Det stod hurtigt uklart, hvad kampagnen #MeToo, der har gået sin sejrsgang på de sociale medier i denne uge, egentlig gik ud på. Og som det så ofte sker med den slags virale steppebrande, endte det i løbet af få dage i en uskøn blanding af jokes, ironi, blodig alvor, modsvar, forsvar og al for mange vinkler. Til gengæld stod det i løbet af få timer tindrende klart, hvad konklusionen bør være på kampagnen: Mindst halvdelen af klodens befolkning er ikke frie, uanset hvor de er født og af hvem.
#MeToo begyndte som bekendt med den amerikanske skuespiller Alyssa Milanos beskedne opfordring til, at alle kvinder delte deres oplevelser med sexchikane, efter skandalen om den amerikanske stjerneproducer Harvey Weinstein adfærd. Herfra fulgte millioner af vidnesbyrd, der strakte sig fra kvinder, der i deres ungdom havde oplevet en klam chef klaske dem bag i, fyre pifte efter dem på gaden, nedværdigende kommentarer fra en overordnet til direkte voldtægter, vold, forfølgelse og fysiske overgreb. Det skulle være en smal sag for en let øvet SoMe-ironiker at relativere en del af disse udsagn, latterliggøre dem, sætte dem i forhold til kvinders foretrukne instrumenter til magtudøvelse eller påstå, at kvinder jo også godt kan lide det. Men den smertelige sandhed er, at de ikke kan gradbøjes. Det kan graden af, hvor dumt et svin man er muligvis – på spektret fra at have en klodset måde at vise følelser til at være en direkte sexforbryder – men det er en anden diskussion.
En grænseoverskridelse af én kvinde er en grænseoverskridelse af alle kvinder – uanset om det handler om at befamle hende på barmen, pifte efter hende eller tiltvinge sig sex. Det er en adfærd, der bekræfter og fastholder, at kvinder lever med en særlig position i samfundet, og det er dét, der (endnu en gang) står så klart efter en uge med #MeToo på den sociale sendeflade. Hvis du som kvinde oplever at blive klasket bag i eller upassende og direkte bliver opfordret til sex af en synligt større og måske mere magtfuld person, er det naturligvis ikke fysisk skadeligt eller farligt, men det er en grænseoverskridelse, der rummer en hel del strukturel skade. For kvinden tager grænseoverskridelsen med sig, når hun skal videre i byen, hjem eller på arbejde dagen efter, og så begynder hun at tænke over ting, som mænd aldrig har skænket en tanke. Hun begynder at tænke over sin position i samfundet. Hvad signalerer hendes tøj, må hun sidde alene i en bar, hvem taler hun med, hvor længe og om hvad. Det betyder, at størstedelen af kvinder statistisk set er bange for at gå alene hjem om aftenen og forbereder sig på et overfald. Kvinder er bange. Det er ikke frit. Det er ufrit.
Det skal ikke kun bekæmpes ved at råbe af de dumme svin som Harvey Weinstein, for ærlig talt er vi en hel del mænd, der slet ikke forstår den adfærd og slet ikke føler, det handler om os, fordi vi ikke engang var kønsmodne, før det var klart, at det både er forkert og generelt en dårlig idé at klappe kvinder bag i, der ikke enten er din mor eller din kæreste. For de fleste burde det også være ret ukompliceret at forstå, at enhver form for berøring eller tilnærmelse skal forgå i overenstemmelse med kvindens grænser, og at den grænse er forskellig fra kvinde til kvinde og kan ændre sig med kvindens alder, men aldrig er til forhandling. Til gengæld er det stadig kompliceret at forstå, at kvinder ikke er så frie som mænd. Det er det første, vi skal forstå, og det er det, man skal tage med sig fra #MeToo-kampagnen. Hvem der har gjort hvad og med hvem, må retten tage sig af. Ikke hashtags på sociale medier. Men hashtag er et formidabelt værktøj til at begribe, hvordan krænkelserne føles, og til at forstå omfanget af den skade, de forvolder i verden. Også selv om man(d) tror, det slet ikke handler om sig selv. /Lasse Lavrsen