Taler Løkke med to tunger i Brexit-dyst?

Det skabte et ramaskrig forud for dagens EU-topmøde i Bruxelles, da finansminister Kristian Jensen åbnede op for en mindelig løsning med Storbritannien. Officielt står Danmark skulder ved skulder med de andre EU-lande om en kontant kurs over for Storbritannien i Brexit-forhandlingerne. Men i den realpolitiske verden frygter Danmark, at Storbritannien kan ende med en aftale, der kan afskære briterne fra det indre marked og arbejdstagernes frie bevægelighed.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen i går ankom til topmødet, forsøgte han  at tale uldent om den manglende fremdrift i forhandlingerne. Men han holdt den officielle linje og bakkede op bag chefforhandler Michel Barnier.

Anderledes åbenmundet var Kristian Jensen, da han i forrige uge udtalte til den britiske avis The Guardian: ”I enhver politisk forhandling er der ikke nok tid, ikke nok penge, ikke nok dit, ikke nok dat. Det er en del af spillet. Det, vi har med at gøre, er dog ikke raketvidenskab. Vi taler ikke om at sende en mand til Mars eller løse problemet med CO2-udledning. Vi er på samme side,” lød det formanende fra den danske finansminister: ”I mine øjne er det vigtigt, at vi indleder en tættere og hurtigere proces i forhold til at få afsluttet nogle af emnerne i forhandlingerne.”

Umiddelbart kan ordene fra Kristian Jensen lyde lige så tilforladelige som Lars Løkkes uldne formuleringer i Bruxelles. Men budskabet om at sænke paraderne og finde en hurtig løsning er stærkt kontroversiel i Bruxelles.

Præmissen om, at EU-landene og Storbritannien står på samme side i konflikten, bryder nemlig med den stadig mere fastlåste situation, der præger de konkrete forhandlinger om en ny status til Storbritannien. Og Kristian Jensen mere end antydede, at det er EU-landene, som må give sig og udvise større forståelse for de britiske krav.

Frygten for Danexit

Det danske dobbeltspil har en god forklaring: Uanset hvad Storbritannien ender med af løsning, er det næsten uundgåeligt, at Dansk Folkeparti – og måske tilmed Liberal Alliance – vil kræve en lignende ordning for Danmark. Formentlig i form af en ny EU-folkeafstemning, hvor de danske vælgere vil blive stillet over for valget mellem enten at afskaffe forbeholdene eller et ‘Danexit’ efter britisk forbillede.

Med den generelt negative holdning til EU-samarbejdet i Danmark – og ikke mindst det seneste nej til folkeafstemningen om en omdannelse af retsforbeholdet til en såkaldt tilvalgsordning i tankerne – er det højest sandsynligt, at en eventuel folkeafstemning om en ny dansk ‘Danexit’-model kan og vil falde ud til fordel for en udmeldelse. Den ordning, som briterne får, kan altså også blive Danmarks.

Dansk Folkeparti har længe forsøgt at presse VLAK-regeringen til at hjælpe Storbritannien med at få en lempelig aftale: ”Danmark har en klar interesse i at støtte briternes bestræbelser på en så gunstig Brexit-aftale med EU som muligt,” skriver DF’s EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth: ”Storbritannien er det fjerdestørste danske eksportmarked. Danske virksomheder eksporterede i 2016 varer for omtrent 40 mia. kroner. Derfor har vi brug for en aftale, hvor briterne får adgang til det indre marked uden at være omfattet af den frie bevægelighed”.

Dansk Folkepartis dagsorden er enkel: Storbritannien skal have en så god og lukrativ aftale som overhovedet muligt, så Danmark kan få den samme.

Meget kan gå i fisk

Set fra de store EU-landes side stiller situationen sig lige omvendt: Tyskland og Frankrig ønsker, at Storbritannien skal betale den højest mulige pris for udmeldelsen – først og fremmest for ikke at friste andre medlemslande. Officielt insisterer de 27 tilbageværende EU-lande derfor på, at Storbritannien både skal betale deres milliardgæld, fortsat give EU-borgere rettigheder og til gengæld ikke kunne handle toldfrit på alle områder. Den hårde kurs handler både om kontante økonomiske interesser og om symbolikken: Aftalen skal hverken ske hurtigt eller mindeligt. Hvis det altså står til kernelandene i EU.

Den danske regering er fanget midt mellem på den ene side de storpolitiske og diplomatiske hensyn til chefforhandler Barniers troværdighed og på den anden side de hjemlige og pragmatiske hensyn til DF-formand Kristian Thulesen Dahls ønske om en løsere dansk tilknytning til EU-samarbejdet. På vanlig vis forsøger statsminister Lars Løkke Rasmussen at balancere de to modsatrettede hensyn med lidt uforpligtende og tvetunget tale.

Prisen for Brexit risikerer under alle omstændigheder at blive høj for Danmark. Særligt dansk fiskeri står på spil. I forbindelse med rokaden, hvor den udskældte Esben Lunde Larsen blev flyttet væk fra fiskeriet og erstattet med partifællen Karen Ellemann – som vel at mærke har til huse i Udenrigsministeriet – skrev Statsministeren i en pressemeddelelse: ”Fiskeribranchen er stærkt udfordret af Brexit, fordi den lander store mængder fisk i britisk farvand. Med ressortændringen får vi et større fokus på at styrke de internationale alliancer, der sikrer, at hele rigsfællesskabet kommer så stærkt ud på den anden side som muligt.”

Ikke mange lagde mærke til formuleringen, midt i tumulten omkring Esben Lunde Larsen. Men i sidste ende frygter Danmark regningen for Brexit, og derfor krydser regeringens topfolk fingre bag ryggen for, at Storbritannien får en venlig løsning. For i værste fald kan alternativet blive, at et flertal af vælgerne i Danmark ender med at trække sig helt ud af EU-samarbejdet.