Er vi så frigjorte, som vi tror?

Marie Bruvik Heinskou. Danmark er et af verdens mest seksuelt frigjorte lande, eller sådan kan vi i hvert fald godt lide at tænke om os selv. Men er det rigtigt?

»På nogen punkter er det. Vi må klæde os, som vi vil, og vi må stort set, indenfor lovens rammer, opføre os, som vi vil, så længe det er med respekt for hinanden. Og vigtigt, vi har adgang til al den information om seksualitet, vi kunne ønske os. Vi får undervisning i sex og seksualitet i folkeskolen, der er fri adgang til prævention og abort, og homoseksuelle har mulighed for at indgå ægteskab med hinanden. Det er væsentlige parametre for en frigjort seksualitet. Men vi har måske ikke den samme kropslighed, som man har i andre kulturer, og vi lider stadig under nogle begrænsede kropsidealer. Går man ind på en bar fredag aften, står folk typisk og kigger i deres øl og kaster blikke på hinanden, men der er ikke intens kropslighed for alle aldersklasser og kropsstørrelser, som man ser andre steder i verden, som for eksempel nogle steder i Afrika og Carribien, hvor jeg også har studeret køn og seksualitet. Der er stadig områder af seksualitetskulturen som kunne løsnes op og være mere inkluderende, vil jeg mene.«

Hvordan ser danskernes seksuelle selvfortælling ud? 

»Det er selvfølgelig et svar, der kræver nuancer, men den overordnende fortælling, vi har, er, at sex er vigtigt for os. Samlet set gælder det for danskerne, at vi har et refleksivt forhold til sex i modsætning til et reproduktionsfokuseret forhold. Sex opfattes for eksempel som vigtigt i stabiliseringen af et parforhold, og det er vigtigt for unge at finde ud af, hvem de selv er gennem seksualiteten. Det er også vigtigt for den ældre generation, og jeg er sikker på, at vi fremover ser 68-generationen blive ældre og samtidigt fastholde, at sex spiller en stor rolle langt op i alderen, og også vil tale åbent om det. Det gjorde det ikke nødvendigvis for de tidligere generationer.«

Hvad vil det sige at have et refleksivt forhold til sex?

»Man kan sige, at danskernes seksuelle selvfortælling er en overskudsfortælling, der handler om ligestilling, spil og leg, men det er også fortsat en fortælling, der er styret og til tider underlagt normer. Det forventes især, at kvinder forvalter sex med omhu. Kvinden oplever eksempelvis stadig at blive dæmoniseret og anskuet for at være billig, hvis hun har mange sexpartnerne. Det hænger sammen med nogle historisk forankrede normer, hvor kvindens seksualitet er blevet anskuet som passiv og modtagende. Den fortælling hænger stadig ved. Derfor ligger det også mere latent for kvinder at føle skam, når de på selvfølgelig vis udlever en aktiv seksualitet, end det gør for mænd. Seksualitet har altid været forbundet med skam især for kvinder, og den skam kan være og er stadig undertrykkende.«

Hvilke krav stiller den seksuelle frisættelse til det enkelte menneske?

Det er svært at tale helt overordnet om, hvilke krav den seksuelle frigørelse stiller. I stedet kan man tale om, at der er forskellige krav til forskellige livssituationer og aldre. Hvis man er i et parforhold, er et almindeligt krav eksempelvis, at få det seksuelle til at fungere. Hvor det tidligere i historien var økonomien og familien, der bandt parfoldet sammen, er det i dag bl.a. sexlivet, der udgør en stor del af limen i parforhold. Det er blevet rammen, der stabiliserer vores parforhold, og derfor kan det være eksistentielt urovækkende, hvis det ikke fungerer. Der er en generel tendens til at opfatte det moderne individ, som noget, der er i konstant udvikling. Det gælder også vores parforhold, og herunder er sex også blevet en fortælling om udvikling og udviklingspotentialer, og det kan nok opleves som forholdsvis udmattende. Det er jo ikke sikkert, at alle altid har lyst til at være i udvikling. Det kan også være, at nogen har lyst til at afvikle sin seksualitet eller lægge den i dvale, og selvom det ikke nødvendigvis er et krisetegn, kan det let blive opfattet sådan. Og hvis man er ung, kan det være udfordrende at finde ud af, hvordan man skal begå sig som seksuelt menneske, og hvordan man formidler sig selv som et seksuelt menneske. Det kan selvfølgelig give nogle uheldige erfaringer og knubs undervejs, men helt overordnet gælder det, at unge i dag har et reflekterede og dialogisk forhold til sex, også fordi vores oplysningsniveau er højt. Hvis man kigger på fakta, så er den seksuelle debutalder ikke faldet, den har derimod været konstant gennem en meget lang periode. Så vi ser heller ikke et historisk skred imod en seksualiseret barndom.

Hvordan har vores syn på sex udviklet sig i takt med, at velfærdsstaten har udviklet sig?

»Kvinder er blevet mere frigjort gennem velfærdsstaten. De har fået mulighed for at få passet børn, mens de selv arbejder, de har fået mulighed for at blive skilt uden at ryge på fattiggården og har i det hele taget fået en lang række rettigheder, der gør dem uafhængig af manden eller deres partner. Og igennem de grundlæggende, basale velfærdsrettigheder er kvinden blevet uafhængig og dermed også i stand til at stille krav til kropslige rettigheder og sætte nye grænser.«

Har den ligestilling gjort sex mere kedelig?

»Det er en stråmand at stille op. Det er ikke sådan, at vores seksualitet har udviklet sig i en kedelig retning, fordi vi er blevet så ligestillede. Jeg tror personligt, at absolut ligestilling i dobbeltsengen ville være ekstrem kedelig, fordi sex også handler om magt og bæres frem af spil med magt. Men man skal huske, at magt også kan skifte position, og at kvinder også kan have magt. Min forhåbning er, især når man taler om den urbane seksualitet, som den udspiller sig i byerne og på internettet, at folk er rigtig gode til ikke nødvendigvis at trække lighed med ned i sengen. Den legende form for sex handler ikke om et nulsums spil, hvor man partout skal skiftes til at komme og sex er ikke nødvendigvis pænt.«

Hvad handler den ligestillede sex så om? 

»Den ligestillede seksualitet handler om empati og respekt for hinandens grænser. At opdyrke empati, sensibilitet for den anden og at have respekt for hinandens grænser er en kompetence i sig selv. Min forskning siger mig, at det er det område, der er vigtigst i en ligestillet seksualitet. Og det er her, vi stadig skal holde fast i vigtigheden i oplysning og åbne diskussioner.«

Hvor er sexarbejderen og den prostituerede i velfærdsstatens fortælling om sex?

»Sexarbejderen er oftest en kvinde og er den kvinde, der bryder med forventningen om, at kvinder ikke bør have for mange seksuelle partnerne. Hende, der bryder med normen om, hvordan en rigtig kvinde forvalter sin seksualitet. Vi ser stadig tendenser i samfundet til at dæmonisere og betragte kvinder, der har sex med mange mænd, som beskidte, som smittebærere. Man skal være varsom, når man behandler det emne, og det er vigtigt at have nuancerne med. For sexarbejderen kan både være offer, fighter og et aktivt vælgende individ. Det er ofte kvinder, der kommer fra lavere sociale kår, og som foretrækker at sælge sex frem for at have et andet erhverv. Selvom det ikke kun er kvinder fra lavere socialklasser, der vælger at sælge sex, skal jeg skynde mig at sige. Derfor betragter alle sexarbejdere det ikke som et umyndiggørende valg, i modsætning til den brede offentligheds syn, hvor det at sælge sex ofte bliver problematiseret og talt om, som noget der burde kriminaliseres. Den nuance – at mange kvinder taler om, at de har taget et aktivt valg – er vigtig at se i øjnene, for det betyder også, at man er nødt til at respektere deres valg. Men det betyder omvendt ikke, at man ikke skal tale om, de problemer der er. For det er også et felt, hvor der hersker problemer og hvor det at arbejde uden rettigheder, er særligt problematisk. Sexarbejdernes sikkerhed og arbejdsvilkår er stadig ikke sikret.«

Så vores syn på kvinden som noget ærbart har en særlig betydning, når det kommer til at acceptere, eller manglen på at acceptere, sexarbejdere og prostituerede?

»Ja, det vil jeg mene. Kvinder er ofte mere udsatte end mænd, og det gælder over hele linjen. Det handler ikke kun om kvinder, der prostituerer sig, men generelt bliver kvinder, der falder uden for de seksuelle normer mere stigmatiserede end mænd. Men det er vigtigt at have med, at Danmark, i modsætning til de andre nordiske lande, ikke har kriminaliseret købesex, så der hersker stadig en åbenhed og en tolerance i forhold til sexarbejdere.«

Hvorfor er det så svært at tale om sexhandel i Danmark, uden at diskussionen både bliver moralsk og meget følelsesladet?

»Kapitalistiske kræfter kan være vanskelige at diskutere overordnet, måske fordi de virker så konfuse, og derfor giver det mening at finde et specifikt punkt – som prostitution – at slå ned på. Men som sociolog, vil jeg så spørge, om det er rimeligt, at den moralske panik, der opstår i forbindelse med kapitaliseringen af samfundet, specifikt går ud over sexarbejderen?«

Hvad mener du med det? 

»Der er mange områder af det intime liv, som også er uden for privatsfæren. Den amerikanske sociolog, Vivianna Zelizer, gør for eksempel opmærksom på andre intime relationer, der indbefatter penge, for eksempel forholdet mellem klient og psykolog, pasningen af børn og ældre og så videre. De forhold undlader vi at problematisere legaliteten i, selvom de også afspejler intime forhold, der opretholdes gennem penge. Forskellen er, at de ikke handler om sex, men det er ofte meget intime relationer, der er tale om. Når debatten bliver så følelsesladet, hænger det formentligt også sammen med, at prostituerende altid har været forbundet med skam og skyld. De er, så langt man går tilbage, blevet dæmoniseret som farlige forførere og urovækkende skøger, der har modstået det moderne samfunds disciplinering og levet i skyggen af forbud. Og på den måde repræsenterer de også noget uregerligt og anarkistisk.