Fedtet hår eller sildebensparket

Prøv selv at tænke efter: er der egentlig ikke usandsynligt mange mennesker med fedtet hår i Danmark? Måske skyldes det klimaet, for så meget fedtet hår har de da ikke nede ved middelhavslandene – hvis man altså måler per capita. Her taler vi naturligvis om utilsigtet fedtet hår; så tennisspilleren Frederik Fetterlein og milliardæren Lars Seier Christensen tæller ikke med.

Men tendensen er helt sikkert for nedadgående. Hvis man google ordene shampoo og Johnny Madsen, dukker der en artikel op fra 14. august i år, hvoraf det fremgår, at den 66-årige sangskriver fra Thyborøn vil lancere en shampoo ”til træt og viljeløst hår”. Og hvad man umiddelbart kunne tro var en spøg, viser sig nu at være en (reklamemæssigt) ret genial frembringelse: På lørdag 28. oktober kommer den nye Johnny Madsen-shampoo på gaden som en del af en hel hår- og kropsplejeproduktserie. Madsen, der bor på Fanø, hvor produkterne bliver lanceret først, siger selv i et interview i Jyllands-Posten: ”Nu har jeg hørt om mit hår i de sidste 30 år, og jeg må sige: Folk har ret! Hovedsagelig er det beskidt. Jeg vasker ikke hår særlig ofte, og jeg er heller ikke den store bader. Men det er nødt til at blive vasket en gang imellem. Nu kommer vi så med det her produkt, og det kommer i den grad også bag på mig.”

30 år. Der er altså tale om en meget langsom erkendelsesproces, og den slags tager vi hatten af for. Dogmer og konventioner er lort. Livslang læring er the shit.

Uduelig digter?

En anden distingveret ældre herre, som også synes at lære, så længe han lever, er den store danske digter Henrik Nordbrandt. Han er muligvis stadig vranten og introvert, og det er helt i orden. Men det er, som om han samtidig er blevet gladere og mindre misantropisk med alderen. Nordbrandt er også aktuel, ikke med en shampoo, men med en ny digtsamling, Den store amerikanske hævn. Nordbrandt er måske ikke, som Johnny Madsen (eller Jørgen Leth) folkekær; men som Berlingskes anmelder Jørgen Johansen skriver i sin anmeldelse af digtsamlingen, er han dog ”vores måske eneste reelle nobelpriskandidat”, og det er da noget.

I sidste uge var der et stort interview med Henrik Nordbrandt i Politiken. Kort efter, at læseren har fået at vide, at der er sildebensparket i Nordbrandts lejlighed på Østerbro, citeres digteren for denne her bemærkning: ”Arbejde er ikke noget, der klinger godt for mig. Men er det overhovedet det for nogen? Folk har hjernevasket sig selv til at tro, at det er godt at stå tidligt op om morgenen og gå på arbejde. Det er der jo ingen, der kan lide. De får tudet ørerne fulde af det der, og til sidst tror de selv på, at det er velsignelse. Det er noget mærkeligt noget.”

De samme ord kunne formentlig være kommet ud af munden på Johnny Madsen, og så havde ingen løftet et øjenbryn. Men nu var det en ‘smal’ digter med sildebensparket i lejligheden og en forkærlighed for at sove til klokken 10, som sagde det, og effekten var ikke til at tage fejl af. Entertaineren og radioværten Anders Lund Madsen følte sig i hvert fald kaldet til at fyre en flere minutter lang tirade af i sin eftermiddagsudsendelse ‘Fedeabes Fyraften’ på Radio24syv.

Hvad der muligvis skulle have været satire med brod, formede sig i stedet som en smårindalistisk tilsvining af Nordbrandt på vegne af den almindelige hårdtarbejdende dansker. Helt som hos Dansk Folkeparti: altid på vegne af den almindelige dansker. ”Én ting er,” sagde Anders Lund Madsen, ”at de arbejdende skal forsørge Henrik Nordbrandt og alle hans UDUELIGE arbejdssky proselytter, men at de samtidig skal sige undskyld for, at de gør det, og så til overflod helst købe hans uduelige digte og læse dem op og så få det dårligt over, at de ikke også sover til klokken 10, fordi det er der, man sover bedst, det er sgu at stramme den!”

Videoklippet med den spruttende radiovært gik sin sejrsgang på sociale medier, hvor folkedybet klappede taktfast og fandt på flere ukvemsord. Hvis det er sådan, man måler succes, var det en god dag for Anders Lund Madsen.

Flere andre mere eller mindre selvbestaltede kommentatortyper lugtede blod, blandt andre en 28-årig kvindelig jurastuderende kampagneleder for Liberal Alliance, som i sin blog hos Berlingske belærte den 72-årige digter: ”Når jeg bliver opmærksom på et menneske, der har så fordrejet et forhold til virkeligheden og de mennesker, der befolker den, så føler jeg også en pligt. Pligt til at hjælpe din forståelse på vej og samtidig afværge, at den næste VVS’er, der skal afhjælpe dig med en sanitær forstoppelse, ikke i raseri skider på dit sildebensparket, som du selv har skidt på samfundets fundament igennem Politiken.”

Det var helt ude af proportioner og mindede en om, at hvis man har adgang til en mikrofon og et publikum, skal man tænke sig om og belægge sine ord. Det gælder mere end nogensinde.

Det er sjældent, man ser Henrik Nordbrandt på de sociale medier, men lørdag så han sig åbenbart nødsaget til at gå på Facebook med en kort kommentar: ”Min i medierne meget citerede bemærkning om arbejde er ment som et modsvar til visse politikeres mantra – fordanskningen af nazisternes ‘Arbeit macht frei’,” skrev han.

”Det ved vi da godt, Henrik,” beroligede en af hans forfatterkolleger ham.