Danske politikere har lært af Trumps mediestrategi

Især ét ord er gået igen, når Donald Trump er gået i rette med medierne: Fake News. Lige så snart et medie har stillet sig kritisk over for Trump, hans regering, familie eller forretninger, bygger det ifølge Trump på løgn.

Og hvad gør man så, når man er verdens mægtigste mand, og alle medier er imod en? Man laver da sit eget tv-program: Real News.

https://www.facebook.com/DonaldTrump/videos/10160027734720725/?q=real%20news%20trump

Trump lancerede sit program i august, og i ovenstående video er værtinden ingen ringere end Donald Trumps egen svigerdatter Lara Trump. Trump påstår selv, at Real News skal være et alternativ til de andre mediers fake news. Men sandheden er, at Real News og Lara Trump er nogenlunde lige så oplysende og objektive som nordkoreanske tv-vært Ri Chun-hee. Der kommer aldrig til at være ét eneste kritisk spørgsmål om Trump regering i Lara Trumps Real News.

Trump har fundet ud af, at det giver pote hos hans vælgerbase at være hård mod de opsætsige medier, fordi store dele af den amerikanske arbejderklasse betragter medierne som elitære og fjender af den almindelige amerikaners interesser. Trump har derfor gjort alt for at gå uden om de etablerede medier. Først med pressemeddelelser på Twitter, udelukkelse af visse medier på pressemøder og nu altså sin egen tv-kanal.

Men Donald Trump står ikke længere alene med sin mediekritik. Han lader til at have startet en trend blandt verdens vestlige politikere – også i Danmark.

Navnligt har de danske politikere lært to medietricks af Trump. Og det kan få alvorlige konsekvenser.

Trumps medietrick 1: Underminer medierne

Det første, danske politikere har lært, er, at det er en vindersag at gå i rette med medierne.

Det så man forleden, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fór i flint over et kritisk spørgsmål om regerings skattereform, som Berlingske stillede ham: ”Nu sidder vi her med Danmarks såkaldt borgerlige avis og har en terminologi, som hører maoismen til,” lød svaret fra statsministeren. Et kritisk spørgsmål blev altså sammenlignet med en totalitær ideologi.

Også regeringens transport-, bygnings- og boligminister har været ude og kalde en ellers borgerlig avis for kommunistisk. Da Jyllands-Posten bragte en kritisk forside om skatteudspillet, lod Ole Birk Olesen (LA) forstå, at den slags kunne man forvente at læse i Land og Folk (kommunisternes tidligere partiavis).

Også socialdemokraterne Trine Bramsen og Mette Gjerskov har været ude med en hård kritik mod journalister, ligesom Folketingets formand Pia Kjærsgaard ytrede følgende bekymring om journaliststanden tidligere på året: ”Hvad er en god nyhed, og hvad er en dårlig – og kan man tro på den?”

Kjærsgaard stiller det spørgsmål, fordi hun er blevet inspireret af Trump. I Danmark er det også en god politisk sag at skyde skylden på pressen. Hvis borgerne ikke tror på medierne, tror de heller ikke på de kritiske historier om politikerne.

Det synes derudover at være en vindersag blandt vælgerne at kritisere pressen. Danskerne bedømmer journalister som den tredjemest utroværdige faggruppe i Danmark. Kun overgået af brugtvognsforhandlere og ja… politikerne selv. Hvis politikerne ikke vil være sidst på den liste, gør de klogt i at trække en anden faggruppe ned i sølet. Det blev så ikke brugtvognsforhandleren i denne omgang.

Trumps medietrick 2: Gå udenom medierne

Det andet, de danske politikere har lært af Trump, er, at hvis medierne ikke bare vil bringe ens politiske spin ukritisk, så må man ty til andre ukritiske mediekanaler.

Trump har igennem hele sin korte politiske karriere været særdeles glad for det sociale medie Twitter. På Twitter kan han sende sine budskaber ud til millioner af mennesker, uden at der er nogen, der stille kritiske spørgsmål. Bevares, der kommer lidt sure kommentarer i kommentarfeltet, men det er ikke noget, som Trump behøver at forholde sig til – enhver politikers drøm.

Det er mediernes opgave, at gennemskue politikernes spin. Men hvis man går udenom medierne, så kan man få lov til at spinne alt det man vil. Det har de danske politikere fanget.

Et godt eksempel på, hvordan dette nye trick bruges på Borgen, er Socialdemokraternes nye kampagne, hvor socialdemokraterne har betalt den tidligere tv-vært Reimer Bo for at lave en række ”interviews” uden skyggen af kritiske spørgsmål.

Det er tydeligt, at man i sådanne interviews låner de traditionelle mediers troværdighed. Det ligner et klassisk interview med en klassisk journalist. Men i virkeligheden er det intet andet end en reklame. Socialdemokratiet kan få sit politiske budskab og sit politiske spin direkte ud til borgerne uden at skulle forbi en kritisk journalist først.

Denne slags fiksfakserier er på ingen måde forbeholdt socialdemokraterne. Regeringen har lanceret deres egen hjemmeside med positive artikler om regeringen, der til forveksling ligner almindelige journalistiske produkter.

Hvorfor det er vigtigt

Partiaviser er ikke noget nyt, og det er i sig selv ikke noget problem, at politikerne har deres eget medie, hvor de kan præsentere deres politik.

Problemet er, at de sociale medier muliggør, at politikerne helt kan få lov til at ignorere de traditionelle medier. Medierne er blevet de folkevalgtes modstandere, og i den yderste konsekvens kan man være bange for, at politikerne når et punkt, hvor de hellere ville være den kritiske presse foruden.

Der er vi ikke i Danmark endnu. Slet ikke. Og der kommer vi forhåbentlig heller aldrig hen. Danmark ligger stadig på en flot fjerdeplads, når det kommer til, hvor meget pressefrihed de enkelte lande har. 

Men der er lige nu en bekymrende udvikling i gang i flere europæiske lande. Den europæiske region har overordnet haft et forholdsvis voldsomt dyk i pressefriheden det seneste år. 

Fx har organisationen Freedom House, der måler, hvor meget frihed der er i de enkelte lande, nedjusteret den polske presses status fra fri til delvis fri, efter den polske regering blandt andet fjernede armslængdeprincippet mellem regeringen og det polske statsmedie, og igennem flere andre tiltag gjorde det sværere for kritiske medier at gøre deres arbejde.

I Tyrkiet ser det endnu værre ud. Her vurderes det, at pressen slet ikke er fri. Tyrkiet har fængslet journalister og beskyldt dem for at være i ledtog med terrorister. I Malta er en kritisk journalist netop blevet dræbt af ukendte gerningsmænd under et attentat.

Pointen er, at vi ikke længere kan tage pressens frihed for givet. Heller ikke i de vestlige demokratiske lande. Vi skal derfor altid være agtpågivende, når magthaverne angriber pressen – også selv om intet tyder på, at Reimer Bo Christensen omstyrter den frie presse lige foreløbigt.