Ingen er mere houellebecqsk end Michel selv

Hvad nu hvis man steg lidt til vejrs? Hvis man gik et par etager op for at fortælle om Houellebecq? Forfatteren har søgt tilflugt i en skyskraber i 13. arrondissement i Paris, en slags signalmast fra 70’erne. For foden af den er der boder med græskar, vandmeloner og bundter af purløg, kørvel og dild. Ikke så langt derfra ligger Tang Frères, som sælger kinesiske nudler og mærkelige frugter; og så er der supermarkedet på Boulevard Auriol hvor plastikkirurgen Jed fra Kortet og Landskabet oplever sin eneste sociale kontakt ved hver dag at svare »nej« når kassedamen spørger om han »har et Club Casino-kort«.

For enden af avenuen ligger indkøbscenteret Centre Italie 2 med lingeriforretningerne og med nørdernes tilholdssted, tøjforretningen L’Homme moderne, hvor forfatteren køber sine gaver, og hvor også François, universitetslæreren fra Underkastelse, drysser rundt.

Vild med modsætninger

Oppe fra sit tårn kunne forfatteren have set ud over Paris. Nydt en »enestående panoramaudsigt«, som det hedder hos ejendomsmæglerne, hvis små annoncer og andre notitser han holder meget af at granske. Men lejligheden vender i højere grad ud mod den store ringvej Le Périphérique, end den vender ind mod hovedstaden. »Han forklarede mig at han gerne ville slippe for synet af de parisiske monumenter,« fortæller journalisten Sylvain Bourmeau, som gennem lang tid var hans fortrolige.

I Irland flyttede han ind i et sjælløst område i nærheden af Shannon Airport, fuldt af mærkelige rundkørsler. Fra det andet sted han boede, et gammelt bed and breakfast-sted (»The White House«), kunne man knap nok se havet. I Spanien, hvor han tilbragte tolv år i eksil, »lå hans kontor i lejlighedens kælder,« fortæller Marie-Pierre Gauthier, hans anden hustru, som han er separeret fra. Midt i verden, uden for verden: Houellebecq er vild med modsætninger.

Fastboende nomade

Houellebecq er en flyttemand der elsker banalitetens landskaber, og »han er den eneste der fortæller om dem og kan se romantikken i dem, ligesom Tarkovskij gjorde det i filmkunstens verden eller Caspar David Friedrich inden for maleriet,« siger skuespillerinden og sangerinden Arielle Dombasle, hans veninde. Da han vendte tilbage til Frankrig for tre år siden, turnerede han rundt mellem hovedstadens forskellige Citadines. Lejlighedshotellerne er indkvarteringssteder for de lidt fortabte fastboende nomader, de er dybest set postmodernitetens paladser, som er velegnede til kunstnere der ikke kan finde ud af om de vil leve i udkanten af samfundet eller midt i det.

Han var især glad for dem der lå på Place d’Italie og Rue Esquirol lige i nærheden. »Ved siden af ringvejen, det er praktisk, så kan jeg bare snuppe øsen og smutte,« siger romanforfatteren til sine venner. På samme måde som hovedpersonen i Underkastelse efter præsidentvalget i 2022, da hans land pludselig er faldet i hænderne på partiet Det Muslimske Broderskab.

Homo Houellebecquus

»Jeg havde lyst til at vende tilbage til Frankrig uden at opleve at jeg var i Frankrig.« Hans tårn er hverken af elfenben eller glas; det er snarere et Babelstårn, eller »de rige kineseres tårn«, som det kaldes i kvarteret. Måske vil man en dag kalde det »Houellebecq-tårnet«.

»Jeg kan godt lide det her kvarter, jeg har ikke lyst til at bo i Saint-Germain-des-Prés,« har Michel Houellebecq også udtalt til en kommunal pjece fra 13. arrondissement, udgivet af borgmesteren, socialisten Jérôme Coumet, som hjalp ham med at finde lejligheden. »Hvad mine forventninger angår, tilhører jeg afgjort ’middelklassen’.« Han er virkelig den mest houellebecq’ske af sine personer: Han har skabt en homo houellebecquus der minder meget om dem. Det er hans talent, hans geni.

Oppe i sit borgtårn har Houellebecq stort udsyn og plads til sit ørneblik. Arbejdslivets melankoli (Udvidelse af Kampzonen), New Age-lejrenes deprimerende eksotisme (Elementarpartikler), sexturismens elendighed (Platform), menneskekloning som utopi (Muligheden af en Ø), kunstens død og musealiseringen af Frankrig (Kortet og Landskabet) og kristendommens apori (Underkastelse): Hans bøger omfatter hele den moderne verden og dens forskellige frygtscenarier. »Jeg har mere end minus 10 på begge øjne. Derfor fremtræder verden på en meget ren måde for mig,« tilstod han for femten år siden i magasinet Lire. Nu hvor han er over 60, er han nødt til at have briller på når han læser, men han har stadig en fotografisk sans for detaljer, det er dét der er hans talent og hans væsen. Han er landbrugsingeniør (ligesom Alain Robbe-Grillet), og i overensstemmelse med sin uddannelse fortæller han om sin samtid på samme måde som en videnskabsmand.

Giv mig evighed

»Jeg er vor tids svar på Georges Perec. Jeg har brug for Dem.« Det var de ord han brugte da han præsenterede sig for redaktøren Maurice Nadeau i 1994. Houellebecq tænkte allerede dengang på eftertiden. »Jeg elsker et kastel, der rager højt mod himlen/ Åh, giv mig evighed – i hvert fald dens præmisser,« hedder det i et af hans digte, som blev skrevet længe inden han flyttede ind højt til vejrs på Avenue de Choisy.

Ikke så langt fra 13. arrondissement og Place d’Italie ligger der en baskisk restaurant hvor forfatteren holder af at spise i selskab med André Velter, poesiredaktøren på forlaget Gallimard. På væggen hænger der et portræt af Victor Hugo, en face, og ét af Pierre-Jean de Béranger, en stærkt produktiv visedigter der var Hugos samtidige, og som alle i dag har glemt.

»Mærk Dem mine ord! De mennesker der er kendte mens de lever, er ikke nødvendigvis kendte efter deres død! I det 19. århundred var det ikke Hugo der lå lunt i svinget, men Béranger!« fortæller André Velter, som i 1991 begyndte at invitere Houellebecq til at recitere sine digte på France Culture. Det ved Houellebecq godt, og han er på sin post.

Mest læste forfatter

»De er alle sammen idioter!«. Digte/essays/sange/film (i L’Enlèvement de Michel Houellebecq (2014) af Guillaume Nicloux og i Near Death Experience (2014) af Gustave Kervern og Benoît Delépine har han vist sig at være en genial skuespiller): Houellebecq pløjer gennem det hele, også fotografi, hans seneste lidenskab. Som kunstner tilhører han slash-generationen, som det hedder i de dameblade han labber i sig. »Næste gang vil jeg have en verdensomspændende udgivelse,« sagde han til sit forlag Flammarion inden Underkastelse udkom i Frankrig den 7. januar. Én altomfattende lancering, alle oversættelser på samme tid, ligesom en ny iPhone fra Apple. Hvorfor ikke? Han er i dag den mest udlånte voksenforfatter på de parisiske biblioteker.

Han er den mest læste og mest studerede nulevende franske forfatter i verden. I Tyskland er hans bøger bestsellere. I USA har universiteternes franskinstitutter længe udbudt kurser om hans forfatterskab – den amerikanske oversættelse af Underkastelse udkom den 20. oktober. I Spanien findes der oven i købet en »Michel Houellebecq-plade« i Molina de Segura, en lille by der er berømt for det meteornedslag den blev ramt af midt i det 19. århundred. Det var også i Murcienregionen i Spanien at forfatteren i 2004 fik overrakt Schopenhauer-prisen af sin veninde Catherine Millet. Schopenhauer, en slags modsætning til »den gamle luder« Nietzsche, og samtidig Houellebecqs vigtigste reference, når det kommer til fortvivlelse, kærlighed og det absurde ved menneskets lod.

Væver sin egen toga

Den franske universitetsverden har derimod længe været forbeholden. Det har været vanskeligt at samle et bedømmelsesudvalg når nogen har villet skrive en doktorafhandling om forfatterskabet. Men i dag hober æresbevisningerne sig op. En udgave af den prestigefyldte monografi-serie Cahier de l’Herne er under forberedelse til udgivelse i 2016 og udarbejdes af to specialister, Agathe Novak-Lechevalier, en ekspert i det 19. århundreds litteratur fra Paris-X og forfatterens yndlingsakademiker, samt den joviale skotske universitetslærer Gavin Bowd.

Houellebecq har overdraget dem nogle fotografier han tog som ung elev. Alle vil gerne være med, men han vælger personligt hver enkelt bidragyder til dette særskrift og afviser de episoder fra sit liv der gør ham i dårligt humør, og de forfattere han ikke bryder sig om. Skal vi have en filmkritikers synsvinkel? »De er alle sammen idioter!« Hvad så med den her bidragyder? »Nej, ikke ham. Om ti år er der ingen der taler om ham mere.« Houellebecq væver sin egen toga.

Mellemlandinger

Under en frokost i efteråret 2014 spurgte Antoine Gallimard ham (forgæves) om han ville skrive forord til en kommende Pléiade-udgave af Huysmans’ værker. Det møde gengives én til én eller næsten i Underkastelse. »Det er ikke tilfældigt at han har indlagt den scene i sin seneste roman,« ler journalisten Sylvain Bourmeau som længe var forfatterens sparringspartner. »Vi har ofte for sjov talt om en Pléiade-udgave af hans egne værker …«. I nogle samtaler med forfatteren Dominique Noguez hentydede Houellebecq i 1990’erne halvt for sjov og halvt alvorlig til »det grønne kjolesæt«, der bæres ved Akademiets møder. »Det Franske Akademi? Jo, jo, jo, det er meget elskværdigt. Jeg tror at jeg kunne gøre gavn i forhold til visse af de ord de arbejder med,« lød en bemærkning han fyrede af på radiostationen RTL i januar. »Jeg kunne blive en værdifuld kandidat.«

Houellebecq har også med stærk spydig energi fornyet den meget franske genre »forfatterbesøg«. Fra og med 1998 havde François Nourissier, medlem af det prestigiøse Goncourt-Akademi, ham i tankerne til Goncourt-prisen. I 2005 kæmpede litteraternes konge for at sikre Muligheden af en Ø prisen. Dengang mødte vi Nourissier i Auteil i det sydvestlige Paris, hvor han har en herskabsejendom med have.

Hver gang Houellebecq mellemlandede i Paris, fortalte han, kom han på besøg med sin hund Clément, en welsh corgi med rød og hvid pels. Så gik Nourissier ned i sin vinkælder og fandt et par gode flasker. Af og til faldt herren og hunden i søvn på sofaen fordi de var ude af stand til at finde hjem. »Jeg sludrer, han drikker, hunden løber,« sådan lød akademi-medlemmets humoristiske opsummering. Et fotografi af Nourissier og Clément, som står på en reol i Houellebecqs lejlighed, har bevaret mindet om den periode for eftertiden.

Samfundsfænomen

Goncourt-prisen gik han glip af i 2005, men Houellebecq tog, som et udtryk for fairplay, til Drouant, hvor prismodtageren François Weyergans blev hyldet. »Michel« spiste frokost lige overfor sammen med Eric Altmayer, producenten bag hans film Muligheden af en Ø (2008), en kunstnerisk og kommerciel fiasko som Houellebecq, der er gammel elev fra École Louis-Lumière, selv havde investeret 500.000 euro i (det er sjældent han taber penge). Men hvad gjorde det: Nu kendte hele Frankrig det navn som Michel Thomas – som han oprindeligt hed – havde taget fra sin bedstemor Henriette, som han voksede op hos: Houellebecq.

Og så var han blevet »et samfundsfænomen«, udtaler hans ven og bedste interviewer Frédéric Beigbeder. »Personligheden« (mediepersonaen, romanfiguren) havde vundet over mennesket og udviskede endda også forfatteren lidt. Michel Houellebecq med den uformelige parkacoat og de ternede skovmandsskjorter om vinteren, og med computernørdens kortærmede, pastelfarvede herreskjorter om sommeren … Houellebecq med det hørgule hår, Houellebecq der yndefuldt holder sin Philip Morris mellem langfingeren og ringfingeren efter at han som ganske ung brækkede pegefingeren i en basketkamp og blev dårligt lappet sammen på skadestuen, som han forklarer det til sine interviewere. Han ved at i en postmoderne verden uden glorværdige helte må man stille sig tilfreds med små mytologier.

Omgivet af agenter

Selv om han bor højt til vejrs, bliver han alligevel begravet i tumult hver gang han udgiver et nyt værk. Straks efter udgivelsen af Underkastelse, som allerede er solgt i mere end 600.000 eksemplarer, følte både præsident François Hollande og premierminister Manuel Valls sig nødsaget til at udtale sig om bogen. På RTL fortalte Houellebecq at han var »bestyrtet« over pave Frans’ udtalelse (»ytringsfriheden bør ikke benyttes til at fornærme andres tro«), som han opfattede som rettet mod både ham selv og Charlie Hebdo, hvis redaktion blev ramt af et dødeligt angreb den selvsamme dag Houellebecqs roman udkom.

Siden da har han været omgivet af agenter fra en statslig tjeneste der tager sig af personbeskyttelse, og derfor er han ikke kommet nær så meget ud. »For ikke at forstyrre dem unødigt har jeg været nødt til at lave indkøbslister,« siger han. Indkøbslisten: Ligesom Véronique i Udvidelse af Kampzonen, hans første roman (1994).

Fredløs i Frankrig

Den 22. juni spiste han, omgivet af sine to livvagter, middag i Den Store Ovale Sal i Bibliothèque Nationale de France, en middag som nationalbiblioteket afholdt for at hylde »hans samlede værker«. Lokalet var som et herligt smykkeskrin. Ved hans bord sad bankdirektør Jean-Claude Meyer, chefen for Europe 1 Denis Olivennes, den tidligere minister Jean-Pierre Chevènement – alle samme fans af forfatteren. I glasloftet over hans hoved kunne man læse navnene Ninive, Washington, Byzans, Athen, Firenze, Berlin, Paris, Alexandria, Jerusalem, Kartago, Rom, Theben, Wien, Babylon. Hele verden i forgyldte bogstaver, de mest omfattende biblioteker og de smukkeste civilisationer – flertallet af de hovedstæder hvor hans værker er oversat i dag. Han sad som fyrsten blandt 800 mæcener og som del af den nationale kulturarv allerede i sin egen levetid, midt blandt alle de fremtrædende personligheder inden for litteratur, politik og forretningsliv.

Alligevel opfatter han sig som udstødt. En fredløs. Det var i november 2007. Bernard-Henri Lévy fik en SMS da Houellebecq var blevet vraget til Goncourt-prisen: »Jeg begår selvmord i aften,« stod der. »Jeg havde kun truffet ham en enkelt gang, sammen med Beigbeder,« fortæller Bernard-Henri Lévy. »Jeg svarer ham: ’Lad os gå ud og spise en middag først,’ og så inviterer jeg ham på restaurant Ritz, ikke baren, men dér hvor der kun er japanere. Vi sidder der alene, eller næsten. Han forklarer: ’Min kone keder mig, min hund er syg, og jeg har ikke længere nogen at tale med.’ Jeg svarer: ’Deres kone kan jeg ikke gøre noget ved, Deres hund vil jeg skide på, men det sidste kan der måske til gengæld godt gøres noget ved.’«

Lagt for had

Disse møder førte til en fælles bog som udkom på både Grasset og Flammarion: Ennemis Publics (2008), og de førte til nogle fælles ferier ved kanten af en swimmingpool. Deres brevveksling er som værk betragtet tusind gange mere interessant end ideen – marketing – og salget (som efter sigende var katastrofalt i forhold til det kolossale forskud forfatterne fik) kunne lade ane. Men »Samfundsfjender«, sikke en titel! Fascinerende i forhold til en af de franske filosoffer der er mest i medierne; og også forbløffende i forhold til en forfatter som medierne feterer og nærmest slås om. »Det ville ikke være forkert at tale om en total udslettelseskrig rettet mod mig,« skriver Houellebecq til Bernard Henri-Lévy. Og til vennen Beigbeder udtaler han samme år i herremagasinet GQ: »Jeg bliver lagt for had i en grad så det er historisk. Man har ikke set noget lignende siden Rousseau.«

»Berømmelsen kan vi ikke komme uden om,« skriver han resigneret til Bernard Henri-Lévy. »Jeg er nødt til at finde mig i at være Houellebecq lige til den bitre ende.« Mennesket og forfatteren Houellebecq er så uløseligt forbundne at sidstnævnte har gjort dubletter til sit varemærke: Hans bøger er fulde af kloner af ham selv, af hans egne avatarer, som endda nogle gange hedder »Michel« eller »Michel Houellebecq«. Men han er også, i kraft af en pagt med djævelen, uløseligt forbundet med tidens paradokser. Forfatteren Houellebecq fortæller at franskmændene ser fjernsyn ligesom ham selv; tv-seeren Houellebecq siger derfor ja til at forære studieværten Alessandra Sublet en ungarsk bluse i en direkte udsendelse på TV5, eller til venligt at besvare spørgsmålet »Dit første kys?« på Europe 1.

Kontrol over situationen

»Jeg kan ikke fordrage biografier og biografer,« siger han ikke desto mindre. I et skingrende desillusioneret essay fra 1991 om den amerikanske horrorforfatter Lovecraft fremhævede Houellebecq ikke desto mindre en biograf i sin litteraturliste, nemlig Lyon Sprague de Camp, om hvem det bemærkes, at »han, skønt han manglede egentlig sympati for Lovecraft, havde gjort sit arbejde rigtig godt«.

»Alle den amerikanske biografis kvaliteter,« lyder den varme hyldest. Men det som er sandt for andre, gælder ikke for ham selv. Han gør alt for at tage modet fra alle de velvillige der vil skrive om ham. »Min biografi (…) er virkelig banal,« forklarer denne lidenskabelige modstander af psykoanalysen til Figaro Magazine den 31. juli. Og til en radiostation i Barcelona: »Jeg lyver i mine bøger ligesom jeg lyver i mit liv. Når jeg trænger til en pause i arbejdet, sker det at jeg opsøger nogle psykoterapeuter, og så sidder jeg og fortæller dem hvad som helst.«

Duernes dans

»Han skaber selv sin persona, ingen får lov til at gøre det i stedet for ham,« lyder forklaringen fra redaktøren Léo Scheer, som opmuntret af hovedpersonen selv udgav Houellebecq Écrivain Romantique (2010) af Aurélien Bellanger. »Han er blevet som en kinesisk kejser, der holder hof,« sukker en forfatterkollega som Houellebecq beundrer. »Han fremstiller sig selv som et offer, som om det piner og plager ham at litteraturen har gjort det muligt for nogen at hæve sig over hans skæbne; men i virkeligheden er han blevet en tyran. Hvis han oplever at nogen træffer beslutninger i hans sted, bliver han vanvittig. Han har ikke længere noget normalt forhold til nogen. Det er på én gang noget symbolsk og noget rent økonomisk.«

Der er ingen grund til at lægge sig ud med en forfatter, hvis »transfersum« da han gik fra Flammarion til Fayard i 2005 (for senere at vende tilbage), blev forhandlet af finansfyrsterne fra den multinationale mediekoncern Lagardère, der holdt møde om sagen i Deauville – beløbet lå langt over en million euro. Tilsvarende er der ingen grund til at rage uklar med litteraturens rockstjerne i medierne. »Det er dyrt for pressen at få adgang til Houellebecq,« indrømmer Sylvain Bourmeau.

»Hvorfor skriver De?« spurgte en spansk journalist Houellebecq en dag. »Fordi jeg er forfængelig og godt kan lide folks blikke og bifald,« svarede han med en smuk frimodighed. Denne sommer har han dog isoleret sig i Paris, hvor han er optaget af at arbejde på sin »statue«, dvs. den kommende Cahier de l’Herne-udgivelse, og af interviews med Figaro Magazine og New York Times. Han er mere paranoid end nogen sinde og klar til at parere alle slag og plaffe alt ned. »Du bor ligesom dem i Blade Runner!« sagde Beigbeder forbavset efter at have besøgt ham i højhuset i Chinatown. »Jeg har styr på alting, jeg har situationen under kontrol,« skrev romanforfatteren til ham en dag. Oppe fra »Houellebecq-tårnet« kan han holde øje med de fordækte fjender og følge duernes dans nede på gaden, og ligesom en løber der kan bevæge sig diagonalt over brættet ud mod »le périf« – som han kalder ringvejen Le Périphérique i sine digte – kan han nemt slippe væk. Houellebecq rager op over fransk litteratur, og ingen må sætte ham skakmat.