Moralske fundamentalister

Kaffen skvulper over. Det hører nu engang med til avislæsningens mytologi, og kan verdens dårskab ikke hver eneste morgen aktualisere den, så kan nok redaktørens.

Ham var det i al fald, der vakte min bestyrtelse, da jeg for nylig læste, at Yahya Hassans forlag fortsat vil udgive hans næste digtsamling. Nej – det kom på ingen måde bag på mig, at dette forlag har i sinde at beholde hovedet på skuldrene. Derimod at denne redaktør havde fundet det betimeligt at offentliggøre sin bizarre mistanke om det modsatte.

Vores geniale unge digter var blevet inddraget i en volds­episode, han havde skudt en modstander i foden, var blevet anholdt, stillet for retten og varetægtsfængslet i fire uger. Han erklærede sig uskyldig og kærede dommen til landsretten. Redaktøren vidste nu allerede, at der dog var grundlag for at sigte ham for ulovlig våbenbesiddelse. Hassan kunne omsider og i almindelighed rubriceres som kriminel. Rimeligvis måtte han derfor – og her var det jo kaffen gik til spilde – være færdig som digter på sit pæne forlag.

Jeg sad så, da jeg lige havde sundet mig, og svarede redaktøren, indvendigt, at litteratur og anden kunst aldrig nogensinde er blevet frembragt af dydsdragoner. Skulle det engang gå så galt, at kun sådan nogle folk kunne få lov til at udgive og udstille deres værker, så ville kunst- og litteraturhistorien med det samme kunne erklæres for tilendebragt.

Ikke desto mindre trives i offentligheden en forventning om store kunstneres særlige moralske fortrin. Vedgik jeg da. Det kan virkelig udråbes som sensationelt, og der kan tjenes godt på det, hver gang berømtheder i murstensbiografier afsløres som lige så meget mennesker som alle os andre. For tænk, de gjorde fortræd og handlede ilde, de var forsynede med et rundhåndet udvalg af, hvad også vi andre har til rådighed af laster og karakterbrist.

Desværre, ville jeg endelig understrege, er dette for så vidt opbyggelige ’som alle os andre’ ikke engang pointen. For pointen skal i disse biografiers automatiserede hykleri underforstås som netop det modsatte, nemlig at ’sådan er vi almindelige mennesker trods alt alligevel ikke’.

Modernitetens moralisme har avlet et vildtvoksende behov for selvgode illusioner. Man kunne førhen, i mildere tider, mere nøgternt og uden bundløst at fortvivle vedkende sig også fatale svagheder. At velanstændige nutidsmennesker så ihærdigt vil fortrænge dem er nok også baggrunden for deres dobbeltbinding til notoriske forbrydere, og for deres dertil knyttede begær efter krimier. Heri kan de dels dyrke personifikationerne af det fortrængte mørke som dristige outsidere, og dels, og igen og igen, udstøde dem som fremmede for sig selv.

En af de heldige sider af min opvækst var den, at jeg tidligt kom til at omgås forbrydere. Alle børn burde have mulighed for det. I det mindste jævnlig at møde mennesker der ikke i ét og alt kan formodes at dele deres forældres ’værdier’.

Vores forbrydere var unge mennesker, der som led i en udslusning fra ungdomsfængsler eller opdragelsesanstalter blev anbragt på gårde, hvor man gerne ville være behjælpelig med den sag, for samtidig at blive hjulpet med billig arbejdskraft. De kom hos os i tre eller seks måneder, og jeg fulgte dem i hælene op og ned ad roerækkerne for at høre alle de historier, de kunne diske op med, om livet i de store byers sidegader.

Frem for alt kunne jeg blive venner med dem. Og både mine forældre og vores naboer tog dem til sig og kom aldrig på den idé, at de skulle være mindre værd end andre mennesker i byen. Hvor anderledes de end kunne lyde og tage sig ud. Men at opføre sig anderledes end netop anderledes havde man med dens få hundrede indbyggere og deres nøje kendskab til hinanden aldrig rigtig kendt til.

Og det nytter vel ikke at gentage det: Folk i de gamle landsbysamfund kunne være uhyrligt autoritære og strengt fordømmende, især over for mangel på arbejdsvilje; men accepten af nok så mange fejltrin og udskejelser var udbredt, og fordommene over for mere grundlæggende særheder og afvigelser var få.

Redaktøren, som kunne finde det nærliggende at udstøde en Yahya Hassan, vil aldrig tro mig. Han vil ikke slippe sin tyrkertro på, at alt frisind er kommet med storbyen. Han vil måske endda tro, at hans egen avis har opfundet det.

Ham om det. Kunne man sige. Hvis det dog bare havde haft en smule på sig, det frisind. Men han promoverer bornerte holdninger til både mennesker og kunst. Og han fylder sin avis med salgsmateriale til krimiindustrien for selv at få del i det umættelige marked for bevidstløs dæmonisering kombineret med total og ubetinget aflad for små penge.

Jo da: Krimier kan selvfølgelig udmærket bidrage med noget vitalt, navnlig når de omhandler mord, som de forekommer i virkeligheden, i familien og mellem venner og bekendte. Men de højest noterede fremstiller årligt flere seriemordere end de findes i hvert århundrede, og den ene virkelighedsrelation, de har tag i, er læserens skræk for selv at være/blive morder.

Det er måske det største tab ved den kristne kulturs recession, at den årtusindgamle viden om, at ingen af os i bund og grund er ganske skikkelige og ordentlige, har mistet sit trøsterige fundament. Vi må nu prøve at bilde os ind, at vi er noget nær ulastelige og er således overladt til evindelige selvbebrejdelser. Og vi søger derfor lindring i dømmesyge, og vi er ved at kvæle hinanden i moralisme, og således er vi, i al snusfornuftig verdslighed, blevet hellige og agerer som fundamentalister til alle tider.

Refleksioner udkommer 10. oktober 2017 på Kristeligt Dagblads Forlag