Grib mig!

Hvis du har været til teambuilding med din arbejdsplads, har du sikkert prøvet tillidsøvelsen ‘Grib mig’, hvor du lader dig falde bagover i forvisning om, at en af dine kolleger – for eksempel ham den skaldede Besserwisser med overskægget, som du ofte møder ved kaffemaskinen – vil gribe dig.

Hvis du skulle lave øvelsen med enten Donald Trump eller Kim Jong-un, hvem ville du så vælge? Hvem stoler du mest på? Her ville du nok pege på USA’s præsident. Han virker skrupskør og lider muligvis af en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, men i det mindste er I rundet af de samme vestlige værdier, tænker du. Nordkoreas store leder, han er sådan en, der skaffer venner af vejen for et godt ord.

Men set i relation til det skrøbelige diplomatiske forhold mellem USA og Nordkorea er det desværre 100 procent den folkevalgte Donald Trump, der er  wild card’et. I en tale i FN’s Generalforsamlings afvæbningsudvalg mandag sagde Nordkoreas vice-FN-ambassadør, Kim In-ryong, at situationen på den koreanske halvø har ”nået det maksimale spændingspunkt”, og at ”en atomkrig kan bryde ud når som helst”, idet intet land i verden har været udsat for en ”så ekstrem og direkte atomtrussel fra USA” som Nordkorea.

Det sidste har han faktisk ret i. Nordkoreanerne forholder sig blot til, hvad Trump skriver på Twitter, og hvad der kommer ud af hans mund. I sin tale ved FN’s Generalforsamling 19. september sagde Trump direkte, at Kim Jong-un var ”på en selvmordsmission”, og at USA ville ”totally destroy” Nordkorea, hvis Kim Jong-un prøvede på noget. Problemet er, at der i en atomkrig ikke er særlig meget tid til at tænke sig om.

Samtidig er der rapporter om, at Donald Trump opfører sig mere og mere mærkeligt. I en artikel i Vanity Fair i sidste uge kunne man læse, at topfolk i Det Hvide Hus er begyndt at diskutere, hvordan de skal håndtere præsidenten, som de finder mere og mere ”ustabil” og usammenhængende. Man frygter simpelthen, at han foretager sig noget, der er dummere, end han plejer.

Og forleden dukkede Trumps stabschef, John F. Kelly, uanmeldt op til et pressemøde og sagde, at ”jeg siger ikke op i dag. Jeg tror ikke – og jeg har lige talt med præsidenten – og jeg tror ikke, at jeg bliver fyret i dag.” I ‘The Daily’, New York Times’ podcast, udlagde de Kellys melding som et hemmeligt signal til omverdenen a la Bare rolig, jeg skal nok gøre alt, hvad der står i min magt for, at præsidenten ikke gør noget tosset.

Den 25. tilføjelse

Nu kan The New Yorker så berette, at en prominent og voksende gruppe amerikanske psykiatere forsøger ”at mobilisere sig bag den 25. tilføjelse” i USA’s forfatning. Det er den tilføjelse, der fastslår, at vicepræsidenten bliver præsident, når præsidenten dør eller bliver ude af stand til at varetage sit embede.

Gruppen, der kalder sig Duty to Warn, siger ligeud, at Trump ”lider af en uhelbredelig ondartet narcissisme, som gør ham ude af stand til at udføre sine præsidentielle pligter og udgør en fare for nationen”. Det er ret vildt, for det er et direkte brud på sektion 7 i Den Amerikanske Psykiatriforenings (APA) etiske medicinske principper, også kaldet Goldwater-reglen. Den handler om, at det er uetisk for psykiatere at udstede diagnoser til offentlige personer, de ikke har haft mulighed for at undersøge.

Men psykiaterne har for så vidt den amerikanske befolkning på deres side; ifølge en meningsmåling foretaget i september af analysebureauet Quinnipiac mener mere end halvdelen af de amerikanske vælgere, at Trump ikke er ”fit to serve” som præsident.

Lige nu er det hele næsten for spændende. Hvis bare der ikke lå en risiko for atomkrig og rumsterede, ville det måske være morsomt. Desuden skal man også gøre op med sig selv, om vicepræsident Mike Pence ville være en bedre præsident. Han er helt sort. Og hvis du er homoseksuel, kan du ikke være sikker på, at han griber dig til teambuilding. /Oliver Stilling