Det var en regulær verdenssensation, auktionshuset Christie’s i New York her til morgen kom ud med, da de offentliggjorde programmet for deres næste store auktion den 15. november. Blandt værkerne var nemlig Leonardo Da Vincis jesusportræt Salvator Mundi fra omkring år 1500.
Der findes i hele verden kun 15 kendte Da Vinci-værker, og Salvator Mundi er det eneste, der er i privateje og er blevet kaldt kunstverdens hellige gral, da det pludselig dukkede op i 2005, hvorefter den russiske milliardær (selvfølgelig) Dmitry Rybolovlev købte det for 127,6 millioner dollars. Siden har det levet sit stille liv på Londons National Gallery, hvor man omtalte opdagelsen af værket som ”en større opdagelse end en ny planet”. Salvator Mundi bliver den 15. november solgt side om side med Andy Warhols Sixty Last Suppers fra 1986, der sikkert kommer til at kunne måle sig med prisen på et Da Vinci.
Buddene for Salvator Mundi forventes at starte omkring 100 millioner dollars, men måske skulle andre end blot kunstverden interessere sig for denne auktion, for som økonomiprofessor på Yale og forfatter til bogen Boombustology – Spotting Financial Bubbles Before They Burst Vikram Mansharamani påpegede tilbage i 2010, så er auktionshusene et af de bedste steder at spotte den næste finanskrise. I en lang række eksempler fra de sidste fire årtiers finanskriser ser han stort set det samme mønster i alle tilfælde, lige inden boblen brister: Siden kunstverden blev global og mere orienteret omkring investeringer og finansfyrster, har han set nogle helt vilde rekord-kunsthandler blive indgået, i tiden lige inden krisen udfolder sig. Herfra holder købelysten pludselig op, og få måneder efter folder en global finansiel krise sig ud, så alle kan se den. Det skete med det japanske krak i 80’erne, ved internetboblen i 90’erne, og det blev klart da filmproducer David Geffen i 2006 solgte No. 5 af Jackson Pollock til 140 millioner dollars, som på det tidspunkt var den højeste pris givet for et maleri. Nogle måneder senere slog han selv næsten den rekord med et Willem de Kooning værk til 137 millioner, og samme år var et Gustav Klimt-portræt blevet solgt for 130 millioner. Det var hay days for akutionshusene, men i årets slutmåneder holdt det pludselig op, malerierne blev højst overraskende båret tilbage til sælgerne, og omsætningen faldt sammen.
Siden bunden i 2009 er det så kun gået fremad, og i foråret skrev vi også her på skærmen om de svimlende summer, der igen bliver handlet for i anledning af, at salget af verdens dyreste maleri siden 1980 blev officielt med et Jean-Michel Basquiat-værk solgt til 850 millioner kroner. Priserne synes ikke at kunne finde et loft, men så – lige pludselig – i sidste uge skete der noget bemærkelsesværdigt hos Christie’s i London. Her havde man under fanfare og ærbødighed sat et meget sjældent Francis Bacon under hammeren. 60 millioner pund lød slet ikke af for meget oven på den sidste tids rekorder, men højst overraskende nåede det ikke mindste prisen og måtte sendes tilbage til sælger. Det er jo ikke sikkert, det betyder noget, og formentlig får vi endnu en rekord med Salvator Mundi den 15. november. Men hvis ikke andre vil have det, tager vi det gerne. Også selv om det betyder, at der er en finanskrise lige om hjørnet. For skønheden kan sådan en krise vel ikke tage fra os. /Lasse Lavrsen