at se sine forældre fulde eller se døden lige i øjnene. Det sidste gælder særligt de såkaldte sequels, der foregår mange år efter den første succesfulde film, så man helt tydeligt og tæt på kan se alderen, rynkerne, det grå hår – døden – og tænke på, hvordan man selv er forfaldet i løbet af den tid, der er gået. Det samme kan sådan set gøre sig gældende for remakes, hvis man kan huske, da man var i biografen og se den originale film – sådan har vi haft det med Total Recall og Silence of the lambs.
Nuvel, måske er det for ambitiøst at ønske sig en ny visionær økonomisk udvikling for Hollywood, der trods alt alle dage mere eller mindre har været sat i verden for at tjene penge, men det er tendensen, man skulle tage at se lidt på. Man skal altid passe på med at smaske to ting sammen, der som udgangspunkt ikke har noget med hinanden at gøre (gin og tonic fx), men når man kigger på dansk politik – og det kan vi ellers godt lide – kan man godt få mistanke om den samme uheldige visionsløse tendens. Ja, ja, det er lidt et letkøbt og negativt synspunkt, men det er sgu rigtigt. Tænk over det – hvornår har du sidst hørt en politiker med en vision, der rækker ud over det næste valg? Sæt dig ned og se dagens åbningsdebat i Folketinget, og lad os høre. Så kan det være, vi bringer en liste over forslagene en af dagene.