Kvinde under 30, på Tinder og ikke styr på sit liv

”Jeg tænkte, at jeg ville gøre det hele lidt mere personligt,” siger Nanna Cecilie Bang som det første i teatret Sort/Hvids forestilling TRUE.STORY på Nordkraft i Aalborg. ”Så derfor har jeg selv skrevet en historie. Men jeg tænkte, at det ville være endnu mere personligt, hvis I nu følte en form for bånd til mig. Hvis I nu hver især forestiller jer, at I er min ven, kollega eller kæreste.”

Og helt alene på scenen med kort hår og kondisko går hun – i rollen som én, jeg tror er Nanna Cecilie Bang – i gang med at fortælle om sig selv.

Hun er i slutningen af tyverne og har klippet sit hår, så det ser ud, som om hun har mistet troen på livet – det er ikke noget, jeg siger, det står i beskrivelsen af forestillingen. På scenen leger hun med tanken om at myrde sin underbo, fordi hun, underboen, er lykkelig. Til de mænd, hun knalder, siger hun, at hun kan lide det hårdt, fordi det er så forfærdeligt kønsstereotypt at tænde på ‘jeg elsker dig’. Og så tror hun på Tinder.

Når jeg i det følgende refererer til Nanna, refererer jeg til den kvinde, jeg kender fra forestillingen. Alt, hvad jeg ved, ved jeg, fordi hun selv har fortalt mig det dér. Jeg forventer, at hun har en del til fælles med virkelighedens Nanna – det er et træk, som peger på stykkets høje kvalitet og skuespilleren Nannas overvældende præstation på scenen – men jeg kan jo ikke vide det. Det er i øvrigt Nanna Cecilie Bang selv, der har skrevet forestillingen, og Christian Lollike har instrueret. De ting, Nanna talte om i TRUE.STORY, var både foruroligende og underholdende. Først bagefter gik det op for mig, at det lige så godt kunne have været min eller mine veninders fortælling.

Forestillingen spillede foreløbig sidste gang i lørdags, så hvis du ikke nåede at se den, er det en skam, for her i Tinder-tidsalderen føles den vigtig. Men fortvivl ikke. Jeg har taget Nannas indledende opfordring alvorligt, gjort det personligt. Baseret på det, hun fortalte i TRUE.STORY, har jeg forestillet mig, at hun er min veninde. Jeg har forestillet mig, at hun var til stede ved det bordbænkesæt, jeg sad ved hver dag hele sommeren og røg smøger med mine veninder, når vi altså ikke lige var på tinderdates eller havde taget os sammen til at passe vores borgerlige forpligtelser som specialestuderende på læsesalen. Hvem siger i øvrigt, at Tinder ikke også er en borgerlig forpligtelse? Knald for Danmark, you know.

Alle beskrivelser af følelser, hændelser, diagnoser og korrespondancer i det følgende, er enten hentet i TRUE.STORY eller i min og mine veninders virkelighed. Jeg må dog hellere nævne, at Nanna ikke røg i forestillingen – det er noget, vi har fået hende til.

Virkelig, virkelig okay

Jeg forestiller mig, at Nanna lige er blevet forladt, da vi møder hende første gang på bænken. Det er klart, at vi lige skal se hinanden an i begyndelsen, men hun falder sikkert hurtigt ind. I hvert fald har vi jo Tinder til fælles. Og så er vi alle repræsentanter for den kategori, Nanna kalder ”kvinder under 30, der ikke har styr på sit liv”.

Mine veninder og jeg – lad os kalde os Asta, Matilde og Eva (anonymisering for vores og vores tinderdates skyld) – virker måske lidt reserverede, da hun først kommer hen.

”Gi’r I en smøg?” spørger hun, og vi tør.

”Er du okay?” spørger vi og fisker simultant smøger ud af hver vores pakke, fordi hendes øjne er både blanke og hævede, og hun er virkelig okay, siger hun, virkelig, virkelig okay.

”Okay,” siger vi, og hun fortæller, at hendes kæreste lige er gået. Alle siger, det er synd for hende, siger hun, også hendes eks og hans nye kæreste, men hun er altså helt okay.

”Han skulle brændes på bålet,” konstaterer Eva, og det er noget internt, noget, vi siger ofte, når der ikke er mænd til stede. Men Nanna fanger den hurtigt.

Rundt regnet 35

Dagen efter taler vi om Tinder. Nanna har selv haft rundt regnet 35 mænd fra Tinder oppe i sig, og det synes, vi er meget, men ikke så meget igen, når vi selv tæller efter. Asta har mødt en fyr, som ælter hendes bryster og reder hendes kønshår. Matilde har haft samkvem med en fyr dagen forinden, som tilbød at tænde lidt hyggebelysning. Da hun takkede ja, tændte han tv’et.

Eva ser en fyr, som ringer hver aften og fortæller om sin uddannelse. Sexolog, læser han til, og det er meget inspirerende. Hans krop er et tempel, har han lært, og han kan virkelig mærke, det er sandt. Han taler meget på grund af alt det, han har indset, nogle gange over en time. Egentlig talte han vist også meget før uddannelsen, og Eva får indimellem lyst til at råbe ”Hold kæft!”, når han taler, men i stedet tager hun røret væk fra øret og inhalerer aggressivt. Når han endelig er færdig, kan han godt finde på at spørge, hvordan hendes dag har været. ”Den har været…,” når hun som regel at sige, men så føler han sig pludselig euforisk og må lægge på. En gang om måneden lægger han vejen forbi Eva og inviterer hende ind i sit tempel. Og det er ikke, fordi Templet ikke er et besøg værd. Det er det helt bestemt. Det slikker bare ikke fisse.

Astas seneste tinderdate varede i godt og vel to år. Bastian hed han, og den sidste gang hun så ham (de havde lige knaldet og var gået en tur), spurgte han: ”Kender du [anonymiseret kvinde] fra [større dansk organisation]?”

”Ikke sådan personligt,” havde Asta svaret, ”men hun virker virkelig cool.”

”OK,” sagde Bastian, ”jeg knaldede hende i marts, april, maj, juni og noget af juli måned.”

”OK,” svarede Asta og forsøgte at være rummelig.

”Hun blev meget forelsket i mig,” fortsatte Bastian. ”Det var ret hårdt.”

Og da Asta en dag kommer op på læsesalen, ligger der en seddel på pladsen ved siden af hendes. ‘Reserveret’, står der, til ‘[anonymiseret kvinde]’ fra [større dansk organisation]. Det er kraftedme løgn, siger Matilde og går ned og ryger. ”Sådan et møgsvin,” siger vi til hinanden og taler om Bastian. ”Det bål bliver stort.” Den dag kommer ingen op på læsesalen igen.

Normale celler

En dag går Nanna til lægen med noget, vi tænker er kræft.

”Har du tjekket, om du er gravid?” spørger lægen. ”Jeg har ikke sex,” svarer Nanna.

”Har du tjekket, om du er gravid?”

”Jeg har ikke sex.”

”Har du tjekket, om du er gravid?”

”Vil du tjekke om jeg har kræft?”

”Vi tjekker lige, om du er gravid… du er ikke gravid.”

Matilde har sex. I hvert fald én gang. Ubeskyttet. På dag 19 i sin cyklus. Ægløsningsdagen. Vi diskuterer, om hun bør tage en fortrydelsespille og ved, at det bør hun, men da hun gjorde det sidste måned, fik hun det så skidt, og det er bare ikke fedt, når man ikke har en kæreste. Så hun skriver til sin tinderdate og spørger, hvad han siger til, at hun lader være. Så kan hun jo altid få en medicinsk abort senere – det vil i så fald være, efter hun har afleveret speciale, så der har hun også meget bedre tid. Det har tinderdaten det fint med.

Eva er nervøs for, at hun har fået klamydia. Hun har besøgt Templet – det er vi begyndt at kalde ham – ubeskyttet, for Templet siger, at han ingenting har. Han kan nemlig vurdere, om en pige er sådan en, der har klamydia. Han dyrker kun ubeskyttet sex med dem, der ikke har. Men Eva fornemmer, at Templet afventer, at hun bliver tjekket, så han selv kan finde ud af, om han er smittet. Eva bliver aldrig tjekket, men afventer senere, at hendes nye fyr, som faktisk er sød, bliver, så hun kan finde ud af, om Templet har smittet hende.

Asta har, efter at have samlet kræfter i fire år, endelig fået bestilt tid til et celleskrab. Vi er kollektivt nervøse, indtil den dag hun kommer og fortæller, at ”skrab” er et helt forkert ordvalg. ”Cellebørstning” er meget mere præcist. Faktisk var det rart, siger hun, mindre smertefuldt end mange pikke, ja, en genvej til en intim situation baseret på dialog og samtykke. Et par dage senere skriver lægen endda. Godt nyt: Kun normale celler.

Thomas, som viste sig at være træls

”Kender I det,” spørger Nanna en mandag, ”at en fremmed mand knepper dig hårdt, fordi du aldrig har lært at sige nej?” Og det kender vi egentligt godt, men Matilde er blevet forelsket i weekenden, sådan virkelig forelsket, i en mand, der hedder Thomas, som er både moden og god og far, men det kan hun sagtens rumme. Og det vil vi egentlig hellere tale om.

”Du fortjener det virkelig,” siger vi og nikker, mens vi tænder, ”efter alt det, du har været igennem”. Og Matilde stråler og nikker. Hun er virkelig enig og har faktisk tænkt på at holde op med at ryge.

Da vi andre kommer op til bænken ved læsesalen dagen efter, har hun siddet der i over fire timer. Rullekraven er den samme som dagen før. Og bukserne. Og trusserne, afslører hun selv. Og vi skal lige høre noget sjovt, fortæller hun.

Hun har fortalt Thomas, som på dette tidspunkt har vist sig at være træls, om sin eks – vi nikker alle indforståede, vi ved, hvad eksen gjorde ved hende (”Brænd på bålet, dumme svin!”) – og Thomas, som viste sig at være træls, havde sagt, at det ikke kom som nogen overraskelse, at hun havde været kærester med sådan en . Og så havde han spurgt, om hun kendte begreberne selvtillid og selvværd – han kunne ikke lige huske, hvad der var hvad, men en kvinde med så stort med behov for at virke stærk som Matilde måtte være rimeligt dårligt kørende på i hvert fald et af de to ”parametre”. Så var de gået i seng.

Og nu sidder hun på bænken og ligner en gummistøbeform til en penis i gips, og det eneste hun kan mærke, er dér, hvor pikken ikke er. Og det, der er med den støbeform, er, at den er dobbelt. Frivillig afstøbning fortil, ufrivillig bagtil. Et tværsnit ville vise et meget pikket V-tegn på hovedet.

Det er ikke, fordi det gjorde ondt, siger Matilde. Ikke sådan rigtig. Det er bare lidt, som om det hul, hans pik har lavet, føles mere defineret end kroppen udenom. Hun fniser. Vi skodder og gyser og tænder en til.

Hun sagde ikke nej, da pikken pludselig havnede oppe i røven. Hun troede ikke, hun havde lyst – ”For røvhullet er sgu da kontroversielt, er det ikke?” – men da hun ikke var 100 procent sikker, lod hun det ske uden yderligere bemærkning. Det var først, da hun vågnede ved femtiden ved, at han lå og sparkede hende i søvne (han var tidligere fodboldspiller på ret højt plan), at hun blev sikker: hun havde ikke haft lyst. Så før han vågnede, samlede hun sit tøj, stjal hans lighter og forlod lejligheden. På gaden tændte hun en smøg.

Nu har hun sendt en besked til Thomas, som har vist sig at være træls, hvor hun undskylder for at have stjålet hans lighter. Den svarer han aldrig på.

”Endnu en til bålet,” siger Nanna, og Eva fortæller om ham, hun ser, som stadig er virkelig sød, men vi ved alle, at det kun er et spørgsmål om tid, før han også skal en tur på bålet.