Familien Danmark

Hurra, det er weekend, og Føljeton, din trofaste følgesvend og legekammerat i tykt og tyndt, er på banen med tungen ud af munden og ugens sidste udgave. Men indrøm det bare: Der er andre i dit liv end dit dejlige, mere end levende nyhedsbrev.

Og heldigvis for det. Du har jo nok noget familie, og hvad enten der ligger en bombe under relationerne, eller du har en fætter, som kunne have godt af et blåt øje, eller en tante, som helt sikkert ville vokse meget som menneske, hvis hun blev sendt alene af sted i en kano ned ad Gudenåen, så er det den familie, du har.

I går blev en ny bronzeskulptur af den britiske kunstner Gillian Wearing med titlen En rigtig dansk familie indviet på pladsen foran Statens Museum for Kunst i København. Skulpturen var ikke særlig stor, ja, faktisk var den naturlig størrelse, kunne man se, for de tre mennesker, den forestillede, befandt sig lige ved siden af. Sådan udtryksmæssigt er selve skulpturen måske ikke noget at råbe hurra for, men det er heller ikke det, det drejer sig om. Efter at Jacob Fabricius, der er direktør for Kunsthal Aarhus, fik ideen for nogle år siden, har En rigtig dansk familie kørt som et storstilet landsdækkende kampagne i land og by, og der har været tv på undervejs.

Det begyndte med et simpelt spørgsmål: Hvad er en rigtig dansk familie anno 2016? Familier fra hele Danmark meldte sig, cirka 500 i alt, og en dommerkomité udvalgte til sidst én familie. Det blev så Michael fra Greve og Yenny-Louise, der er adopteret fra Colombia og opvokset i Holte og deres lille datter Olivia. Det unge par virkede umiddelbart meget almindelige, som de stod der ved siden af sig selv i naturlig størrelse i noget tøj, der mindede om det, de har på i bronzeudgaven. Meget, meget almindelige.

Men da Fabricius i sin åbningstale fremhævede omstændighederne, var det alligevel noget. Michael og Yenny-Louise havde mødt hinanden til en nytårsaften, og 12 måneder senere – svup – kom der en baby. Sådan! Fart over feltet og egentlig, når det kommer til stykket, en situation, som mange mennesker må kunne genkende fra deres eget liv. Der var noget på én gang porøst og stærkt over den lille familie, som den stod der og poserede lidt famlende foran fotograferne. Og der var kommet en baby mere til. Michael og Yenny-Louise lå ikke på den lade side, og det var fint nok; forplantningens glæder og reproduktions skærmydsler er vel en del af meningen med livet.

Hvis man har set tv-programmerne på DR, så fremstår dommerkomiteen påfaldende konsensussøgende og afklaret i betragtning af at den blandt andet bestod af så forskellige folk som kønsdebattøren Henrik Marstal og den nationalkonservative samfundsdebattør Eva Agnete Selsing. En medarbejder fra Statens Museum for Kunst fortalte dog også Føljeton, at dommerpanelet i virkeligheden har været ved at rive hovederne af hinanden, men at DR havde valgt at klippe de værste uenigheder og ufordrageligheder ud, så seerne blev diverteret med en mere lind og spiselig grød.

Men sådan er det jo. Familierelationer – og åbenbart også andres – kan få folk op i det røde felt. Føljeton henstiller til, at DR producerer en director’s cut af dommernes diskussion eller måske lægger hele råbåndet ud på YouTube. Det ville være public service. /Oliver Stilling

Statens Museum for Kunst viser projektet på udstillingen  ‘Gillian Wearing – Family Stories’ frem til 7. januar 2018. 

Forsidefoto: Heine Pedersen/Statens Museum for Kunst