Super duper gyng gang på kunstmuseet

”Så går det da meget godt for dansk kunstliv,” skrev vi i Føljeton i marts. Dagen forinden var det blevet offentliggjort, at den danske kunstnertrio Superflex (Jakob Fenger, Bjørnstjerne Christiansen og Rasmus Nielsen) havde fået deres karrieres hidtil største og mest prestigiøse opgave: Den såkaldte Hyundai-kommission på kunstmuseet Tate Modern i London. Og nu er den der. Udstillingen – eller kommissionen eller opgaven, eller hvad vi skal kalde den – åbnede i fredags i den gamle kraftværks 3.500 kvadratmeter store turbinehal, og de britiske anmeldere har været forbi. Vi skal se på deres anmeldelser i dag.

I marts skrev vi, at Superflex, der har holdt sammen som gruppe i snart 25 år, altid har lavet politisk kunst, og at det muligvis var derfor, de var blevet valgt til jobbet – i en tid, hvor institutioner og elementære rettigheder er under et voldsomt pres. Deres måske mest genkendelige værk i dansk sammenhæng er det orange skilt med ordene ‘Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes’, som var en kommentar til den skingre tone i indvandrerdebatten i 2002. Det er et skilt, man godt kan blive træt af (det har Superflex-fyrene sikkert også været selv), men det er alligevel en bedrift, at noget så enkelt kan have så lang en holdbarhed.

Under alle omstændigheder har deres værk i turbinehallen været imødeset med stor spænding, og i sidste uge begyndte der så at sive billeder ud på de sociale medier. Det er farver og striber og… gynger? Tremandsgynger!

Showet hedder One Two Three Swing! og at dømme på en Instagram-søgning på hashtagget #superflex opererer vi også her med noget kunst, som er ekstremt Instagram-venligt. Vi er næsten helt oppe på den japanske prikkunstner Yayoi Kusamas (f.1929) niveau, og det er slet ikke så tosset, hvis man vil brage igennem i dag.

Den er svær, Hyundai-kommissionen på Tate Modern. Når man får den, er der efterhånden forventninger om en eller anden spektakulær kunstnerisk oplevelsesmanifestation. Hvad det angår, har Superflex-drengenes landsmand Olafur Eliasson muligvis gjort det bedre end nogen anden, da han i 2003 satte en kæmpemæssig kunstig sol op på væggen og spejle i loftet. Publikum var helt oppe at køre over det, og det var en stor publikumssucces. Hvis det havde været i dag, hvor der er sociale medier, kunne Olafur Eliasson helt sikkert være blevet en af de største sektledere i nyere tid.

I 2006 installerede den belgiske kunstner Carsten Höller (f.1961) en række rutsjebaner i turbinehallen. Rutsjebaner er hans signatur. Det er det, man forbinder ham med: paddehatte og rutsjebaner. Men det var også sjov og leg og selvforglemmelse.

Da vi læste (vi har ikke selv set udstillingen!), at Superflex havde installeret 22 tremandsgynger i hallen, tænkte vi straks på et andet slogan, som man forbinder med trioens kunstnerpraksis: ‘If value, then copy’. Og vi tænkte, at når Carsten Höllers rutsjebaner skabte så megen glæde for 11 år siden, så repræsenterede det legende element i netop det værk en værdi, som Superflex måske havde fundet det værd at kopiere.

Men One Two Three Swing! lader nu til at være helt sit eget, og noget, der er befriende, er, at Superflex ikke selv synes at gøre det til mere, end det er. I et interview i The Guardian siger Rasmus Nielsen fra gruppen, at ideen er, at folk kan have det sjovt, mens de mediterer over større temaer såsom samfund, kapitalisme eller dem selv, fordi det er vigtigt. ”Det føles stadig, som om vi lever i Titanics sidste timer. Der er en følelse af ikke at være i stand til at forestille sig andre ting, på et strukturelt niveau,” siger Nielsen (hvad end han så præcis mener med det).

Længere nede i teksten sætter Donald Hyslop, som er kurator på projektet, så nogle kuratorord på værket: ”Der er mange lag, og et af dem er bare helt elementært for børn i alle aldre. Når du kommer op på gyngen – og det er længere siden, at jeg selv har prøvet en, end jeg har lyst til at fortælle – så rebooter du straks,” siger han og tilføjer, at det også stiller spørgsmål ved livet og ”klimaforandringerne, valuta, samfundet, urbanisme… det hele er i værket. Hvis diagnosen er apati og at blive overvældet, så er modgiften her også, og det er kollektiv bevægelse og kollektiv aktion”.

De britiske anmeldere

Så er vi også dækket ind. Og nu til de britiske anmeldere. Det er en lidt blandet landhandel. ”Det er langt den dårligste af turbinehal-kommissionerne i Tate Moderns historie,” skriver Laura Cumming i The Guardian, ”og den største nedtur fra Miroslaw Balkas overvældende sorte boks, Ai Weiweis ocean af solsikkefrø eller Olafur Eliassons strålende sol. Efter Carsten Höllers sølvrutsjebaner, der sendte os ned gennem hallens utrolige rum, skulle man ikke tro, at nogen kunstner kunne drømme om at repetere legeplads-temaet. Men det har Superflex gjort ved at fylde stedet med gynge efter gynge.”

Problemet med ”dette trivielle projekt”, skriver Cumming, er, at ”dets høje ambitioner er så besynderlige. Oplevelsen fuldstændig banal: kuglen reflekterer striberne i repetitive riffs, og folk svinger monotont frem og tilbage; du har seriøst brug for at være skæv. Så Superflex er nødt til at fylde det med socio-persiflage.”

I The Telegraph kalder anmelderen Mark Hudson udstillingen ”en hul metafor”: ”I steder for skabe en behagelig afledning på et kedeligt galleribesøg er One Two Three Swing! designet til, får vi at vide, at udfordre ‘samfundets apati over for vor tids politiske, miljømæssige og økonomiske kriser’. Apati, det er så sandt. Men det vender vi tilbage til.”

Han vender rigtignok tilbage til det senere, men skriver også, at ”i modsætning til Superflex’ praktiske projekter er det her en finurlig øvelse i social empowerment, som ville fremstå simpel, hvis det var rettet mod folkeskoleelever. Publikum vil uden tvivl have masser af sjov med at gynge og ligge på det stribede gulvtæppe, men i stedet for at få os til at stille spørgsmål ved kapitalismens modsætninger præsenterer det os for en samling grandiose, men tilfældige og grundlæggende hule metaforer, som vi forventes at godtage som gangbare.” To ud af fem stjerner.

Financial Times’ anmelder, Rachel Spence, er til gengæld rigtig glad for værket. I et svært oversætteligt og fantastisk formfuldendt engelsk roser hun det til skyerne og slutter af med disse ord: ”For mig vil det varige minde [fra udstillingen] være fra mit besøg på Tate Modern dagen inden kommissionens officielle åbning. Da jeg stod oppe på broen, kom jeg til at kigge ned, hvor arbejdere i selvlysende jakker var ved at samle gyngerne. Men flugtens tiltrækning viste sig at være for stærk. Adskillige af folkene susede op i luften med brede grin. Legeplads, socialt projekt eller kraftværk – Tate Modern byder sig til som en lunende tilflugt i vinteren, der kommer.”

På den måde lader det til, at kunstanmelderne er begyndt at tænde af på for meget kuratorisk, pseudointellektuel tågesnak, som har været en fast følgesvend på mangen en kunstudstilling i den vestlige verden siden 90’erne. Der er ingen grund til at forsøge at gøre tingene til mere, end de er. One Two Three Swing! behøver ikke så mange ord med på vejen.

Superflex’ meget interaktive Hyundai-kommission kan opleves frem til H.C. Andersens fødselsdag 2. april 2018.