Nyhedsanalysen

Gamle partier er årets tabere

»Det er et ungdomsoprør«. Anders Samuelsen taler til de unge om optimisme, frihed og mod. I søgen efter forklaring på længsels-partiernes succes, ser vi ind i Liberal Alliances selvforståelse.

ARKIVFOTO 2015 af Liberal Alliances Anders Samuelsen- - Se RB 4/5 2015 08.53. Var der valg i morgen, ville Anders Samuelsens parti blive større end De Radikale, Konservative og SF. (Foto: Claus Fisker/Scanpix 2015)

Håbet, drømmen og længslen får vælgere til at løfte blikket på tværs af Europa. Spanske Podemos, græske Syriza og Ukip i Storbritannien kalder på idealisme, og nye de fløjpartier har på kort tid fået enorm opbakning. Føljeton kalder tendensen »længsels-partierne« og undersøger, hvad vi er tiltrukket af hos de nye partier.

Herhjemme taler Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen tidens politisk sprog og siger helt bevidst: »Jeg drømmer«. Og vælgerne kvitterer, for otte procent siger til Epinion for DR, at de ville stemme LA, hvis der var valg i dag, og endnu et mandat, det 14., ville få plads i Folketinget. Hvad der gør håb, drøm og længsel til vinder-strategi, spurgte jeg Anders Samuelsen.

»Vi taler til folk som endnu ikke helt har opgivet at forandre. Når Socialdemokraterne går til valg på »Det Danmark du kender«, kan det jo ikke blive mere visionløst overhovedet. Jeg siger i steder: »Det Danmark jeg drømmer om«, og det er også titlen på den bog, jeg skrev op til valgkampen i sommer. Verdens udfordringer løser vi ikke ved at grave os tilbage til et 80er eller 70er og skrue ned for alting. Det er kreativitet og optimisme, der løser problemerne. Det er det, der gør, at vi er det største parti blandt de unge, og det er det, der gør, at iværksætterne tror på os. Dem der stemmer på os, er dem der tror, de har noget at bidrage med. De tror på fremtiden, de er modige, de er optimister, og de er glade – de er gladere end venstrefløjen.«

Vokser automatisk

»Vi er blevet det sted, de unge søger hen, hvis man er liberal og frihedsorienteret. Og hvis man er socialist og frihedsorienteret, søger man til Enhedslisten. De unge er systemkritikere og siger ja tak til et velfærdssamfund, men nej tak til en stat med sand i maskineriet. De siger ja tak til olie i maskineriet i form af lempeligere regler og largeness og lavere skat. Samarbejdet med Enhedslisten har senest handlet om afstemningen om retsforbeholdet. Men også offenlighedsloven og i det hele taget det retspolitiske område er punkter, hvor frihedsliberalisme og frihedssocialisme mødes. Der er en række klare overlap.«

Statsministerens spørgetime i Folketinget. Johanne Schmidt-Nielsen Enhedslisten og Anders Samuelsen Liberal Alliance
De er grundlæggende ideologisk uenige, men fløjene er populære hos de unge. Johanne Schmidt-Nielsens gennemslagskraft appellerer til de yngre vælgere og særligt unge mænd er tiltrukket af Anders Samuelsens og Liberal Alliances forestilling om frihed. Scanpix

Uden for Borgen

»Vores vækst ligger fortsat i de unge. Om fire år har en kvart million fået stemmeret, og så har vi fået 50 000 nye vælgere. For nyligt var der en, der sagde: »Vi skal bare stå stille og kigge ud i luften, så vokser vi.«

Det lyder som en gratis omgang…

»Det er hårdt arbejde. Vi har fået de afgørende mandater, der betyder at vi tager ansvar og ikke bare står og råber. Hans Engell (politisk kommentator i Ekstra Bladet, red.) kalder os det vindende parti i år. Den anerkendelse betyder noget. Men det vigtigste er den kulturændring, vi er i gang med, jeg har slet ikke ambition om at komme i regering. I couldn’t care less. Det interessante er da at få 20 000 nye unge vælgere, fordi så kommer resten af sig selv. Mit perspektiv er uden for Christiansborg.«

Modpol til Dansk Folkeparti

»Vores drøm har mindst tilfælles med Dansk Folkepartis romantisk drøm. Vi ligger længst muligt fra hinanden på akserne global-national orientering og stats- markedsorientering. Vi er jo globale, optimistiske og markedsorienteret. Mens Dansk Folkeparti har stærk statsmagt og det nationale som udgangspunktet for alting. Dansk folkeparti slipper afsted med forringelse af boligtilskud til ældre som de slap afsted med efterlønsreformen og dagpengereformen, fordi deres vælgere kun er interesseret i een ting; udlændinge. Det er det mest skræmmende for dem. Deres vælgere vil have sikkerhed for, at der ikke kommer for mange muslimer. Så når Dansk Folkeparti leverer på udlændingeområdet, så lever vælgerne med andre forringelser.«

kristian Thulesen Dahl, Anders Samuelsen
Det svære samarbejde mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er kaldt Venstre-regeringens største svaghed. Liberal Alliance kræver, at topskatten bliver lettet efter nytår. Dansk Folkeparti afviser. Scanpix

Så hellere dø

»Fordi vi appellerer globalt og optimistisk, trak vi halvanden procent vælgere henover midten. SF, Socialdemokraterne og Radikale ville hellere dø end at stemme på Venstre og Konservative uanset hvor deprimerende det blev at kigge. Hvor skulle de gå hen? Da vi kom til, kunne vi legitimere en bevægelse henover midten. Så derfor har vi en naturlig positiv vækst i øjeblikket. Der kommer flere og flere ind, og der går nærmest ingen. De ved præcis, hvad projektet går ud på. Hver tiende vælger og hver femte blandt de unge stemmer på os. Næste generation bryder med det trygge. Det er det, der er det fede. De rejser til Singapore eller USA og får oplevelsen af, at de kan klare sig. Det skal vi tiltrække. Og det hører med til den optimistiske historie, at det er så nemt at gøre det.«

 

Svaret på det uforløste

»Vi har fået fat i noget uforløst. Det har Uffe (Elbæk, leder af Alternativet red.) også. De, der ikke troede på, at Uffe kunne rejse det parti, har aldrig været til et radikalt landsmøde. Der sidder voksne mænd og strikker. De findes jo de mennesker, som Uffe appellerer til. De føler sig ikke som socialister, men de føler sig progressive. Med Morten Østergaard i spidsen for Radikale er det blevet helt teknokratisk, så Uffe og jeg kan gå med de progressive.«

I har en masse liberalt fællesgods med Venstre, men det er sværere at på øje på det stærke samarbejde… 

»Vi er blevet ‘det sande venstre’, ligesom Dansk Folkeparti vil påstå, de er det sande Socialdemokrati. Men vi har jo ikke 90 mandater tilsammen, så derfor ender det med at være en regering, der bare administrerer en socialdemokratisk samfundsmodel. Hvis jeg satte mig i lukket rum med Claus Hjort Frederiksen (finansministeren, red.), så havde vi vækst med 3-4% om året i løbet af halvandet år. Væk med registreringsafgift og topskat, halvering af selskabsskatten og vi ville bruge den ene procent, alle er enige om at hente i den offentlige sektor, på at lette skatten.«

Mangler iværksættere

Forbes placerer allerede Danmark i top, når det kommer til at drive virksomhed, så går det ikke meget godt? 

»Det er da enormt nemt at starte virksomhed. Meget ubureaukratisk. Jeg kan starte en virksomhed på halvandet minut, og så kører det. Men så snart jeg skal til at tjene penge eller rejse penge, bliver det vanskeligt. Det væsentlige er at måle på, hvad det skaber af nye private arbejdspladser. Det er det afgørende, og det er svært på grund af de meget høje marginalskatter. Erhvervsskatter. Energiafgifter. Affaldsgebyrer. Vi har simpelthen endnu ingen iværksætterkultur.«

Så du repræsenterer ikke bare hver tiende danskers drøm om et liberalt projekt, du er også Venstres drøm om et liberalt projekt?

»Det er jeg helt klart. Det er det, de gerne vil. Der er godt nok en generation af ældre vælgere, der er født ind i Venstre, og fandt konen i Venstres Ungdom. De siger: »Ja, jeg ville også gerne, men det kan jeg ikke. Men mine børn stemmer på jer.« Det betyder, at vi har ingen gamle vælgere der dør. Men for hver dag der går, flyder en masse unge 18 år, og 20% stemmer på os.«

Liberal Alliance holder valgfest i Børsen ved Christiansborg på valgdagen, torsdag den 18. juni 2015. Anders Samuelsen. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix 2015)
Liberal Alliance holder valgfest i Børsen ved Christiansborg på valgdagen, torsdag den 18. juni 2015. Anders Samuelsen. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix

Gamle partier taber

Er der slet ingen venstrefolk, du ikke kan vinde?

»Jeg ser Venstre som en blanding af frusterede venstrefolk og socialdemokrater, der synes at venstre er bedre til at administrere velfærdsstaten. Og de socialdemokrater har jeg ikke særlig meget fat i. Men den anden gruppe af klassiske venstrefolk, både højskolevenstre og handlesskolevenstre, har vi godt fat i, og dem appellerer vi til og vinder over, lige som vi har taget alt hvad der var af progressive konservative.«

Foruroliger det dig, at Venstre står, hvor Venstre står lige nu?

»Det er en naturlig konsekvens, fordi de opgav at være liberale og blev socialdemokrater i stedet. Og det er det sammen Mette Frederiksen gør nu; konstaterer at hun ikke han vinde på at være en slags socialist, men skal i stedet være en Dansk Folkeparti-light og overtage regeringen økonomiske politik uden at ændre noget som helst. Og så skal hun bare sidde og vente på, at folk bliver trætte af de blå, så får hun magten.«

Steen Hildebrandt, professor på Århus Universitet, kritiserer statsministeren voldsomt. Han kalder Lars Løkke Rasmussen for en taber. Hvad mener du om den kritik?

»Det er for voldsomt at sige, at han er en taber, altså han er trods alt en vinder. Han overlevede jo, og han blev statsminister. Han har hele tiden evnen til at gøre come-back. Men det er de gamle partier, der er tabere. De sætter alting i stå. Det er en taberstrategi.«

Nyt ungdomsoprør

Ser I nye partier anderledes på vælgerne end de gamle partier gør?

»Vi tør sige, hvad vi mener på så overbevisende måde, at vælgerne kommer til os. Det tog to et halvt år, før vi kom over spærregrænsen. Men der er et ungdomsoprør i gang, og projektet er større end et Christiansborg-parti; det er en kulturændring, vi gerne vil lave i Danmark. Vi er gået fra at næste ingen unge var liberale, til at hver femte er det, så den kulturændring er igang. Og den kommer til at betyde noget, for de unge trækker de voksne med. Det kræver tid, tillid og hårdt arbejde.«

Aktuelt kræver I, at regeringen lægger dokumenter fra Irak-kommissionen frem. Regeringen nægter. Hvad kommer der til at ske?

»Vi har de afgørende stemmer og siger, at de bilag skal lægges frem. Så det bliver de nødt til. Det er en alvorlig sag, man skal overholde Grundloven. Det er et princip om åbenhed. Det er et liberalt grundprincip, vi holder fast i.«

 

Den danske landindsats i Irak er slut. Det danske område i Irak bliver formelt overdraget til briterne. Dermed er den danske landindsats slut. Nu overtager et helikopterhold på 50 mand opgaverne.De seneste dages raketangreb og indirekte beskydning bliver det
Regeringen kommer i mindretal om de omstridte dokumenter fra den nu nedlagte Irak-kommission. »Hvis man fremlægger det, vil folk jo selv få syn for sagn og vurdere, om der ligger noget, som trænger til en offentlig debat eller om der ikke gør«, siger udenrigsordfører Mette Bock, Liberal Alliance. Scanpix

Folkeskolen er klassedeler

»Hvis vi kan påvirke lærere og sygeplejersker til at få større faglig selvtillid, så de tror på, at de gør en forskel, så de tør tænke selv og får faglig begejstring over at være en lærer eller en sygeplejerske eller en social- og sundhedsassistent eller selvstændig, så er det meget meget vigtigere.«

I står uden for folkeskoleforliget og kan ikke påvirke den vej, hvordan tager I ansvar?

»Vi kan give forældrene mulighed for at vælge den frie skole, og i finansloven har vi gjort det lidt mindre dyrt. Problemet er, at det er her, vi laver klassedeling desværre. Vi vil gerne have en stærk folkeskole som folk tilvælger, det er jeg også opdraget med. Men hvis man underminerer, som man gør med reformen her, hvor vi kan se, at kvaliteten falder, så vælger stærke forældre den frie skole. Jeg håber, at hvis den strøm bliver for voldsom, så vil alarmklokken få de gamle partier til at lave folkeskolen om. De smadrer folkeskolen. Lærerne søger også væk, og de bedste bliver i stedet ansat på friskolerne, hvor der er sjovere og mere tillid. Jeg håber på et oprør. Om ikke andet fra de folkeskoleelever, der mærker konsekvensen af deres forældres åndsvage valg. Og de kommer til at stemme på Liberal Alliance. Det vil jeg vædde på.«

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12