Claus Bretton-Meyer blev administrerende direktør i Dansk Boldspil-Union i marts sidste år.Direktøren har aldrig lagt skjul på, at han ikke ved så meget om fodbold. Jeg tror, det er en styrke, at man ikke nødvendigvis har styr på det, hvis man til gengæld så har styr på andre ting.-Jeg besidder økonomiske, ledelsesmæssige og strategiske styrker , og jeg tror, det er en fordel, at jeg ikke blander mig i det fodboldmæssige, siger han. BV: DBU - direktør Claus Bretton-Meyer. (Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix 2015)
Update: DBU og Spillerforeningen er blevet enige om en delaftale, så derfor spilles kampen mod Kroatien.
De dygtigste danske fodboldkvinder har netop fået et alvorligt benspænd, men kan de mindre end middelmådige mappemænd i DBU overhovedet dumme sig så meget, at de spænder ben for sig selv?
Der findes to konkurrerende principper for forfremmelse her i tilværelsen: På den ene side det verdensberømte Nadia Nadim-princip og på den anden side det stort set ukendte Bretton-Meyer-princip. Der er en verden til forskel; som forskellen på Mars og Venus. Som lort og lagkage.
Det første princip (Nadia Nadim) handler om, at de allerbedste udvælges og af egen kraft kravler helt til tops. Det kaldes også for meritokrati; styret af dem, der fortjener det. Det andet princip (Bretton-Meyer) handler om, at de mest uduelige typer pr. tradition og tilfælde får lov til at træffe de vigtigste beslutninger. Det kaldes også for Peter-princippet: Ansatte i en hierarkisk organisation vil blive forfremmet, indtil de når deres niveau for inkompetence.
Desværre har det sidste princip – opkaldt efter DBU’s såkaldt ‘administrerende direktør’ Claus Bretton-Meyer – styret forhandlingerne mellem DBU og kvindelandsholdet. Inden forhandlingerne gik ind i den altafgørende fase her i denne uge før fredagens VM-kvalifikationskamp mod Sverige, valgte Claus Bretton-Meyer at forlade landet – han tog simpelthen på badeferie i Marokko. Dermed udstillede han på eksemplarisk vis Peter-princippet: Claus Bretton-Meyer er blevet forfremmet flere niveauer over sit niveau for inkompetence. Han virker spektakulært uduelig.
Nådsensbrød til Nadim
Konflikten mellem DBU og de kvindelige landsholdsspillere er ellers ikke raketvidenskab. Konflikten handler om latterligt få penge og kunne være løst, hvis fodbold-bureaukraterne i DBU havde været rekrutteret efter Nadia Nadim-princippet. Tænk hvis DBU havde været styret af kompetente eller blot middelmådigt kvalificerede personer?
For det er vitterligt ikke urimelige krav, som kvinderne har stillet. Tværtimod: Efter succesen ved EM, hvor Danmark fik sølv, har de kvindelige stjerner krævet at få et honorar på lidt mere end de sølle ca. kr. 4.000,- i gennemsnit pr. kamp, som de får nu. Kvinderne har krævet, at de bedste spillere fremover får kr. 7.000,- pr. kamp. I alt handler konflikten om kr. 471.000 kr. om året, eller langt mindre end halvdelen af, hvad f.eks. den i den bredere offentlighed ukendte Claus Bretton-Meyer får udbetalt i løn. Nadia Nadim & co. har således hidtil fået nådsensbrød.
Skønt spillere som Nadia Nadim hører til blandt verdens bedste kvindelige fodboldspillere og netop er blevet udtaget til landsholdet, fordi de er de bedste, har de tydeligvis inkompetente mænd i Dansk Boldspil-Union, DBU, fået lov til at trække hele Danmarks fodboldfremtid med sig ned i et dumhedens mørke.
Direktøren skal fyres
Skævheden mellem ‘Nadia Nadim-princippet’ og ‘Bretton-Meyer-princippet’ har åbenlyst en kønsdimension: Kvinder forfremmes via det meritokratiske ‘Nadia Nadim-princip’, mens mænd stadig kan tumle videre og vælte opad ved hjælp af ‘Bretton-Meyer-princippet’ om maksimal inkompetence. Et fænomen, som forfatteren Gretelise Holm tidligere har skrevet ætsende om, ganske vist i medieverdenen, men samme fænomen gør sig gældende i sportsverdenen:
”Det er uhyre vanskeligt for kvinder at kvalificere sig til ledende eller indflydelsesrige stillinger i medierne. Det kan enhver se. Men – jeg har med stadig stigende forbløffelse også gjort den iagttagelse, at det praktisk taget er umuligt for mænd at diskvalificere sig til samme type stillinger. Og måske skulle man prøve at nærme sig ligestillingsproblemet fra den vinkel,” skrev Gretelise Holm (kræver abonnement) og oprullede dernæst en række pinagtige historier fra slut-90’ernes medieverden:
Fra Ekstra Bladets chefredaktør, Hans Engell, der i 1997 som konservativ formand torpederede en betonklods på motorvejen og måtte forlade dansk politik. Over den ligeledes tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, formand for Litteraturudvalget under Kunstrådet samt kultur- og debatskribent på Berlingske Tidende, Claes Kastholm Hansen, som også i fuldskab ”sked rundt omkring på (en medarbejders, red.) kontor, hvorefter han tørrede røv i gardinerne”. Til de såkaldte gulddrenge Erik Stephensen og Jørgen Flindt Pedersen, der formøblede 400 millioner kroner ”på en tåkrummende drengedum facon”, da de kørte dagbladet Aktuelt i sænk.
Gretelise Holm afslutter sin kronik med et stadig relevant spørgsmål: ”I stedet for den evindelige og ørkesløse diskussion om kvindernes kvalifikationer, synes jeg, at vi skal tage den derfra, som det hedder på nydansk: Hvordan kan det være, at mænd ikke kan diskvalificere sig?”
DBU-direktør Claus Bretton-Meyer skal fyres nu. Punktum. Ingen snak. Og med et spark i røven og nul fratrædelsesordning. Han har ganske enkelt ikke passet sit arbejde. Med oprydningen stopper næppe dér: Fremover er det ikke kun på grønsværen, men også bagved i kontorerne, at ‘Nadia Nadim-princippet’ skal styre Danmark / Lars Trier Mogensen